Børn med chip i

Børn i Jylland har fået et chip-armbånd om håndleddet, når de er anbragt i institutionerne. Pædagogerne løfter stolt deres kåde læber i området og udtaler, at det er praktisk. Nu bliver ingen børn glemt. Længere. Og man er sikker på, at alle ungerne er hentet, når man låser dørene om aftenen og siger tak for i dag. Det var en god dag. Og var det så også det?

Hvornår er det sket, at vi som samfund gled så langt udover kanten, at vi begynder at krydse vores børn af på lange lister og markerer overfor os selv og ikke mindst hinanden, at vores børn er blevet små anmærkninger i en kalender, der lyder mest af den voksnes verden. Et kryds ved man, hvad er.

Det samme råber man nu i kommunale kor, at chippen såmænd også er. Og hvor stopper vi så? Alle ældre kan få en chip indbygget. Og alle unge, så de ikke smutter på Roskilde Festival i tide og utide. Og alle voksne, der ikke er fornuftige og ordentlige, kan lige få indbygget lidt distræt hukommelse, så vi – som samfund – er bombesikre på, hvor folket opholder sig. Og hvad de laver. Overvågningen når nye højder. Vi troede, den ikke var mulig. Og nu tager vi børnene som gidsler og ødelægger dem fra dag et af. Vi er et stolt samfund med brede hænder og omsorg, der lugter af nybagt brød. Vi passer på hinanden. Og passer netop på, at ingen får gode ideer og begynder at lege Jørgen Leth lidt i lukketid. Den slags bliver der holdt øje med. Og alt bliver indregistreret.

Børnene i Jylland er kun med i en forsøgsordning. Lad os droppe forsøget øjeblikket. Og igen huske på, at børn er børn. Og voksne er fornuftige mennesker, der kan tænke selv og i kraft af dette system i den øverste region kan se, at forsøg med børn – og alle mulige andre levende væsner – må stoppe. For hvad er det, vi sætter i søen som rollemodeller, når børn – fremtidens små, blå og brune øjne – sættes ud i en omverden med en chip, der understreger gang på gang, hvor du er, hvem du er, hvad du er.

Hvis vi fortsætter på den måde, kan vi stryge børnene af landkortet. På den måde sparer vi tid. Og tager fremdriften i varme hænder med det samme. Børn kan blive små voksne fra dag et. Så får vi et samfund spækket med røvhuller, der tror, at Venstre er Gud og børn er noget, de får i ulandene, fordi de ikke ved bedre. Den opdragelse har vi haft i 10 år i et blåbærs svingende samfund.

Skal vi ikke være flere, der råber vagt i gevær? Og i det hele taget bare bede forsøget med børn med chip-armbånd om at stoppe? Ellers bliver det en meget, meget kold tid, som vi lever i, hvor alle alligevel drøner rundt og hundefryser.

Når børn ikke får lov til at være børn, bliver de i stedet ødelagte voksne, der løber rundt på gadehjørnerne og leder efter sig selv. Eller går direkte fra folkeskolen til elitegymnasierne og videre ud i regeringens blokpolitik, hvor man bliver spindende doktormand for De Radikale eller det, der er værre og tror, man i bund og grund er med at til vedligeholde den røde farve, mens man pønser den op med blå overtoner, så farven lilla imødekommes som noget, man tror er smart.

Men filmen ”Farven Lilla” handler om undertrykkelse af et helt folk, fordi et andet slags folk får gode ideer om, hvem der er Gud – og hvem, der på ingen måde er det. Det samme sker nu. Voksne tror, de kan bestemme over børn. Og hvis børnene finder sig i det meget længere, får vi et samfund, ingen vil overleve i, fordi det bliver frysende, frysende.

Lad os få børnene på banen. Som børn. Uden chip-armbånd. Tak.