Danmarks sagnhistorie

Cum ceterae nationes rerum suarum titulis gloriari voluptatemque ex maiorum recordatione percipere soleant, Danorum maximus pontifex Absalon patriam nostram, cuius illustrandae maxima semper cupiditate flagrabat, eo claritatis et monumenti genere fraudari non passus, mihi, comitum suorum extremo, ceteris operam abnuentibus, res Danicas in historiam conferendi negotium intorsit inopemque sensum maius viribus opus ingredi crebrae exhortationis imperio compulit.

Da det nu er alle de øvrige folkeslags skik at prale af deres bedrifter og at glæde sig ved mindet om deres forfædre, overtalte den danske ærkebisp Absalon, der jo altid brændte for at gøre vores fædreland bekendt og ikke syntes, det skulle snydes for en lignende berømmelse og ihukommelse, mig, den ringeste af sine tjenere, da nu ingen andre syntes at være interesserede, til at påtage mig at samle danskernes bedrifter til en historie, idet han med sine idelige opfordringer tvang mig til at kaste mig ud i et arbejde, der vidt oversteg mine ringe åndsevner.

Min barndoms historiebøger begyndte med Roar og Helge. Det antydedes nok, at dette var sagn – men det var Adam og Eva jo også, og de blev trods alt taget gevaldig alvorligt i bibeltimen.

Det korte af det lange var, at det var godt for os at kende til dette Akronia, hvor Gud sad på inspektørens kontor, og raske drenge ikke tudede eller sladrede. Dengang var sværdene naturligvis af træ, og skjoldet var låget af en smørkærne – det var med andre ord før martial arts og paintball.

Og så kan det jo godt være lidt skuffende at stifte bekendtskab med en ”rigtig” Danmarkshistorie, hvor hele første bind er flinteknive. Læsere af ”Danmark” vil formodentlig straks blive beroliget: Dette er Danmarks sagnhistorie.

Den begynder med sagnet om Rolf Krake og hans kæmper, fortsætter med sagnet om økonomi og energi og ender med sagnet om et retfærdigt samfund, Ragnarok og Gimle. Sådan en kan vi nemlig ikke undvære.

Også et menneske er jo, hvad det har udrettet, hvad romerne kaldte gesta. Vi handler ikke ud fra en personlighed, vi gætter os frem til den ud fra, hvad ”vi” har gjort – en væsentlig årsag til det moderne menneskes identitetsløshed skal således nok søges i det faktum, at det hverken har kunnet tage sig sammen til eller fået lov til at gøre noget som helst.

Det er naturligvis også lidt farligt, og det gælder derfor om så hurtigt som muligt at få de unge mennesker frankeret (som ikke længere betyder befriet) og sendt videre til forsendelsen. Det, det gælder om, er som bekendt at få en uddannelse, som i grunden hovedsagelig går ud på at lære at møde til tiden og ikke modsige professorer og censorer.

Man kan så forholdsvis smertefrit nå frem til pensionsalderen uden nogen sinde at have forført en pige, umanøvreret en rival eller plantet et træ. Ens liv, arbejde, samlever, børn, og så videre, blev sådan lidt, som det faldt sig, måske ikke udtryk for nogen uimodståelig tilbøjelighed.

Men vi blev da i det mindste forældre, og de er jo i det mindste vigtige, så man har nogen at give skylden. Det bliver kort sagt svært at vænne sig til en tid, hvor befolkningen groft kan inddeles i de meget lidenskabelige og de meget døde.

Myter er ikke historie, og det er historie heller ikke, i det mindste ikke i traditionel forstand. De handler ikke om, hvad der måske skete for et århundrede eller et årtusind siden – hvordan skulle vi dog også kunne se det uden de øjne, ormene for længst har fortæret?

De handler om, hvem vi er, det vil sige, hvem vi tror, vi er. I disse myter handlede den amerikanske borgerkrig om at befri slaverne, og anden verdenskrig om ideologier.

Det er okay, for solen står nu engang op, det er ikke jorden, der går ned. Men af og til har vi brug for nye myter, en selvforståelse, der passer bedre til nutiden, ikke fortiden.

Fortiden ligner fremtiden derved, at den er en projektion – somme tider kan de være vanskelige at skelne fra hinanden. Tilhører den fuldstændige frigørelse af markedskræfterne (og dermed givetvis af mennesket) fortiden som ”udvikling” eller en løfterig fremtid?

Dette er den nye myte om Danmark. Først vil vi imidlertid se lidt mere på den gamle.