Nyheder, internetpolitik, hacking, sex og kritik
Desperation

Dagens børnehavespin som B.T. og JP og nu også Politiken hoppede på

At problemet ikke ligger hos spindoktorerne, men hos medierne, illustrerede tidligere spindoktor i forsvarsministeriet Jacob Winther i dag, hvor det lykkes ham med ganske få opkald, at placere et absolut a baal begynderspin hos (surprise surprise) B.T. og Jyllandsposten.

Jacob Winthers damagekontrol, der i øvrigt havde premiere på Jarl Cordua og Søren Pinds facebookvægge tidligere på dagen, lyder sådan her i Jyllandsposten, der bringer børnehavespinnet under overskriften ‘Omstridt lydfil skaber ny mystik:’

”I slutningen af samtalen spørger Nils Giversen, hvorfor Winther ikke bare ventede et døgn med at levere oplysningen til Tantholdt. På det tidspunkt ville spørgsmålet om jægersoldaterne være færdigbehandlet i Udenrigspolitisk Nævn.
Hertil svarer Rasmus Tantholdt:
»Ja, fuldstændigt. Det var helt åndssvagt. Jeg tror, det var for at vise handlekraft. Det var fuldstændig åndssvagt af ham. Han var muligvis også lidt småstiv. Vi havde siddet i flyveren og har fået lidt og sådan noget.«”

Vi er helt nede i kassen med de tricks man bruger på Strøget, når man skal franarre ældre damer deres sidste mønter. Det de prøver at gøre, er at få Jacob Winther til at være Søren Gade.
Niels Giversen spørger IKKE hvorfor Winther ikke bare ventede et døgn med at levere oplysningen til Tantholdt, han spørger hvorfor HAN ikke bare ventede. Og når Tantholdt siger, at det var åndssvagt af HAM, så er det heller ikke Winther han taler om, ligesom det heller ikke er Winther der var lidt småstiv. Men Jacob Winther og hans tro følgesvende på B.T. og Jyllandsposten vil så gerne have os alle sammen til at tro, at det var ham som Tantholdt taler om, for så har Tantholdt et problem, for Hr. Winther kan bevise, at han slet ikke var med ombord på flyet og så må han jo være uskyldig. Voila!

For dem der ikke har fulgt med eller ikke orker at høre filerne, så kommer den korte forklaring her:
Søren Gade og Rasmus Tantholdt sidder sammen i en flyver på vej hjem fra Irak og drikker. På vej hjem fra lufthavnen, mens Tantholdt sidder i en taxa, bliver han ringet op af Jacob Winther. Winther siger, at han har en besked til ham fra ministeren. Winther forklarer, at Søren Gade selv ville have sagt det på flyet, men at han ikke kunne, fordi der var andre til stede. Derefter videregiver Jacob Winther oplysningerne om, at Jægerne skal sendes afsted.

Så når Tantholdt fortæller om sin flyvetur med Søren Gade, og fortæller at HAN muligvis var lidt småstiv, så er det Søren Gade han taler om. Og hvis man spoler båndudskriftet bare et par enkelte sætninger frem, så siger Tantholdt sågar: ”Han har lige ligget og rodet rundt på gulvet, Gade der…”

Men tænk sig, at man skulle ende med at sidde, helt alvorligt og udpensle så banale detaljer… Vi har ikke en syg spinkultur. Vi har nogle alvorligt rådne medier, der ingen midler skyr for at dække over deres egne.