Lundme anbefaler Bettina Camilla Vestergaard, Merete Pryds Helle og tiden

Bettina Camilla Vestergaard genskaber erindringen – så den igen er værd at huske. Selskabspapegøjen Elsa Gress, der mente at egentlig dialog var roden til alt ondt, havde i en årrække et helle på øen Møn, hvor hun i ly af nætterne boede under stjernerne og vandrede i parken på Marienborg med sin livsledsager, multikunstneren Clifford Wright. De skabte kulturcentret Decenter, hvor bl.a. Henrik Stangerup var en flittig gæst. Sidste år valgte Bettina Camilla Vestergaard at genskabe Decenter II under samtidskunstfestivalen Tumult.

Et uformelt kunstnermøde fandt sted mellem en række billedkunstnere fra ind- og udland, der over fire dage genskabte en historie, der i høj grad havde en tro på, at et kunstnerliv som sådan ikke behøver være stavnsbundet til storbyernes kerner. Tværtimod, kan man sige. Og det er netop en af pointerne i Bettina Camillas visionære arbejde som billedkunstner; hun formår som ingen anden at gradbøje historien og geninddele de tidsintervaller og perioder, vi som mennesker har brug for at forstå i dag – for at forstå vores tid og i høj grad forstå hinanden. Det er med mennesker, man skaber tiden. Og kunsten. Gerne i en samhørighed. Det ved Bettina Camilla Vestergaard og man gør klogt i at følge hende, for hun har noget at have det i. Medmenneskeligheden. Og historien. Og tiden.

Merete Pryds Helle skriver om tiden. Og tiderne. Hun henter ofte stof fra sine mange rejser og sine hænder, der ivrigt graver huller – og huler – for at finde noget, vi havde glemt, var der. Hun er som en pioner, der skaber et rum for en stor og rolig fortælling, der gør brug af fortid, nutid og fremtid, hvor hun som en af de eneste, nulevende danskere med sindsro kaster sig ud i de nye medier, for at skrive den historie om os, der endnu er helt ubeskrevet. Merete ved noget om kærlighedens sande væsen, som hun gang på gang konfronterer igennem historien – og sine historier – og hun får en blødende Romeo til at gå ud i stokrosernes ubarmhjertighed med en dolk og et flænsende håb om at vedkende sig ærlighedens ansigt – i det mindste i sit eget spejlbillede.

Merete Pryds Helle fisker i livets floder og fortæller kollektive brudstykker af hele den historie, der svæver over vores hoveder. Hun indsamler sit materiale fra alle tider – og gør det netop til en stram, komponeret fortælling om en historie, et liv, levet med mange forskellige hatte, sko og paraplyer. Hun skriver en skrift, der rækker sig udover bøgerne og går elektronisk, samtidig med hun på det seneste har bevæget sig igennem et større iscenesat rum, hvor hun skubber teatret ind i sin helt særegne optik. For hun ser på mennesker. Og de ser på hende. Og svarer igen med en forbløffende drøm af hjerteskærende sætninger. Netop om tiden. Og tiderne.

Projektet ‘Mandagsbilleder’ er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.