99% dig og mig – og 1% svineri, der tog over

Foto: Mette Kramer Kristensen, Modkraft.dk

Bevægelser kommer og går. Men de bevæger sig. Trods alt. Rådhuspladsen er ikke hvad den har været. Og slet ikke i øjeblikket, hvor museumsfolk, cyklister og andre, der færdes uden sikkerhedsliner, gennemtrawler området hinkende på et ben, to ben, tre eller fire, hvis man er til den slags – og det gerne i snor eller med en enkelt læderrem hist og pist. Men noget er alligevel fjernet. Noget, der også var der. Og var en del af den helhed, der hed folket.

Occupy Copenhagen blev ”opsagt” på gråt papir, som det så pænt hedder, når man har kommunale læber. Deres opholdstilladelse på pladsen udløb, da klokken slog midnat. Derfor satte politiet kraner ind onsdag morgen – den 21. – så svineriet blev ryddet op. ”Svineriet” navngav staten bevægelsens efterladenskaber, som i bund og grund var telte, soveposer, feltflasker og antydninger af et bål eller tre. Altså levet liv. Jeg skrev i går med kommunen og bad museumsfolk tage affære. Det er billeder på en tid. Og en modstand. Det er historie. For historie bliver det jo, når ting bliver fjernet eller ophører. Men kun for at fortsætte. Modstanden vokser og bliver stærkere. Måske. Lad os håbe det. Museumsfolkene er flinke mennesker og tager ikke loven i deres egne hænder. Når staten har døbt det svineri, er det svineri. Og ikke noget, der skal bevares for en eftertid. Dem om det. Bare modstanden ikke også blev væk ved samme lejlighed. Og kapitalismens sande ansigt på den konto igen genvinder sit land og overtager folket, der i flugt over Rådhuspladsen drøner af sted med bugnende, indkøbstunge plasticposer.

Da Ungdomshuset i sin tid blev jævnet med jorden på Jagtvej 69 var modstanden massiv. Og den blev ved længe. Det var et folk, man tvang i knæ. Men det var også et folk, der handlede i blinde og gik efter koder for en fælles forståelsesramme, som blev fejlciteret og fik hager og knager af trods at hænge sin hættebluse på. Og fællesskabet holdt op. Og man blev krigere i en stor krig mod resten af befolkningen, der mest sad og så det hele i tv med et hovedrystende blævreparti af kæber, hud og fedladne knogler, der helst ikke skulle kaste sig ud i kampe af nogen som helst afarter. De havde deres på det tørre og havde allerhøjest lidt sort arbejde på den dårlige samvittighed, hvis man løftede i fodenderne af dobbeltsengene. Kampe var ikke noget, der var værd at skrive hjem om i det ganske, lille land med det harske smørhul, som ingen verdens nisser gide at æde, fordi grøden allerede er blevet kold og der er spækket med rotter på loftet i parcelhusene, fordi de var hurtige til at flytte rundt med brikkerne – og op på etagerne – da et land stod under vand, fordi alle græd en hel sommer over et ti års herredømme med en blå regering, der troede, at retfærdighed var et ord, Mærsk havde fundet på.

Lad os håbe – det er jo trods alt jul og træerne er blevet hentet ind i byen uden deres rødder, så de kan stå og dø i alle lejlighederne, fordi folk skal have mord inde døre i disse tider – at modstanden på Rådhuspladsen ikke er slået hen og faldet i armene på kranerne. Lad os håbe, at modstanden vokser og stille, roligt og insisterende får sin stemme i debatten, der ellers ikke eksisterer længere, fordi folket – både dem i Occupy og alle de andre, der færdes rundt omkring med refleksbrikker og feber – stadig kan håndtere, at staten ikke er Gud og kommunen på ingen måde er noget jomfrunalsk, der sidder med skrævende sildebensparketter og kun åbner sig i små, utålmodige øjeblikke, når folket vitterligt har fortjent at få lov. I det mindste have et sted eller tre at placere deres hænder i strikvanterne, hvor de kan gøre en vis gavn. Kommunen kommer og alle er glade. Dem, der ikke ser deres snit til at slå et større brød op, må ud med katten og lede efter et sted, hvor sammenholdet trods alt er stærkere end det te, der serveres på alle cafeterier, hvor de under al form for lydighed tror, at te er noget man hælder ud med badevandet og et brev med noget smulder i, som i bund og grund ikke er andet end affald. Men på den anden side, hvor skal de stakkels cafeteriemenneske vide bedre fra, når vi stadig har en stat, der kalder modstand for svineri. Og te er sådan noget nummer to i rækken, vi er stadig et kaffefolk. Bare bønnerne bliver i kværnen. Og ikke får gode ideer til at sprede sig, brede sig. Det gør religionen nu næppe. Man har travlt nok med at tro på sig selv.

Jeg troede, vi havde fået en rød vind over DK. Måske tog jeg fejl? Måske var det bare en god drøm, jeg helt ikke vil vågne op fra igen.

God, rød jul. Og lad os holde samvittigheden som en oprejst pande mellem os mennesker, når vi mødes på gaden med vores modstand mellem vores handlekraftige hænder, ikke?