Danmark

Der er to verdener. Vi kender dem som fysisk og psykisk, men dette er blot en primitiv udgave af tidligere tiders langt større forståelse af, hvordan verden – eller verdenerne – hænger sammen.

Grundlæggende er der naturligvis kun én verden, den fysiske. Det er med andre ord en verden af kategoriserede sanseindtryk, der danner genstande i tid og rum med de tiloversblevne fænomener som egenskaber.

En væsentlig kategori er bevidsthed, en bevidsthed, der er bevidst om det, der er bevidst. Det er en besynderlig krølle på verden, som har voldt filosofferne mange problemer.

Hvor kommer den fra? Mennesket må umiddelbart kategoriseres som en fysisk genstand i en fysisk verden, som det står i et kausalt forhold til.

Selv det stærkeste mikroskop vil lige så lidt som hos andre dyrearter afsløre nogen sjæl, bevidsthed eller vilje. Hvad er det da, der er så specielt ved mennesket?

Det indlysende svar er, at det har en større hjerne. Hjernen er som bekendt en udposning på nervesystemet, hvis formål er dobbelt.

Dels har den til opgave at modtage og behandle sanseindtryk ud fra tidligere, dels at koordinere en mere sofistikeret respons på disse, end det autonome nervesystem er i stand til. Den leverer med andre ord en art kort.

Dette kort behøver ikke at have noget at gøre med andre kort, dette behov opstår først, da en klimaforandring kræver samarbejde for overlevelse. Dette har umiddelbart to virkninger.

For det første kommer kategorierne, som kan deles, til at dominere over sanseindtrykkene, som ikke kan, resulterende i en fælles verden. Men ligesom verden er samarbejdspartneren også nødt til at bevare sin identitet.

Dette forudsætter igen, at de motoriske impulser, som allerede er koordineret i adfærdsmønstre, yderligere integreres som et individs adfærd. Denne adfærd er endvidere nødt til at være forudsigelig, hvilket fører til forestillingen om en vilje.

At en sådan vilje er illusorisk, kræver det ikke mange overvejelser at konstatere. Det kausale princip, forestillingen om en mystisk kraft underliggende invarianser, hører til i den fysiske verden.

Bevidsthed er en tolkning, ikke noget, vi kan komme på glas, og kan derfor heller ikke forårsage noget. Ikke desto mindre er det altså sådan, den sociale hjerne fortolker verden, et ”jeg”, der erfarer og påvirker verden.

Samtidig er det imidlertid klart for den, at såvel sansning som handling er udtryk for organismens behov. Disse behov står altså bag og uden for verden, hvilket bringer ”os” i den paradoksale situation, at det, der er allersværest at konceptualisere, også er det vigtigste.

Hvis ”vore” forestillinger og handlinger ikke er i overensstemmelse med organismens behov, dør den og dermed både vi og verden. Dette er fortællingen om Danmark.

Det er historien om, hvordan danskerne gennem tiderne har forsøgt at få et godt forhold til den ”anden” verden, som naturligvis i og med, at den i langt ringere grad er determineret af en fælles symbolverden, er den fysiske verden. Det er historien om, hvordan en pseudoreligion sydfra ødelagde dette forhold, og hvordan det lykkedes danskerne at genoprette det i det toogtyvende århundrede efter den kendte verdens undergang i det enogtyvende.