Marilyn og frk. Intet Signe – Om moderniteten del 1

Dengang jeg var dreng, kunne jeg ikke udstå, når nogen benævnte noget som ”moderne”, men der gik længe, før jeg forstod hvorfor. Efter at jeg lærte at læse, kunne jeg se overskrifter i blade og aviser, om at f.eks. Michael Falck var en ”moderne cowboy”. Det forstod jeg heller ikke rigtig, for en cowboy red til hest, gik med revolvere i bæltet, havde en indianerdame i New Orleans og bar cowboyhat, men intet af dette kunne siges at være sandt om Michael Falck.

Først siden er det lykkedes mig at artikulere, hvad ordet ”moderne” betyder, og i dag forstår jeg, at det betyder ”gælder ikke i virkeligheden”. En moderne cowboy er altså en cowboy, der ikke gælder i virkeligheden, nøjagtig ligesom en moderne præst er en præst, der ikke tror på Gud, eller en moderne konge og dronning ikke regerer over deres land. Det er bare noget, vi leger.

Dengang var det moderne meget vigtigt, alting skulle være moderne og altså således ikke gælde i virkeligheden. Hvis man virkelig ville gøre sine hoser grønne hos de voksne, skulle man anskueliggøre, at man havde forstået, hvorledes det hele ikke gjaldt i virkeligheden. Sådan er det i øvrigt i vid udstrækning stadig. De voksne var selv opvokset i virkeligheden, og via et langt og frugtbart liv var de nu kommet i berøring med denne moderne anskuelse. De havde afsvoret sig deres barnetro, hvad end den måtte have været, og nu gik de så omkring og ironiserede som i en Woody Allen film over disse forunderlige tilbøjeligheder, som de om sider havde deponeret. De teede sig som catalanere.

Jeg kendte så mange piger dengang. Det var sådan nogle frk. Intet Signe. De ville så gerne vokse og være modne, så de prøvede at gøre som de voksne. Derfor var de alle sammen deres idiosynkrasier bevidste, ligesom de var næsten hadsk selvironiske. Sagen med frk. Intet Signe var bare den, at hun ikke havde nogle idiosynkrasier, at hun ikke havde nogen barnetro. Hun var opvokset med mantraet om, at hun blot var et produkt af sin psykosociale baggrund, men frk. Intet Signe var aldrig blevet givet en psykosocial baggrund, kun dette mantra.

Hendes skæbne var derfor omtrent så ulyksalig som den tilhørende en stripteasedanserinde, der måtte entrere scenen nøgen. De kvikkeste piger begyndte derfor at påklæde sig kjolerne på ny, mens de dummeste blot vred sig lidt med uforandret bar røv at trutte i.

Nogle gange kunne en sådan frk. Intet Signe dog i et svagt øjeblik måske alligevel fristes til at salte sin tilværelse blot en anelse. Måske kunne hun godt lide Marilyn Monroe, så derfor gik hun nu ned i Fiolstræde og købte en stor T-shirt med et billede af Marilyn Monroe påtrykt på maven. Hvis hun var mere socialistisk funderet valgte hun måske en med Che Guevara, men frk. Intet Signe kunne aldrig drømme om at springe i stiletter og strutskørt for at indlede en affære med præsidenten, og det var heller ikke videre plausibelt, at hun ville prøve at smide Batista ud af Havana.

Hun participerede ikke i tilværelsen, det var noget af det mest pinlige og forbryderiske, man kunne gøre, hun var bare sådan lidt Marilyn Monroe ”agtig”. ”Agtig” var et af de allervigtigste suffixer, og et meget moderne suffix, fordi det netop betød ”gælder ikke i virkeligheden”. Frk. Intet Signe var ikke Marilyn Monroe, hun var bare Marilyn Monroe-agtig, ligesom Michael Falck var lidt ”cowboy agtig” i teksterne på sin seneste LP.

Frk. Intet Signe havde også en helt enorm psykologisk selvindsigt, hun kunne omtrent som det eneste sin Freud, Jung og Feuerbach, og lod sig ikke narre af noget, fordi som på enhver, der har læst sådanne moderne tænkere, virkede tilværelsen på hende omtrent som et placebo på en patient med journalindsigt.