Tikka-Takkaens forbandelse

Vi har sagt det før, livets svære beslutning. Barca eller Real. Man kan hade Real for deres fortids tilhængere. Man kan hade Barca for deres nutids tilhængere.

Ægte Amar’-drenge som Frankie Arnesen og Søren Lerby har altid sagt, at de blev gode fodboldspillere fordi de spillede fodbold på gader, stræder og glasskår fireogtyvesyv. Som 70’ernes svar på en hvid Leonardo og flæske-Romario lyder det jo vældig romantisk. I dag bliver danske børn gode spillere hvis de får den årlige udgave af FIFA, og hvis deres forældre følger dem (og idiotjubler) i korrekt forældreuniform. Sådan lidt politikerkorrekt. Og så den anden ting ved de børn, de holder med Barcelona. Tikka takka, Titicaca. Det er ikke Johan Cruyffs rygestops-slikkepinde, Carlos Busquests smørhandske redninger eller Miguel Angel Nadals manddeckerskills der fænger. Nej det er bare tikka takka’en.

Barcelonas tikka’er tæller
Spøgelset Iniesta, Xavi Hernandez der dybest set ligner den tæppehandler som Naser Khader tit er blevet forvekslet med, og så Shakira-gemalen Pique. Og så fodboldens svar på Ibsens Nora, Lionel Messi. Uskyldigheden er kolossal, som de ville sige ude i 2605 og 2665. Og udskyldigheden smitter af på deres fans, UNICEF-fans. Derfor findes der heller ikke noget mere frelst folkefærd end Barcelonafans. Fodboldens redningsmænd. Paris fra Odysseen.

Og så er der Cesc, den fortabte søn. Luksusfælden. Og Carles Puyol, ære og stolthed, og en fodboldspiller hvis evner er on a fast decline. Hans makker på højre back, Dani Alves, diver og buser som ingen anden og en liability i forsvaret. Cafu, Il pendolino, blev som bekendt lidt af et blueprint på hvordan den angrebsivrige back skal se ud i dag. Nok var Cafu ikke lige så hurtig på fusserne som Dani Alves, til gengæld var der ikke så mange huller bag ham.

Kampen mod A.C. Milan i Champions League viste, at man kan presse Barcelona med relativt simple midler. Når bolden er erobret så pumper man bolden op over de små tikka-midtbanespillere. Op omkring Puyol som også skal dække området bag Alves. Puyol har simpelthen ikke den radius mere. Skaderne har indhentet ham. Selv endnu mere stivbenede spillere som Mark van Bommel fandt plads i kampen og kunne let ekspedere bolden udenfor tikka-spillernes rækkevidde. Dermed omgik AC Milan Barcas normalt høje pres nemmere end mange andre hold.

Grunden til at det lykkedes på dette tidspunk er, at dygtige defensive (og beskidte) midtbanespillere som Jaiver Mascherano og Sergio Busquets normalt ville bakke ned og støtte, men netop de spillere har konstant været udlånt til et forsvar, hvis bredde er af tvivlsom karakter, og har et påfaldende alderssammenfald med A.C. Milans ditto for et par sæsoner siden. I deres fravær har langlemmede Seydou Keita fået en del spilletid, dog ikke med samme autoritet. Der er ikke nogen Makelélé gemt i ham.

Eric Abidal tilhører også den klasse af spillere, hvor man godt kan blive i tvivl om hans rigtige alder. Kevin-Prince-Nasseem-Jerome Boateng fik ham hvert fald til at se noget ældre ud, og Abidal kan få det svært mod CR7. Den lille fedtede angriber David Villa fyldte 30 år i sidste uge. Om det er nok til at han vokser fra sit kælenavn ”El Guaje” (Drengen) er tvivlsomt, for Villa ligner fortsat en af de fedtede græske bartendere, du ikke håber, at din datter løber ind i en dag. David Villa scorer en del spektakulære mål, men har også en tendens til at skyde ret dybt hvilket afføder en relativ høj spildprocent. Og den catalanske udgave af Jonas Kamper, Pedro, er lidt af en joker som første målscorer, idet Pedro tit tænker på Pedro.

