De skider, når man tager dem op

Hvorfor er det gået så galt for dørmænd og bartendere? Det kommer næppe som et chok for mange, men jeg bliver afvist de fleste steder når jeg går i byen. Jeg er fyr, jeg har ikke et entourage af piger der lydigt følger mig, jeg booker ikke dyre borde i forvejen, og jeg sender heller ikke mit cv til ejeren og promoteren.

Så er der kun én vej tilbage hvis jeg vil ind, og det er at lave en scene hvor jeg tigger, plager og lyver, og det er jeg alligevel blevet for gammel til. Så jeg gør som flertallet, når jeg skal ud, jeg går på café, bar eller restaurant, og jeg nyder det. Men fra tid til anden står jeg der dog alligevel, ansigt til ansigt med dørmanden.

Dørmænd kan ikke tæmmes
I lørdags var det Simons Natklub der fik æren. Det regnede. Området foran indgangsdøren var spærret af med et reb. Der var ingen mennesker, bortset fra dørmanden, der stod under en stor parasol. Jeg gik hen til ham og spurgte, om min ven og veninde og jeg måtte komme ind. Han bad os straks om at stille os længere tilbage. Men det regner, indvendte jeg. Tilbage nu, insisterede han. Jeg spurgte igen, om vi overhovedet måtte komme ind, for hvis vi skulle stå i regnen i 10 minutter og så alligevel ville blive afvist, ville det våde tøj jo være forgæves. Han spurgte, om vi var på listen. Det var vi ikke, men vi kunne så fortælle, at vi trofast hver eneste uge i lang tid havde fået en mail fra ejerne af natklubben, der meget venligt bad os kigge forbi. Det skulle jeg aldrig have sagt.

Trusselsniveauet blev hævet, dørmandens puls steg, han pegede på mig med en bestemt mine og et åndedræt der var hurtigere end før, hans kæber vibrerede, hans finger var rettet direkte mod mit ansigt. Jeg skulle gå lige nu, jeg skulle forsvinde rigtig, rigtig langt væk. Men det kunne jeg jo have sagt mig selv. Når jeg provokerer, må jeg stå til regnskab, og hvis jeg skal være helt ærlig, så stod jeg vist også med i hvert fald én skulder under den del af parasollen der rakte ud over kørebanen.

Fuldstændig ligesom med skildpadder så må man gøre sig klart, at dørmænd ikke er husdyr. Dørmænd er og bliver vilde dyr, som man holder i fangenskab. De kan vænne sig til mennesker i et vist omfang, men de bliver aldrig tamme. Inden vi ser nærmere på episoden i lørdags er det vigtigt at nævne, at jeg muligvis er kendt blandt en mindre skare af Dagbladet Informations læsere, ligesom jeg også har prøvet at blive genkendt i hvert fald én gang af en fremmed, der havde set mig medvirke i et tv-program.

Kendthed er dog ikke en faktor der spiller nogen rolle i forhold til dørmænd. Selv hvis jeg havde været det man ville kalde ugebladskendt, så havde dørmanden ikke opført sig anderledes. For det første ser han nogle helt andre kanaler end du og jeg. Og for det andet så er han ikke ansat til at servicere natklubben. Han er ansat til at beskytte den.

Det skal ikke være sjovt at gå i byen
Det virker som et paradoks. Du arbejder hårdt for at invitere gæster til din klub. Du tilbyder alt fra gratis drinks til lumre oplevelser og minder dem hele tiden om, at de er noget særligt. Og når de så ankommer til festen, skal de indtage en ydmygende, bukkende og skrabende holdning der mest minder om sikkerhedstjekket i amerikanske lufthavne. Det er ikke der man for sjov siger ordet bombe. Og det er heller ikke i nærheden af en dansk dørmand, at man udfordrer hans autoritet ved at stille frække spørgsmål.

Kina er Southpark i forhold til natklubber. Her hersker en adlyd eller forsvind kultur uden mulighed for international sympati eller sanktioner. Men hvorfor? Hvis vi går et smut indenfor på klubben, eksempelvis i baren, finder vi det samme fænomen. Natklubberne har ganske få timer, typisk tre til fire, to dage om ugen, hvor de skal tjene alle deres penge. Men der hvor de kan tjene penge, i baren, står der højst en enkelt doven laps, der ikke har travlt med at lange drinks over disken. Det burde jo være sådan at alle drak alt hvad de kunne i løbet af en aften og en nat. At de simpelthen hele tiden har lige præcis den drink de ønsker i deres glas og at de måske også ligefrem lader sig friste til at købe lidt mere end de oprindeligt havde tænkt sig.

