Det begyndte med en udklædningsfest den 16. april på Lunds universitet, hvor de studerende skulle klæde sig ud i overenstemmelse med festens jungletema. Tre studerende mødte op som sortmalede negerslaver, mens en fjerde indtog rollen som hvid slavehandler. Da festen var på sit højeste, blev de tre negerslaver solgt ved en improviseret auktion. Historien kunne være endt her, men optrinnet kom Jallow Momodou fra Afrosvenskarnas riksförbund (Afrosvenskernes rigsforbund, red.) for ører, og han anså studenterløjerne for at være en hån mod de millioner af sine sorte forfædre, der blev kidnappet, voldtaget og dræbt som følge af den afrikanske slavehandel. Jallow Momodous udmelding udløste en større mediestorm i Sverige. Men i Malmö følte gadekunstneren Dan Park, at sagen om de feststemte negerslaver var blæst ud af proportion. Onsdag 20. april tog Dan Park derfor til Lund med en stak plakater, der ironiserede over Momodous reaktion. Dan Park arbejder med billedcollager, som han trykker som plakater og siden sætter op i det offentlige rum. Collageteknikken havde Dan Park også benyttet denne gang, hvor han havde placeret Jallow Momodous hoved på en krop tilhørende negerslaven Kunta Kinte fra tv-serien Rødder. I baggrunden sås det lokale, hvor universitetsfesten blev afholdt. Plakaten var samtidig udformet som en efterlysning med følgende ordlyd: “Vor negerslave er bortløbet!! Han forsvandt lørdag den 16. april og lystrer navnet Jallow Momodou.” Plakaten var tilføjet et telefonnummer, hvor man kunne henvende sig, hvis man havde set den bortløbne negerslave. Telefonnummeret var imidlertid ikke Dan Parks eget, men nummeret til en kvinde fra den studenterorganisation, der havde arrangeret festen med jungletema. Dan Park nåede at sætte 24 plakater op i Malmö, inden han blev pågrebet af politiet. På det tidspunkt havde han 14 plakater tilbage, der alle blev beslaglagt. På politistationen blev Dan Park sigtet for ulovlig opsætning af plakater, hvilket han vedgik. Han blev også sigtet for hetz mod folkegruppe. Det nægtede kunstneren sig skyldig i. Derfor kommer sagen for retten i Lund 12. januar 2012, hvor anklageren skal forsøge at bevise, at Dan Park ikke blot har gjort sig skyldig i ulovlig opsætning af plakater og hærværk, men også i hetz mod folkegruppe, hvilket kan give op til to års fængsel.
Den svenske gadekunstner Dan Frederik Park, der flere gange er havnet i søgelyset på grund af sin kontroversielle kunst.Udover en eventuel fængselsstraf risikerer Dan Park også en økonomisk bet. Ellinor Lavesson fra studenterorganisationen kræver 8000 svenske kroner i erstatning, fordi Park udstyrede plakaten med hendes telefonnummer, mens Jallow Momodou kræver 10.000 kroner i erstatning for de gener, han mener, at plakaten har påført ham. Dan Park anser sagen for at være udtryk for krænkelsesfundamentalisme. “Hvad kan man sige andet, end at Afrosvenskarnas Riksförbund savner humor, men det er jo deres stil at lede efter såkaldt racisme i grafiske og kunstneriske fremstillinger for siden at føle sig krænket og indgive politianmeldelse,” siger Dan Park.