Lundme anbefaler Ærtebjerg, Bukdahl og noget i sengen

Kathrine Ærtebjerg er en stor, velfortjent succes. For hun maler alt. Og hvis hun ikke maler det, bliver det til tegninger, figurer på træ, grafik, plakater eller noget femte. For hun arbejder bare. Og så skriver hun med store, sorte bogstaver om kvinder – og i ny og næ også om mænd – som hele tiden mangler en eller anden plads i livet. Eller i hvert fald en at dele seng med. For sengen undergraves gang på gang af noget underjordisk. Eller et egern. På den måde maler Ærtebjerg livet. Ikke bare hendes eget liv, men alles liv. Men hun gør det på sin helt egen måde med en retorik, der ikke er til at tage fejl af.

Menneskelige fejl er der dog nok af. Og dem maler Ærtebjerg også. Det er en form for tilfældighedernes spil, der har sin parkeringsplads på lærredet og bliver til umulige muligheder i landskaberne, hvor fortid, nutid og fremtid går hånd i hånd med det uregerlige og dynamiske, som aldrig lader sig tæmme.

Ærtebjerg maler med en feber. Og med en voldsom patos, hvor skoven er sort og kvinder hele tiden har en såret, men viljestærk Bambi i skjorteærmet og mænd må ty til yoga for at opretholde en form for balance. De må finde ro på kanten af en kagerulle, mændene, må de. Fordi Ærtebjerg heldigvis mest maler sin egen historie, det vil sige kvindernes. Og hun tager gerne handskerne af, så virkeligheden kommer til at gå hånd i hånd med alt det, vi ikke ved, hvad er, men som alligevel altid ender i dobbeltsengen i kraft af skygger, jord og alt det, der aldrig har fået navn, men som fylder alt det, vi ikke ved er mellem os. Som mennesker. Og som mennesker foran et maleri af Kathrine Ærtebjerg.

Hun maler virkeligheden, når virkeligheden ikke er virkeligheden længere. Og det er godt. Fordi hun altid vil være lidt foran alle os andre kødelige, dødelige, der stadig ikke har forstået hvad alt det der sorte ude i skoven er for noget.

Lars Bukdahl ved også godt, hvad det sorte er for en størrelse. Det er bogstaver, som han altid hamrer knytnæven lige midt ind i, så de sværmer omkring ham som bier, der dog aldrig vil stikke. Altid går Lars Bukdahl sine egne veje. Og midt i det sorte i skoven kan man høre ham synge. Ikke at det ligefrem lyder kønt, men hvem siger at sang i bælgravende mørke skove er skønsang? Men han synger, så vi andre kan gå efter lyden. Og når vi tror, vi har fundet ham – og sangen – er han væk i firehundrede kilometerskoven.

Han skriver også selv, når han ikke skriver om andres bøger og andre efterladenskaber. Lars skriver bøger om alt. Så er de skrevet og de står der i hans tonstunge reoler, der kun minder om de gamle støttesystemer som Poul Borum kunne hamle op med. For Lars gemmer alt, næsten. Og er sit eget bibliotek, hvor han selv arkiverer i sin egen rytme af et stakåndet alfabet, der kun er ham nådigt engang imellem.

For Lars kan flere ord end ordbogen rummer. Og godt for det. Han kan også flere historier end verden kan rumme. Og det er endnu bedre. Og han tager dem gerne med i seng. Men så sætter han også en grænse. For Lars kan tæmme ordene. Dæk, siger han. De adlyder. Og de falder til ro. Alle de sorte ting, der ellers vil danne grobund for en madras. Blandt andet.

Der er ting, der er sorte. Det er skovene og bogstaverne. Både Ærtebjerg og Bukdahl ved, at det er der. Alt det sorte. Både det i sengens drømme og det, der sker, når sengen forlades og det sorte gang på gang bliver hverdagens virkelighed.

Sort, sort seng, siger jeg bare. Og løber efter lyden.

Projektet ‘Mandagsbilleder’ er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.