Sådan er det ikke at gå i byen i København. Her drikker man ikke det man har lyst til at drikke, men det man får lov at købe. Jeg endte til en modefest af en art, i lørdags, i et selskabslokale, Toldboden, hvor adskillige barer skulle servicere de mange gæster. Stemningen var høj, og bartenderne var tilsvarende få. Efter at jeg havde stået ti minutter bag nogle af andre gæster, lykkedes det mig at få en hånd på den eftertragtede bar. Det er en meget vigtig første kontakt at etablere, hvorefter en decideret plads i baren på et eller andet tidspunkt uvægerligt vil dukke op. Herefter er der to begivenheder der skal gå i opfyldelse før drømmen om en drink muligvis kan indfries. Markeringen og et nik. I min bar stod der en ung fyr der mindede mig om folk på tvangsaktivering. Han ledte efter et glas, hvorefter han ledte efter en spiritusflaske og noget sodavand, inden han anbragte nogle glas på en bakke og førte en samtale med en kollega.

Markeringerne
Kollegaer er der i øvrigt altid rigeligt af i barer, men at se dem eller natklubejerne eller promoterne hjælpe med at servere en drink eller en øl er nogenlunde ligeså absurd en tanke som at forestille sig en dørmand med sociale kompetencer. Jeg begyndte tidligt at markere. Det foregår ligesom i en fodboldkamp hvor bolden ryger ud over stregen. Man rækker automatisk lige lappen i hånden for at gøre krav på indkastet. Det gør jeg hver gang, jeg ser en bar. Op med poten. Ham her stod som alle andre bartendere i kongeriget, let foroverbøjet og kiggede ned i gulvet. De vil ikke forstyrres, før de er klar. Vi var 10 mennesker i baren. Efter 15 minutter kastede han et dovent blik på mig og nikkede for ligesom at sige, at han havde set mig. Yes, den er halvt inde, tænkte jeg. Hånd på bar, krop på bar, markere og et nik. Og så er det ligesom når karavanen kører forbi en til Postdanmark Rundt. Der går kun 20 minutter til hovedfeltet kommer. Og den tommelfingerregel passede også nogenlunde her. Jeg fik endelig min drink.

Dørmænd og bartendere er altid i defensiven. Det ser du ikke andre steder på natklubben eller i andre brancher for den sags skyld. Tag blot en restaurant eller et hotel. Selv det mindste vink og de står der, omvendt proportionelt med natklubben. Desto dyrere natklub, desto dårligere behandling kan du forvente. Der er mange bud på forklaringer, men de fleste virker tvivlsomme.

Skulle dørmænd virkelig være som de er, fordi de er blevet fjernet fra moderen eller afvist fra samfundet i en tidlig alder? Skulle bartendere virkelig være så fraværende, fordi de har mere travlt med at se sig selv i spejlet? Næppe. Det kan heller ikke være fordi folk er fulde at de får så dårlig en service. Fulde folk bruger flere penge, og desuden er der også masser af folk på restauranter der er stive, og de får det stadig som de vil have det. Bartendere er i hvert fald heller ikke mindre begavede end gennemsnittet. Og selvom de kan nå at lange ti GT’ere over disken på den tid det tager at mose en håndfuld salat ned i noget rørsukker, så kan smarte drinks heller ikke være forklaringen på deres indadvendthed. Man kunne også skyde skylden på en kultur, som vi gæster er med til at opretholde. Var det en fed fest? Nej, der var ikke et øje. Var det en fed fest? Ja, for helvede, der var fuldstændig proppet. Når vi taler om antallet af gæster ved fester eksisterer der ikke noget midt i mellem. Det kan ikke være lige tilpas. Når det er godt er der for mange. Og når der er for mange gæster, så er det svært at komme ind og bartenderne kan ikke følge med. Den kultur lever. Selvfølgelig gør den det.

De har det bedst i buret
Bartendere og dørmænd vil også gerne være en del af en succes og derfor opfører de sig som en. Men kan det virkelig forklare en attitude der siger ‘du er en lort, og jeg bestemmer’? Selvfølgelig ikke. Attituden kommer et helt andet sted fra, man kunne næsten kalde den arkitektonisk. Det er nemlig de fysiske omgivelser der gør dørmanden og bartenderen til de monstre, de er.

De fysiske rammer smitter af på psyken. Skildpadder skider og kaster op, når man løfter dem. De er stressede. En lignende reaktion får man fra dørmænd og bartendere, når man fjerner dem fra deres vante omgivelser og rutiner. Deres indskrænkede rammer gør dem indskrænkede. Dørmandens navn er dørmand fordi han bliver sit formål, og hans formål er så uendeligt lille, at han er reducereret til ren funktion. Gæstelisten i alfabetisk rækkefølge har taget den sidste rest af dømmekraft fra ham. Han ved, at du ved, at den eneste grund til at du taler til ham, er fordi han må løfte det reb. Så hvis han adlyder når du bryder rammerne og beder ham om at gøre noget, der går udover de fastlagte præmisser, så har han ikke blot underkastet sig, men også sluppet den allersidste rest af det der gør ham til et menneske.