At køre trillebør i finanskapitalismen

En af de utallige små historier, Žižek fortæller for at illustrere sine teoretiske pointer, er historien om en mand, som mistænkes for at stjæle fra den fabrik, hvor han arbejder: ’Every evening, when he was leaving the factory, the wheelbarrow he was rolling in front of him was carefully inspected, but it was always empty – till, finally, the guards got the point: what the worker was stealing were the wheel-barrows themselves.’

I The Parallax View bruges historien til at illustrere en pointe omkring demokrati i forbindelse med invasionen af Irak. Selvom historien for så vidt fungerer udmærket i sammenhængen, ledte den alligevel denne læsers tanker i en anden retning. Hvis vi ser bort fra det helt umiddelbare forhold, at det er arbejderen, der stjæler fra fabrikken, er historien så ikke et perfekt billede på Marx’ analyse af den kapitalistiske udbytning af arbejderen?

Historiens logik beror på et sammenfald mellem form (trillebør) og indhold (det som (ikke) er i trillebøren). Vagternes fiksering på indhold gør, at de i første omgang overser formen. Ligeledes viser Marx, hvordan udbytning af merværdi og profit ikke kan reduceres til et simpelt tyveri af indhold, men er en mere subtil form for tyveri, der er indlejret i selve formen på den cirkulation af penge og værdi, som arbejder og kapitalist indgår i.

Hvis man foretager en genealogisk undersøgelse af historien om tyveriet af trillebøre (dvs. googler ’stealing’ + ’wheelbarrows’), finder man frem til en anden variation over samme tema. Denne historie lyder:

‘A rich man was having a large addition added to his home. The workmen were on the site from 7 in the morning until 4 in the afternoon, but one night when the man got home at five, he saw one of the workmen leaving by the side gate pushing a wheelbarrow full of dirt. The man didn’t think much of this, but the next night he came home at five again and saw the same worker coming out with a wheelbarrow full of dirt again. There was something incredibly suspicious about this. And it didn’t take long for the rich man to begin to suspect that the worker was waiting for the rest of the crew to leave so that he could steal from the work site, probably hiding his ill-gotten gains in the dirt. The next afternoon, the man got home a little early and waited for the worker. When the worker came out with the wheelbarrow, the rich man confronted him and searched through the dirt. He found nothing and sent the worker on his way. The afternoon after that, the worker came out a few minutes after 5 and the man again confronted him and found nothing. This continued for more than a month. Each day the worker left a little later, probably to try and avoid his snooping employer, but the rich man always waited in his car in the driveway so that the worker couldn’t get by without being searched. But the rich man never found anything, either in the dirt in the wheelbarrow or in the worker’s pockets, and the worker was sometimes coming out as late as 7 or 8 in the evening. Finally the addition to the house was complete. On the last day, the man waited impatiently in his Cadillac in the driveway until after 10 for the worker to come out with his wheelbarrow. The worker looked positively exhausted, but the rich man would tolerate no excuses. “Look,” he said. “I have been searching this wheelbarrow every day for seven weeks. I’m sure you’re stealing something but for the life of me I can’t figure out what it is. It’s got me so worked up that I can’t think straight and my work is suffering. I lie in bed every night trying to figure it out and I just can’t. I admit it, you’ve got me beaten, but I have to know or I’ll never get a decent night’s sleep. So I promise you right now, if you’ll just tell me what you’ve been stealing and I’ll let you go on your way.” “Señor, I have been stealing nothing,” the worker said with a smile. “But every afternoon while you sit in the driveway in your car, I have been screwing your wife.”’

Hvis vi nu stadigvæk formår at holde tungen lige i munden og ikke lade os aflede af det umiddelbare forhold, at det er arbejderen, som nu oven i købet er mexicansk (illegal indvandrer!?), der stjæler fra den rige kapitalist, så viser der sig her en indsigt i udbytning i finanskapitalismens tid. Ja, vi kan måske oven i købet læse historiens rollebesætning som et ideologisk slør, der er lagt ud for at skjule den underliggende strukturelle pointe.

Den første version af trillebørshistorien handler altså om klassisk industrikapitalistisk udbytning. Historien slutter med, at vagterne omsider fanger pointen: at manden stjæler selve trillebøren. På lignende vis er industrikapitalismen, i hvert fald i den vestlige verden, endt med at arbejderklassen har fattet pointen. Hvis man blot står ved samlebåndet og sveder, kan man være sikker på at blive snydt.

I yuppie 80’erne kunne arbejderklassen iagttage, hvordan de værdier, de selv havde produceret, nu blev omfordelt på de finansielle markeder, hvor spekulanter blev stenrige uden at få jord under neglene eller olie på tøjet. Den vestlige arbejderklasses reaktion på denne erkendelse var imidlertid ikke revolutionær mobilisering. I stedet insisterede man på selv at være med til festen. Gennem pensionskassernes og småsparernes entre på de finansielle markeder op gennem 80’erne og 90’erne blev både arbejder- og middelklassen en slags kapitalister. Nu var det endelig tid til en mere retfærdig fordeling af samfundets værdier. Hvorfor knokle med at producere brugsværdi, når man kan leve fedt af friværdi? Hvorfor nøjes med den marxistiske vision om, at vi alle skulle være arbejdere, når vi tilsyneladende alle kan være kapitalister?

