I kender mig som en ubestikkelig og uegennyttig forsvarer af ytringsfriheden. Men nogen gange antager frie ytringer en sådan karakter, at man som borger og menneske er nødt til at reagere. Derfor har jeg indgivet en politianmeldelse.
På nettets overdrev findes en blog ved navn Uriasposten.net. Den skrives af den højrenationale historiker Kim Møller. En mand, der tydeligvis ikke har forstået, at samfundet er multikulturelt, og at fremtidens buzzwords er tolerance og respekt garneret med sharia og halal.
På Uriasposten faldt jeg forleden over et indlæg, der indeholdt disse formuleringer:
“Inderst inde fortryder de, når de ser straffen og vi lægger lænkerne om halsen på dem, der var muslimer. Får de gengæld for andet end det, som de gjorde?”
“Vi vil vække rædsel i hjertet på dem, der er muslimer.”
“Når I møder dem, der er muslimer, så hug dem (med sværdet) over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne…med henblik enten på benådning eller løskøbelse bagefter.”
“Men de, der muslimer, død over dem!”
“Vær utrættelige i at forfølge de muslimske folk, selv hvis det måtte være ubehageligt for jer.”
“Bekæmp muslimerne. Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver helvede. Hvilket ondt endeligt!”
“Muslimerne er en åbenlys fjende.”
http://www.uriasposten.net/archives/24960#comments
Efter at have læst indlægget på Uriasposten har jeg gjort mig nogen tanker.
I Danmark har vi ytringsfrihed, men…
Nok er nok.
Når man møder udsagn, der i den grad stigmatiserer og lægger hele befolkningsgrupper for had, er det en borgerpligt at reagere.
Jeg har derfor anmeldt Kim Møller og Uriasposten for overtrædelse af Straffelovens § 266 b, også kaldet racismeparagraffen eller diskriminationsparagraffen.
Anmeldelsen blev indgivet til Østjyllands Politi på Århus Politigård onsdag.