Hil Dankortet

Forbrug mere
Køb alt
Udskift garderoben
Multiplicer behovene
Imponer naboerne
Vær først med alt
Køb ikke genbrug
Byt aldrig

Nytårsforsætterne står i kø. Og de er nødvendige. Forleden faldt dommen. Et dårligt år kulminerede med en nærig jul, hvor vi forsøgte at redde vores eget skind ved at spare. Den selvmedlidenhed kommer til at give bagslag i 2012.

Vi har købt for lidt. Vi har ikke lånt det, vi burde. Og vi brugte slet ikke nok på julegaver. Vi svigtede vores moralske pligt til at forbruge. Vi sparede tusind kroner på vores egen velfærd og tabte milliarder på hinandens.

Adbusters
Dette er ikke en satirisk venstreorienteret kritik, eller en tekst der skal udstille forbruget som en fjende i et skævt forsøg på at få os til at stoppe med at forbruge. Forbruget er kommet for at blive. Der er ikke noget samfund, hvis vi ikke forbruger. Det valg traf vi for længe, længe siden, og selv når vi prøver at gøre det om, så vil det altid være ridende på den hest, vi sigter efter.

Kapitalismekritik i form af kunst der skal sælges som statussymbol til væggen? Simple living som bonderøve der skal have et hønsehus i haven og gæs på plænen for at kunne plukke fjer til at sy sin egen dyne? Selv de mikrohuse der har været en trend i Amerika er blevet et marked og en del af den kapitalistiske logik. Adbusters? Samme historie; de er blevet en ny distributionsmekanisme, der kan øge salget på varer, der måske er produceret udenom sweatshops, men dog trods alt stadig er varer.

Og i øvrigt er det jo også uendeligt ligegyldigt, hvad der får os til at komme, så længe vi alle sammen bidrager til statskassen, i modsætning til de røvhuller der går på loppemarkeder eller bytter ting med hinanden. Det er de virkelig asociale. Tænk sig, at kunne se sig selv i øjnene efter en besparelse på flere tusinde kroner, når man ved, at det er alle os andre, der har betalt den. Man vil både have varen, og man vil have forbrugets sociale mekanismer uden at betale. Hvilket hykleri.

Den kan mere end at ælte vores dej
Der er venstreorienterede der hævder, at kapitalismen er ond, fordi den skaber kunstige behov. Kom dog ud! Varer er meget mere end bare objekter, de er rituelle! De forbinder os. Tag iphonen, hvem ville have sådan en for få år siden, ingen. Hvem vil have den nu? Alle. Men klarede vi os fint før? Selvfølgelig. Kunne vi ringe i 70′erne? Kunne vi tale i stenalderen? Selvfølgelig. Men forbrug har aldrig handlet om behov. Og derfor kan man heller ikke sige, at nogen af dem er kunstige, de er alle sammen kunstige, og de er alle sammen virkelige. Det her handler om, at verden er et stort sted med mange mennesker, og vi har behov for at forbinde os med hinanden gennem ting. Det er også det mode handler om. Og Kitchen Aid maskiner der kan ælte vores dej og se seje ud i vores køkkenet og tage os med i en fortælling om brød, gamle dage og fede naboer.

Så hvad handler denne tekst om? Hvori består det bydende nødvendige der ikke kunne vente endnu en dag med at blive fortalt?

Det skal jeg fortælle jer, den består i det faktum, at ingen af os ønskede os noget til jul. Pligtgaven er blevet en del af markedet. Forretninger brugte udtrykket. Velgørenhedsorganisationer bad os om at droppe den og give dem pengene i stedet.

Heri ligger der noget potentielt samfundsnedbrydende. Tag blot det der burde være vores helgener, narkomanen, ludomanen og powershopperne. I et samfund hvor det er forbruget der holder os i live, burde det være dem der ikke kan styre det, vi hylder. Men sådan er det ikke, for kapitalismen prædiker også disciplin og mådehold, hvis den skal bestå.

Forbrugsbulimister
Men tag en anden potentiel helgen, bulimisten der æder sig ihjel. Men fed bliver hun aldrig, for hun brækker alting op igen. Det er der vi er nået til som forbrugere. Vi er heldigvis afhængige af at forbruge, men vi ønsker os intet mere. Vores hjerner vil købe, men vores øjne er mætte.

Vi er forbrugsbulimister der har stukket fingeren så mange gange i halsen, at vi snart ikke orker at indtage mere. Vi er snart immune overfor reklamer – hvis det ikke er viralt, ubevidst eller plantet af vores helte, er vi ligeglade. Vi har det som narkomanen der køber sit fix, når vi shopper. Vi kan ikke lade være, og alligevel er det en sur pligt.

Men vi må holde ud, vi må leve for at købe og købe for at leve. Vi må være opmærksomme på moden aldrig nøjes med en 2′er, hvis der findes en 3′er, og altid have antennerne ude efter enhver lille kollektiv bevægelse. Hvis vi vil os selv, så skal vi også ville hinanden. Og det eneste der kan redde os, er et forbrug der aldrig falder. Nytårsforsættet for 2012 burde være givet på forhånd. Køb, køb, køb.