Den lange flugt fra Facebook – del 1

For et par uger siden deaktiverede jeg min Facebook-konto.

Det var ikke uden tvivl og overvejelser, da jeg gennem lang tid, fra omkring efteråret 2007, har været storforbruger og -producent af links, statusser, begivenheder, grupper, kommentarer, likes (en masse), interventioner, flere identiteter og kontoer. Nogen vil måske mene, at aktiviteten grænsede til spam. Men på trods af de mange daglige ophold, fyldte Facebook mig også med en lede.

Så: Klik klik klik, og fri fra dét.

Allerede nu tænker du, at ja, denne sætning – “Jeg har ikke nogen Facebook” – er godt på vej til at blive den nye “Jeg har ikke noget TV” og det er præcis det modsatte af pointen med dette blogindlæg.

Og ja, hipsters på New York Times skrev allerede om et kommende Facebook Exodus i 2009 (hipsters er systematisk for tidlige med deres prognoser, forudsigeligheden er næsten så præcis, at prognosen kan udledes netop af den systematisk dårlige fornemmelse for “hvornår noget er dødt”).

Sandsynligvis vil antallet brugere på Facebook stige også de næste kommende år (en hel generation af ældre er først rigtigt ved at finde alle deres gamle klassekammerater fx). Mange vil også sidde helt fast på Facebook, de har investeret for meget i netværket til at uden videre at migrere videre (hvilket Facebook heller ikke på nogen måde hjælper dig med, det vil gøre alt for at det bliver besværligt at tage dine informationer, billeder og venner med ud). Der er også få alternativer, eftersom Facebook har formået at skabe – og fortsat holde – et monopol.

Biopolitik, ikke livsstil
Da jeg deaktiverede kontoen var det ikke som en selvgod liberal, der vælger ny livsstil. Det var og bliver derimod et eksperiment, med et antal formål og en intention om at også vende tilbage på et senere tidspunkt (det sidste indeholder en øvelse og er lidt kompliceret, måske vender jeg tilbage til det; forklare øvelsen altså). I stedet for et livsstilvalg (der altid retter sig mod selvet) er det en undersøgelse af livsformer (som retter sig mod tilblivelsen af andre former for liv, eller med et præcist ord, biopolitik). En slags forskning. Vi kunne også sige, at det er undersøgelsen af forskellige former for internetværen, dvs. væren på og gennem internet.

Der kan siges mange ting om Facebook: at det er profitorienteret, lukket kode, dårligt interface, hierarkisk organisation, at det er det største arkiv over personlige oplysninger i menneskets historie, men kontrolleret af en virksomhed. Men hvad der er langt mere nærværende for Facebooks befolkning (hvis vi nu skal betragte det som en slags kontrolleret nationalstat på internet) er hvad Facebook gør ved vores hverdagsliv.

Facebook owns u
Facebook ejer og kontrollerer store dele af vores liv: Bogstaveligt talt, som i overført betydning; den konstante strøm hvor vi holder hinanden opdateret med hvad der sker; invitationerne til festerne, til arrangementerne, til middagene, til de uformelle og de formelle møder, til studiegrupper, stort set alle begivenheder der kan sættes i en kalender ender på og bliver fanget i Facebook; De hastigt oprettede Facebookgrupper og -sider, hvor initiativer og begivenheder kan organiseres; Den daglige slacktivisme / clicktivisme / like-tivisme; de mange samtaler i kommentarsporene; de lidt distancerede, men dog også nærværende små pip, man tør give til sine halvbekendte; følelsen af, at for fremtiden at kunne være lige præcis nok i kontakt med alle, til at de ikke glemmer én, at en virkelig kontakt kan optages, hvis det bliver relevant.

Og så kommer andre ganske radikale forandringer snigende: Facebook er godt i gang med at kolonialisere email-funktionen. Facebook er pt. det sted på internet, måske bortset fra Google, hvor den nye panspektriske overvågning bliver innoveret og udviklet. Men måske først og fremmest er det, det samlede indtryk af, at kunne overskue alle (alle?) i ens netværk – alle de andre, alle små glimt fra deres liv, alle billederne, kontaktoplysningerne, at de er umiddelbart indenfor rækkevidde; samlet på ét sted.

Spørgsmålene der begyndte at melde sig efter kort tid: Hvad sker der når båndene til et monopol-lignende socialt netværk bliver klippet? Hvilke informationsstrømme vil jeg mangle? Hvilke nye strømme vil træde i dets sted? Hvem vil opdage at jeg er væk? Og hvem vil savne min tilstedeværelse i deres Facebook-feeds? Hvem vil tro – paranoidt – at jeg ikke har deaktiveret hele min konto, men specifikt slettet og blokeret dem? Hvem vil se min flugt og følge mig deri?

Og så genopdager man pludselig Twitter, motiveres til at fortsætte alpha-testen af Diaspora, hænger mere på IRC-kanaler, forvilder sig ind i obskure mikroblogging-økologier og begejstres af nye projekter der lader til at være drevet af en helt anden slags følelse af nødvendighed.

At finde hinanden postdigitalt
Den metodiske pointe er her, at i stedet for at ty til liberale boykots og livsstilsændringer, bør vi iværksætte eksperimenter og undersøgelser. Flyt ind og ud af Facebook, bliv promiskuøs med de sociale netværk (men søg også stabiliteten i de økologier der fungerer på daglig basis), tag midlertidige eksil (ikke for at “detoxe”, men for at undersøge hvilke livsformer detoxet skaber).

Lukket ude fra Facebook fremprovokerede først og fremmest spørgsmålet: Hvordan kan vi finde hinanden, uden Facebook?

Bemærk, at spørgsmålet ikke handler om vi kan finde hinanden uden Facebook. Selvfølgelig kan vi det, og vi gør det hele tiden. Men det er værd at lægge vægt på metoderne til det, hvordan vi rent faktisk gør. Hvad er mulighedsbetingelserne for postdigitale møder overhovedet?

For et par uger siden fandt 139 mennesker hinanden i en tom forladt bygning uden brug af hverken internet og mobiltelefoner. Effervescente møder som den lørdag aften plejer ellers at blive til gennem opslag på netop Facebook (uspecificeret) og senere på aftenen gennem kædesms’er (specificeret). At begrænse den metode er ikke bare en asketisk gestus eller politisk korrekt boykot af teknologi, men derimod undersøgelsen af mulighedsbetingelserne for postdigital kommunikation, at finde hinanden med en kødverdens metoder: hvisken i øret, skriften på væggen, rygtet på den lokale bar, den hemmelige lap i håndfladen.