Harniskklædte kæmper med mere

Min barndoms historiebøger begyndte som nævnt med sagntiden. Den danske læsebog begyndte tilsvarende med Bjarkemål.

Vaagner, vaagner,
Venneskare!
alle den ypperstes
Adel-Svende.
Vaagner ej til Vin,
eller Vivs Tale,
heller til Hildes
haarde Leg.

Det virkede jo gevaldig norrønt og var et arkæologisk klenodie hen efter guldhornene. Hvad vi ikke vidste, var, at det var nørklet sammen af en filolog med en svaghed for Oehlenschläger og havde yderst lidt at gøre med Saxo og de sørgelige stumper af det oprindelige digt, der var overleveret.

Men sådan er det nu: Nordisk mytologi og tankegang er Oehlenschläger og Grundtvig og en hær af børnebogsforfattere, hvis kendskab til latin og oldnordisk er noget begrænset. Rolf Krake kæmpede ved Dybbøl for trykkefrihedsselskabernes idealer, og hvad vi nu ellers for alvor tror.

Og så skal man ikke komme og påstå, at oldtidskæmperne hverken var nationalister eller liberalister, men rovmordere, der ligner de afghanske terrorister en hel del mere end de uniformerede psykopater, vi sender imod dem. Godt nok var de ikke kristne, men asatroen var mytologi, ikke religion, sjove historier, som ingen tog alvorligt, i modsætning til Folkekirkens hypotetiske Gud.

Man ofrede nok, men det var nærmest en slags animerede fester, for var der noget, vore gæve forfædre satte pris på, var det en spændende fortælling og et godt krus øl. Mystik lå deres primitive og ufordærvede natur fjernt, bortset fra lidt overtro, noget med stiger og sorte katte.

Der er noget gemytligt ved denne historieopfattelse, som vi let kan få bekræftet ved et besøg i en af de historisk korrekte rekonstruktioner af en jernalderlandsby, hvor man ligesom dengang lever af at fremstille nøgleringe med Torshamre til skolebørn og turister. Og ellers er der jo altid tegneserierne og tegnefilmene.

Af en eller anden grund anså producenterne af den populære “Valhalla” mig for at være den helt rigtige til at skrive manuskriptet til opfølgeren. Jeg foreslog Gilgamesh som forlæg, men det blev aldrig til så meget.

Dels var der lavvande i kassen, dels var der ingen teenagere eller syngende æsler i min version. Jeg vil således ikke udelukke, at min Danmarkshistorie kan blive en stor skuffelse for såvel læseren som de ansatte i Nationalmuseets souvenirbod.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.

Ja måske. Men hvad der er os og vort, kan diskuteres, og sæder mildnes ikke altid.