BVB 09, Dirty Harry og echte Liebe

DENFRI har modtaget et læserbrev fra Anders Maas Fallesen: U-Bahnen gyngede og sejlede som en vanvittig. Proppet og fyldt med svedige mænd i slidte veste og gule, sorte og neongule trøjer. Alle i metroen ville have det samme: Kolde fadøl, sejr til Borussia Dortmund og så helst en nedrykning til ærkerivalerne fra Schalke.

De to første kriterier blev opfyldt denne fredag aften i oktober 2009. Desværre ikke det sidste.

“Scheisse! 04! Scheisse! 04,” råbte hele togets brogede skare under turen fra Dortmunds bymidte mod Signal Iduna Park, knap 15 minutter uden for centrum. Efter en sløj sæsonstart var BVB mod slutningen af efteråret ’09 på vej ind i en imponerende sejrsrække.

Derfor mødtes vi – syv kammerater fra Kolding og København – ved syvtiden fredag morgen iklædt vores fineste neongule 90′er BVB-gear. I to biler skulle vi til Dortmund for at se Die Jungs, men inden samledes vi til en solid morgenmad, hvor den forestående weekendtur tur blev diskuteret til tonerne af kendte slagsange som Heja BVB, Ale ale ale ale oh, BVB 09 og Leuchte Auf, Borussia.

Trøjerne rundt om morgenbordet inkluderede blandt andre en udebanetrøje samt to hjemmebanetrøjer fra den legendariske 1995/96-sæson, hvor Stefan Reuter, Andreas Möller, Mathias Sammer og Jürgen “Der Manndecker” Kohler var blandt profilerne.

De 570 kilometers tur syd på til Ruhr-distriktets perle gennem den travle autobahns fredagstrafik var ment som en hyldest. En hyldest til det lovende 09/10-hold, en hyldest til Südkurven og ikke mindst en hyldest til klubbens historie og legender. Nå ja, vi ville da også gerne have en sejr og nogle mål i fredag aftens opgør mod Hertha Berlin, der få måneder forinden havde sendt Brøndby ud af UEFA Cup-kvalifikationen.
Vi tog den obligatoriske times grænsepause fredag morgen ved nitiden, hvor der blandt andet blev købt Slots Guld, Kleiner Feigling og selvfølgelig et par flasker Dirty Harry. Sidstnævnte i flasker der prydes af Clint Eastwoods intense blik, som vi bittert skulle komme til at fortryde købet af.

Cd-afspillerne i bilerne blev pryglet igennem med BVB-fansange, mens der også af og til sneg sig en enkelt eller to Rudi Völler-sange ind. Hvorfor? Tja, i Tyskland er de gode til at hylde deres legender, og når der er lavet så fandens gode ørehængere om den gamle Rudi, så fandt vi det oplagt.

Fremme ved hotellet ved 17-tiden i centrum af den 600.000 mand store by gjaldt kun én ting. Opvarmning til kampen med tilhørende øl. Og mange af dem. Endelig kunne de to chauffører drikke alkohol, noget vi andre havde været i gang med i timevis. Efter metro-turen til stadion, hvor sangene fortrinsvis handlede om at svine naboerne fra Scheisse til, føltes den første Bier vom Fass med Currywurst ved stadion himmelsk. Inden da nåede vi dog lige at tømme de førnævnte flasker Dirty Harry. Fadøllene ved stadion blev serveret i plastikkopper med billeder af klubbens daværende spillere. En kold øl smager også bare bedre serveret i en Dedé-kop, erkendte vi hurtigt. 12 minutter inde i kampen blev han dog desværre skadet og efter en ret begivenhedsløs indledning på matchen måtte han udgå til vores store utilfredshed. Erstatningen hed Marcel Schmelzer. Dengang ukendt, uimponeret og aldeles ustabil. Han spillede i hvert fald særdeles skidt resten af den kamp, der i øvrigt blev Dedés sidste kamp som fast mand for BVB. Han fik aldrig sin plads tilbage fra Schmelzer, som heldigvis hurtigt blev markant bedre.

De 25.000 mennesker på Südtribunen, der højst sandsynligt alle arbejder i en af egnens utallige kul- eller stålminer, leverede uden diskussion aftenens største præstation. Spillet på banen var i hvert fald fortvivlende elendigt. Heldigvis førte BVB dog 1-0 ved pausen på mål af årtiets røverkøb, Lucas Barrios. Ham havde man hentet i løbet af sommeren i chilensk fodbold for omkring 35 millioner kroner. Money well spent, som man siger. Shinji Kagawa overtog dog nok ovenstående røverkøbstitel den følgende sommer, da BVB fandt ham for 350.000 Euro i en japansk sekundaklub. Herlig spiller, men det er en helt anden historie.

Med promiller der nok nærmede sig de fem, forvildede vi os i pausen ned til bunden af det øverste tribuneafsnit for at tage billeder af den schwarz-gelbe Wand, også kaldet Südtribunen. Her lagde to 19-20-årige tyske fyre åbenbart mærke til, at vi talte et fremmed sprog.

“Warum seit Ihr hier?” spurgte de høfligt.

“Wir sind hier dieser Morgen gerade aus Dänemark gefahren um unsere Favoritten zu sehen,” svarede vi.

“Ahh, dass aber ganz geil und toll, dass müssen wir doch sagen, sagde de to unge fyre, hvorefter de gik.

Fem minutter senere kom de tilbage med 10 BVB-kopper fyldt med fadøl til os. Tyskere må kandidere til det flinkeste folkefærd i verden, tænkte vi.

Anden halvleg står ret uklart i hukommelsen. Dirty Harry’en havde sat sine spor oven på en bajerbrandert, der startede omkring syv timer før kampstart. Et sted mellem det 70. og det 80. minut udbyggede BVB heldigvis føringen til 2-0. Hvordan var opspillet? Tja, husker det ikke. Hvem scorede? Hmmm, ingen anelse. Var det fedt? Ja for satan, er du gal!

Resten af kampen, U-Bahn-turen tilbage til byen og aftenen er desværre forsvundet fra hukommelsen. Ret dumt egentlig, når man betaler 32 Euro for billetten, bruger omkring otte timer på at køre til Dortmund, glæder sig og lader op til kampen og sidder sammen med 80.000 andre på et af Europas mest stemningsfyldte stadions. Men jeg fortryder alligevel ikke en eneste ting fra den aften. Vi var fulde, nostalgiske og glade. BVB vandt. Og det skete i begyndelsen af den optur, som i foråret 2011 førte til det første tyske mesterskab i ni år. Hvad mere kan man bede om?