Worsøe, Søe og bagagen

Pernille Priergaard Worsøe er en feltarbejder. I bogstaveligste forstand. Hun opbygger netværk, som hun bryder i et utal af gradbøjninger i sine kunstneriske bestræbelser på at opnå en integration mellem de sociale koder, indekser og samtaler, som hun skriver med dialogbårne ord i alle materialer.

Som en af de få danske billedkunstnere har hun forstået det at samarbejde – til hudløshed. For i samarbejdet mellem andre billedkunstnere eller arkitekter, musikere, animatorer osv. opnår man ofte en særlig form for fylde, fordi man giver slip på sig selv for at komme tættere på sit værk, som man skaber – sammen. Der er noget unikt i den bevægelse, Pernille ser verdensbilledet skruet sammen på. Som et hele og samtidig som et utal af splintrede atomer, hun bygger sammen på sine egne måder som hjemmehæklede puslespil. Brikkerne skal nok passe, hvis man klipper lidt hist og pist.

Alene har Pernille ofte arbejdet med en politisk streg i regningen til alle dem, der ikke ved, hvor de skal vende deres ansigter imod, når det blæser. Hun stiller spørgsmål. Og hun giver nøgterne svar, som aldrig stormer væk i luften eller bliver til noget, vandet udvisker i sandet. Hun vedbliver nemlig med at spørge. Og med at svare. Alene og sammen med andre. Det er hendes styrke. Og bagage.

Synnøve Søe skriver kufferttekster. Hun er et smertensbarn, der bliver ved at se de ridsede spejlrefleksioner af sig selv – som voksen. Suzanne Brøgger skrev engang, at hun var et barn, der havde spist glasskår. Det kan godt være, det var hård kost at sluge alle de splintrede skår, men Synnøve er kommet igennem en lang rejse og skriver som ingen anden hertillands om det at finde sit ståsted i et landskab af børn, der vokser op i deres forældres billeder af dem – og som netop bryder med de motiver. Hun skriver om børn, der bliver sig selv.

Dannelsesrejsen, der i klassisk forstand byder på hjem, ude, hjemme, snitter Synnøve op i andre mønstre, så opskrifterne ikke længere hænger på træerne som nemme løsninger. Hos Synnøve hedder det ikke hjem, ude, hjemme, snarere er det et hjem, der forlades for altid, for det er kun derude – ude – at man kan nærme sig det selviske, når man opgiver at møde sit eget spejlbillede i skærende måneskin og i stedet blot begynder at leve. Sårene heles ikke, de bliver til ar. Og det er netop de ar, Synnøve former sin rede med – og sit hjem. Det er i skriften om sår, Synnøve ridser så hjerteskærende og intens med den stemme, der kun er hendes. Og netop hendes bagage.

Projektet ‘Mandagsbilleder’ er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.