Postkort fra Gilleleje

Kære Dig,

Det er ikke hver dag, man er i Politiken i underbukser. Så har man prøvet det. Med en forkølelse til følge. Noget for noget. Svigermekanikken har ringet og bebudet deres ankomst til de hellige haller. De har selv smør med, påpeger de. Og ankommer med højt hår, flotte, elastiske bukser og plastickam – og med posen fuld af hjemmebag. De søde havenisser med jyske rygsække kommer fra Horsens med bilen pakket af ro. Hygge kan man ikke få nok af.

Slet ikke i disse dage, hvor det hvide spøgelse i Norge stadig trækker sine blodige spor over et helt kontinent i sorg. Ikke bare himlen græder, alle græder, fordi meningsløsheden endnu engang har trukket det sidste kort i ærmet og pudset norske Sorte Per på alle dem, der troede, de var på politisk vækkelsesferie. Men nej. Politik og folk, der ikke forstår at gradbøje virkeligheden, hører ikke sammen. En norsk mand har bygget sin egen hær af gødning og forbandelser – og trak i fredags i nødbremsen, så han fik den plads i historien, ingen ellers havde forudset skulle være hans. På den måde omskrev han virkeligheden, så den et kort sekund var hans. Nu må han bede den Gud om hjælp, der ellers nok har hjulpet ham igennem de sidste år af mørk fortvivlelse. I disse dage er Gud dog stærkt optaget og har sendt vikarer ud, fordi norske folk med røde hjerter har brug for at mærke, at et eller andet sted er det trods alt retfærdigheden, der sejrer. Det er en svær kamel at sluge i et nordisk land.

Jens Christian Grøndahl er ellers ude med riven. Fordi han ikke har fået noget. Godt, vi har Merete Pryds Helle, der kan irettesætte begivenhedernes gang. Leonora Christina Skov påpeger i Weekend Sex, der i øjeblikket kun udkommer hver fredag under Det Berlingske Hus (så ved man, hvor konservatismen er parkeret), at Grøndahl et eller andet sted er moralsk støttevogter af de principper, som også huserer under kaldenavnet sort arbejde. Først føler man sig hellig og vil på ingen måde kravle ned fra parnasset, for at bede om lidt salt til sin æggemad. Men så sidder man alligevel der i sit elfenbenstårn og tænker, at alle de andre – dem der egentlig har råd til Middelhavssalt til dyrlægens natmad og hele molevitten – får i pose og sæk, så hvad syv søren, så søger jeg også. Der er retfærdigheden dog en anden, fordi ikke alle får. Og hvis man ikke får noget, brokker man sig bare og beder om ny lovgivning – eller i det mindste en aktindsigt – så man i det mindste føler, at man er der. På en eller anden måde.

Søren Ulrik Thomsen, den lille, rare mand med livrem og seler, læste hele sin digtsamling (den er heller ikke så lang) i et ruf i går aftes i den gamle staldbygning ved Tidsvildeleje Station, mens sommerregnen tog til og blæsten sang i træernes kroner. Det var ikke november, november, november, november – så må man også ringe til Henrik Nordbrandt, hvis det er sådan landet skal hamres sammen – men ode til regnen var det alligevel. Så må man gøre op med sig selv, hvor meget man bliver ved med at elske den, regnen, efterhånden som den er gået i selvsving og i høj grad elsker sig selv for gentagelsens kølige princip; dryp, dryp. Damen med de blå tænder var bartender. Og så fik alle vi andre også blå tænder af alt den jazz, der efterfølgende blev sat ind fra trækharmonika, afhugget sav og Hugo med løssluppen hastehale på brun kontrabas.

Manden er begyndt at tage mad med i sengen. Det er Lagermans. Stængerne er af brun karamel. På den måde smager han helt sødt, påpeger han, hvis jeg lige vil prøve at smage. Det har jeg ikke tid til. Der røg to spætter ind i ruden, så nu må de begraves i baghavens kirkegård under de knejsende graner, der suser i vinden og minder om dengang, der trods alt var noget, der var værd at se i tv. Twin Peaks. Jeg huser stadig Bob. Det grålige hår, den blå cowboyjakke, de grådige tænder, man aldrig anede om lo eller blot sad fastfrosset i den attitude, der kan minde om lattermilde omstændigheder, men har en reel hensigt, det blot hedder at slå ihjel. På den måde er Bob stadig som de fleste. Man slår gang på gang noget ihjel. Jeg cykler gennem området på min mors gamle cykel og under mig hopper ligene af frøer, ingen nåede at kysse, førend det var for sent. Desuden har jeg en prins – eller en underholdningschef – med Lagermans om munden.

Katten er gået ombord i dagens udgave af Information. Lesbos klipper hæk. Håkon, den gamle swinger, løfter jern i sit køkkenvindue. Og regnen tager igen over og dækker haven med en lugt, der minder om Kattegat, iberisk sneglefeber og de begyndende mængder af svampe, der snart vokser op alle steder og bekendtgør, at efteråret trods alt også findes.

Kærlig hilsen Mig