”Vi har mere uro i gaderne end vi havde under den tyske besættelse. Folk ser mere vold i gaderne og det er fuldstændig uacceptabelt.”
”Ingen skal være i tvivl om min holdning til nazisme, men de tyske drenge opførte sig meget bedre end vores muslimske drenge gør det. Det var veldisciplinerede unge tyske drenge.”
Dansk Folkepartis Mogens Camre har været i hollandsk TV, hvor han er kommet med nogle interessante udtalelser. Han mener, at der er mere uro i gaderne i dag end da nazisterne patruljerede. Det var der sikkert en grund til. Hvor de muslimske drenge måske spreder dårlig stemning hos jøder, slog nazisterne dem ihjel. Og så hjælper det uden tvivl også på roen, når man har maskinpistolen siddende i bæltet.
Om folk ser vold i gaderne i dag, er straks mere tvivlsomt. Det helt store spørgsmål må være, om Camre overhovedet har gået i nogen af gaderne, dem under krigen og dem i København i dag. Næppe.
Han siger, at ingen skal være i tvivl om hans holdning til nazisme. Der er bestemt heller ingen der er i tvivl om hans sympatier. Faktisk er det sindssygt, at han ikke for længe siden er castet til film som Der Untergang. Tænk hvad de kunne have sparet af rekvisitter, påklædersker og make-up-artister. Manden kunne have gået direkte fra gaden og ind i en scene.
Camre er også en stor fan af de tyske drenges opførsel under krigen. Mon det er klapjagten på jøder, homoseksuelle eller handicappede han tænker på? Han kalder dem også veldisciplinerede. Og det har han ret i. De forstod at fange folk, mærke dem, fylde vognene helt, inden de kørte dem som dyr til lejrene, hvor de blev gasset, det var som en maskine, oh hvilken logistik, hvilken disciplin.