Toilettet på den lukkede

Kunsthistoriker med mere Leo Tandrup har sat et kikset dødsstød ind mod samtiden.

Man entrerer et stykke af Madagascars natur med fem imposante bygninger placeret på bakketoppe imellem 500 år gamle træer. En kilde af jernholdigt vand der på flaske kaldes Kurvand af Carlsberg løber gennem den drabeligt udseende natur med tyske bunkers omkring sig og farver alt rødt. I det største hus, i det gamle kurbad og nazihovedkvarter der minder om en milliardærvilla i Cannes, i den sidste store sal med den enorme endevæg af glas og udsigten til en sort Ørnsø hvor nazierne gemte deres våben og guld i aluminiumskister på bunden, og lyden af regnen der trommer mod taget, tænker man at Kunstmuseet Silkeborg Bad er smukkere end Louisiana.

Men så kan man heller ikke længere undgå at se hvad der hænger på væggene. Dilletantiske genmalinger af Manets Frokost i det grønne. Og et lille håndskrevet skilt hvorpå der står at ‘Fraværs-autisme-kunst foretrækkes af folk, der kun er nærværende foran TV-skærmen.’

Og det bliver værre endnu. De fire kunstnere Karen T. Christensen, Bjørn Eriksen, Carsten Frank og Jørgen Steinicke har også lavet parafraser over Rembrandt der ikke er et nøk bedre end når de indsatte i statsfængslerne får en bunden opgave om fredagen hvor de skal tegne et billede af et kendt maleri. Det er faktisk værre, hvis Heerup så Karen T. Christensens udgave af Frokost i det grønne ville han græde sig ihjel. Hun har taget lidt godt fra Heerup, et skvat Munk, en smule Gaugin, et stænk Matisse til dessert og serveret det på en måde der ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG burde have forladt det hobbyrum hvori det er lavet.

Hvordan kan en sådan skandale finde sted? De små tekster på væggene giver et hurtigt svar:

‘Moderne kunstner-selvpineri: At skulle male mennesker, der ligner tilstoppede lokummer.’

‘Vor tids store åndelige budskab: Superforløsningen får du kun alene.’

‘Buldermørke midt på dagen: Konsekvens af skilsmisse fra vore fortidige fællers kunst og livsoplysning.’

Det bliver ved og ved og ved. Velbekomme og velkommen til en desperat og overset mand der er fuldstændig koblet fra enhver form for ønske om at gå i kommunikation med sine omgivelser og istedet har valgt fremmedgørelsens sprog, dr. phil. og kunsthistoriker Leo Tandrup. Forfatter til mange glimrende bøger om kunst, blandt andet den helt igennem fremragende ‘Mefistos mareridt. Guds forødte hus.’

Men nu har det slået klik. Hvis Leo havde bevaret blot en flig af af en gangbro til vor tids kulturtænkning kunne udstillingen have været interessant. Nu ærges man istedet over at en fyr der er så klog, kan ramme så meget forbi samtidsånden.

Kort fortalt mener Leo at nærheden har forladt samtidskunsten hvorfor han har brugt tre år sammen med ti kunstnere der blev til fire, og syv motiver fra kunsthistorien som de har parafraseret i en større kunstskolestiløvelse. Kunstnerne skal ikke klandres, de har fået CHANCEN i livet som aldrig kommer igen, og hvad betyder tre år i helvede med endeløse monologer ved kaffebordet og ondt i nakken af at nikke med tandsættet blottet, når man kan komme med på en gruppeudstilling på Silkeborg Bad?

Leo er kunstens Krarup og Langballe. Rygning er godt og det er fortiden også, men bare fordi man ikke forstår de nye unge mennesker, er det ikke ensbetydende med at de ikke bidrager med noget. Og den nærhed Leo efterlyser eksisterer virkelig i kunsten i dag. Måske findes den ikke hos Koons, som Leo siger, men det gør ham ikke til et symptom på kærlighedens forfald. Nærhed i dag er det sjældne møde med noget der er større end en selv. Hvorfor Leo også kunne have fået fire stjerner hvis han havde droppet billederne og kun udstillet de hundredevis af tekster. Det havde været et alvorligt og uhyggeligt indblik i et psykotisk univers.

Silkeborg Bad, 2008.

1 stjerne.