Med den seneste finanskrise er luften taget ud af dette scenario. De opsparede værdier i pensionskasserne er skrumpet ind med sammentrækningen i de globale finansmarkeder, og de opsparede værdier i velfærdsstaten og den offentlige økonomi er ligeledes blevet undermineret, idet staten har skullet rede bankerne ud af deres spekulative excesser.

Den eneste formildende omstændighed ved finanskrisen er, at da vi nu alle er kapitalister, så er vi alle i det mindste i samme båd. Når nu bankerne og finansmarkederne kollapser, så mister de virkeligt rige vel også deres penge. Eller hvad?

Der er efterhånden dukket så mange historier op om astronomiske bonussummer udbetalt til ledere og tradere i banker og finanshuse både før, under og efter krisen, at vi nu har accepteret dette som en naturlig ting. Det er åbenbart nødvendigt for at sikre systemets fortsatte effektivitet. Desuden viser en rapport fra Merryl Lynch, at antallet af virkeligt rige (millionærer i dollar) i 2010 har nået samme niveau som ved udgangen af 2007, altså før finanskrisen. Finanskrisen har altså blot været en lille sten i vejen for de virkeligt rige, som nu allerede har rejst sig igen. Denne rapport kommer nogenlunde samtidig med, at man i Storbritannien, finanskapitalismens europæiske arnested, bebuder så drastiske nedskæringer på de offentlige budgetter, at man uvægerligt føler sig hensat til 80’ernes thatcherisme. For at tilskynde de fattige til at arbejde, sænker man overførselsindkomsterne. For at tilskynde de rige til at arbejde, sænker man skatten.

Hvordan skal vi nu forstå det? Hvordan kan finanskrisen ramme så skævt? Når vi nu alle sammen (dvs. arbejder-, middel- og overklassen. Underklassen har hele tiden været på røven, så de er ikke regnet med i ’alle sammen’.) var med i opsvinget, hvorfor rammes vi så ikke alle sammen af nedturen.

Her er der brug for en ny forståelse af udbytning, og det er her den anden version af historien om trillebøren kan hjælpe os. Forudsætningen for, at mexicaneren kan slippe af sted med at gøre manden med Cadillacen til hanrej, er netop mandens mistænksom. Han har en fornemmelse af, at der er noget galt, og sørger derfor for at være et skridt foran mexicaneren ved at vente på ham i bilen. Vi kunne sågar forestille os, at manden var bekendt med den første version af trillebørshistorien. Manden ville i så fald ikke nøjes med at kontrollere trillebørens indhold, hver aften. Han ville også holde regnskab med antallet af trillebøre på arbejdspladsen for at se, om mexicaneren skulle stjæle dem med hjem. Alligevel ville han ikke være i stand til at gennemskue og afsløre mexicaneren.

Arbejder- og middelklassens engagement i de finansielle markeder er ligeledes et forsøg på at være et skridt foran, næret af mistænksomhed. De ved, at der foregår noget uldent på de finansielle markeder, og de vil være med for at sikre sig deres retmæssige del af kagen. De vil ikke som i 80’erne bare stå på sidelinjen og se de rige blive endnu rigere gennem spekulation og børshandel. En konsekvens af dette engagement er imidlertid, at en større og større del af samfundet bliver afhængigt af tilstanden på de finansielle markeder. Man taler i den økonomiske sociologi om ’finansialisering’ af samfundet. Det er derfor, de fleste nyhedsudsendelser efterhånden har inkluderet en rapport fra de finansielle markeder som en fast bestanddel på linje med vejrudsigten. Ligesom et højtryk over Østersøen kan føre til et regnvejr, som rammer os alle, så kan et fald i Dow Jones indexet føre til en rentestigning, som også rammer os alle. Når spekulation ikke længere er blot er en eksklusiv aktivitet for en lille økonomisk elite men nærmest en folkesport, så bliver de finansielle markeders tilstand et offentligt anliggende og ansvar.

Dette kollektive engagement i de finansielle markeder har skabt en særlig sårbarhed i samfundet og dermed muliggjort den type af udbytning, som har fundet sted i kølvandet på den finansielle krise. Staten har set sig nødsaget til at holde hånden under dem, der var ’too big to fall’, og i den forbindelse har de virkeligt rige været i stand til at sikre sig selv og trække penge ud af et system, der var på vej til at kollapse. Nu er staten så endvidere i gang med at fordele regningen på middel- og lavindkomstgrupperne gennem nedskæringer på forskellige ydelser i velfærdsstaten, mens overklassen friholdes fra skattestigninger.

Denne form for udbytning er så simpel, at den flyver under den marxistiske radar. Der er ikke tale om udvinding af merværdi gennem en sindrig værdicirkulationsstruktur, hvori forholdet mellem form og indhold er sløret. Vi har derimod at gøre med et tyveri, som er ligeså enkelt, nederdrægtigt og nedværdigende, som den måde, hvorpå den mistænksomme mand bliver gjort til hanrej af en mexicansk arbejdsmand.