På mål har Barcelona naturligvis Victor Valdes som nok skal få sat fokus på sig selv i kampen. Der er en stensikker tv-redning i vente, og dermed et oplagt drinking game, en sjus pr. tv-redning. Manden med gangsterrap-fletningerne José Pinto kommer næppe i spil, men skulle der opstå tumult under kampen, så er den udisciplinerede Pinto et sikkert kort. ÆGTE FANS af Pinto har dog haft midtugens Champions League-kamp, hvor han var i aktion, til at labbe ham i sig.

Mourinho-doktrinen
Den omskrevne Bush-doktrin, Mourinho-doktrinen er i storform for tiden. 10 sejre i streg. Uretfærdighedens vogter, her taler vi ikke om Poul Madsen men Mourinho, har ret, naturligvis. Når nu dommerne, forbundet, politikerne, fansene, vejret er imod dem i den evige kamp mod den nordlige suveræn, ja, så må man bare møde dem. Vi tvivler lidt på, om Mourinho er dum nok til at kaste sig ind i kontroverser før og under kampen, når nu det er Real Madrid der har momentum, men man ved aldrig, onde trænere som Alex Ferguson, Morten Olsen, Felix Magath har det jo med at huske som elefanter. Og der er vist et regnskab mellem Mourinho og Messi for et styk spytklat der skal gøres op.

Hvis der er nogen på Real Madrids hold der har XXX-factor, så er det Pepe. Hvis der er modspillere der har været træls gennem en længere periode, så skal Pepe nok tage affære. Det bliver interessant at se hvor længe der kommer til at gå, før Pepe har trukket det røde kort. Skalle, stempling, trampe, der er mange muligheder når det drejer sig om Pepe. Makkeren Sergio Ramos er heller ikke meget bedre, og til trods for at være den forsvarsspiller med de bedste fysiske færdigheder, så lykkes det ham alligevel at få udfald som vækker klare minder om Guti Hernandez.

Nikolaj Agger scoringer, fast spilletid til Morten Skoubo og Marcelo-tacklinger er alle sammen sjældenheder. En af Real Madrids klare svagheder er Marcelos defensive evner. Det kan sagtens blive en afgørende faktor for kampen. Den anden er naturligvis CR7s humør. Eller hvor skadet han egentlig er. Det kan være ligeså svært at tyde CR7s status som Ole Sohn på en god dag. Han løber formentlig rundt med en mindre skade, men han får sikkert en pille, en sprøjte eller noget tredje på dagen. Mesut Özil med Serge Gainsbourg-øjnene nupper sandsynligvis pladsen bag Higuain foran Káká.

Den defensive nøgle til kampen er om hestehovedet Sami Khedira kan få lukket ned for tikka takka. Xabi Alonso bliver sandsynligvis hans makker. Ligesom Lass Diarra får en større rolle. Det må forventes at den speedede Angel Di Maria starter inde for Real Madrid, ham har vi aldrig rigtig har haft fidus til. Han lugter ikke af skøn argentiner. Han stinker af fimset portugiser.

Kardinalpunktet er naturligvis, om Mourinho vælger sit afventende defensive udgangspunkt som han havde succes med for Inter, velvidende at Madrid-spillerne slet ikke besidder samme taktiske disciplin, eller om han går med på Barcelonas præmis og selv spiller med højt pres og megen boldbesiddelse, som Madrid netop har succes med for tiden.

Den spanske syge er en tilstand som har kvalificeret Europas sande paranoide konspirationsteoretikere. Umiddelbart fører Real Madrid og Mourinho-doktrinen, men det kan sagtens vippe over til FC Barcelona, som kan have toppet, og som på ægte Manchester United-manér kun lever på velvilje hos visse Caixa’er.
Spændingen i dette opgør er ikke fascisme, uafhængighed eller om Mourinho mon giver Jose Guardiola en kindhest efter en diskussion. Det der er spændingen i dette El Classico-opgør er, at det er svært at spå en vinder på forhånd. Det er Foreman vs. Ali.