Ulvens Utopia

Christa Wolf dør, mens jeg er i Berlin. Af alle steder. Jeg sidder på en bar med manden et stenkast fra hendes lejlighed og læser nekrologerne, der afstedkommer tårernes raslen mod tryksværtens papir. Hun var en af de sidste. Men hendes søvn indstilles en kamp, der har huseret længe. Nu er der ingen, der kæmper den længere. Næsten ingen.

Først og fremmest var Christa Wolf forfatter. En af de helt store essayister og prosaister, der værdsætter et forskubbet hverdagsbillede i nuancerne grå og erindring. Det var hendes store styrke. Men døden er næsten aldrig barmhjertig. Og nekrologerne alle steder går mere i kødet på Christa Wolfs politiske arrangement og skelner ikke menneskets ideologi fra forfatterskabet. Det indlæses i stedet systematisk ind i hver en sætning, så eftermælet bliver mudret – og gråt. Hun var sin egen sjælelige fugl og byggede rede i huse, andre mennesker for længst havde forladt. Blandt andet nægtede hun at forlade DDR, som alle hendes kollegaer i høj grad flygtede fra i de kolde firsere. Hun så det som sin fornemmeste opgave at blive og kæmpe, for at infiltrere systemet indefra. Det i sig selv er en gave. Og et mod. For modig var hun. Det er fugle.

Christa Wolf debuterede i 1963 med Der geteilte Himmel, som blev hverdagskost i skoleklasserne. Om to unge, der bor under delt himmel i hver sin bydel, men stadig har et spind af kærlighedens forudsigelighed boende mellem sig. Som et sjæleligt slør af edderkopper, der langsomt og møjsommeligt genopbygger alt det, der for længst er nedbrudt. Christa Wolf var endnu ikke den fødte systemkritiker, det er man sjældent, når man debuterer. Det kommer listende med årene som en hund uden hale. Hun voksede sig stødt og roligt op med en blussende, rød fane, der ikke kunne slukkes. Og når der alligevel er ild, kan man lige så godt holde flammen i live. Det skete så med Nachdenken über Christa T. Fra 1968, hvor alting skete. Blomsterne sprang ud og alle gik ind i en verden af noget andet. Det var så som så i det gamle DDR, hvor blomsterkontrollen stadig havde sine besøgstider. Og der var journaler, der skulle udfyldes med præcision. Hun blev en skarp stemme i debatten og blev derfor overvåget, ligesom hun selv overvågede andre. Man er jo blot et produkt af sin tid. Og en systemkritiker med ben i begge lejre er til tider bedre end kun at spille på et dumt, stædigt æsel. Hun kendte sin besøgstid.

Det gjorde litteraturen også. Og med vidunderværket Kindheitsmuster fra 1976 slog hun for alvor sit navn fast. I mørtel og cement. Et barndomsmønster trak sine blodige spor indover teksten, hvor en nazistisk skygge kaster sit afkom ind i en nutidig verden, hvor mennesker handler for at få historien til at omhandle dem. I bedste overbevisning og med simple egenskaber skrev hun en nøgtern og præcis skildring af det lille, splittede menneske i en stor, foranderlig verden, hvor man i sjov slog sommerfuglene ihjel med de bare hænder. De hænder som også repræsenterede den historie, der bestemte over andre menneskers liv. Var det værdigt eller ej? Bødlerne fik et slag over nakken af ord fra Christa Wolf, der som ingen anden skrev med fjerlette metaforer, som plantede sig mentalt som krogede, knoglede væsner fra en tid, hvor grå sol overskyggede alt.

Jeg faldt i Christa Wolfs vinger og læste med begejstring Ein Tag im Jahr 1960-2000, hvor en enkelt dag i 40 år beskrives nøgent og skrøbeligt. Med en hudløs ærlighed og med et vågent øje for sprogets skeletter i plasticposen. En bog man altid skal have indenfor rækkevidde. Dag og nat.

Wolfs civilisationskritik tog til i en hæsblæsende liv med stærk, sort te i skårede porcelænskander og kubistisk kunst på væggene. Hun så på sin verden. Og hun så på sin samtid med en form for forundring. Det gør fugle. De ser det oppefra. Hun så og hun skrev, at mennesker var blevet til små soldater i et større magtspil, som hun havde det stadigt sværere ved at genkende. Feministerne tog hende til sig og hun gav dem Kassandra, hvor det belejrede Troja genlød af hæsblæsende krageskrig. Siden genlød hendes kragelatter i hendes egen omskrivning af Utopia, Kein Ort. Nirgends. Okay, hun var romantiker. Og skrev om 1800-tallet i det germanske rige, hvor sælsomme ørne endnu ikke var landet og gik rundt i sorte støvler og skrev love ud, som andre brugte wc-papir. Hendes sidste bog blev ikke uden betydning en om engle, selvfølgelig. Stadt der Engel oder The Overcoat of Dr. Freud, 2010, som udkom på dansk i år.

Ulve i ingenmandslande lever kun sjældent i ly af fugle. Hun var dog sådan en. En, der som en anden Joseph Beuys genoplevede traditioner for at forstå sin egen tid. Det er en sand kunstners opgave. Hun var pioner. Med sit sorte hår og skrappe blik bag hinkestenene. Men netop, når man skiller sig ud og går sine egne veje, falder hammeren så fra alle dem, der ikke forstår, at det til tider ikke er alt, der skal forstås, forklares og uddelegeres i stavepladeretorik. Først var hun et omvandrende orakel eller et mindre belæst leksikon, som hun gik rundt der i gaderne og gav gode råd. Så røg murene og landet, der før var to, blev til et moralsk morads. Hun sad på ingen måde i et elfenbenstårn og skrev. Hun gik rundt på gaden og så. Og gik så hjem og skrev. I særdeleshed var vesttyske kritikere efter hende, da muren var jævnet. Hun var et nemt offer i deres øjne, fordi hun havde skrevet forsvarstaler for og af en tid, som var smuldret mellem hendes fingre. Kritikken tog ubarmhjertigt til i halvfemserne. Det har den det jo med at gøre, hvis den får lov at løbe. Og da der først var åbnet for sluserne, væltede det frem med maddiker, myrer og andre former for mænd (velsagtens) der så deres snit at få en kvinde ned med nakken.

Heldigvis kunne hun ikke knækkes. Og hun fortsatte sin kamp. Dog med ridser i lakken. Den slags ridser kan til tider kun skærpe civilisationskritikken, som tog til i styrke. Hun var en pamper. Og hun brugte sine hænder til at slås for en retfærdig plads under den grå sol i den grå by.

Hendes ide om human kommunisme kom nok aldrig tilbage på verdenskortet. Ærgerligt. For det er en drøm, vi er mange, der drømmer. Og hun var en af dem, der plantede den drøm mellem mine hænder, i mine øjne og med en smag af viljestærke ord i min mund. Hun  var en stærk forfatter. Hun var et overlegent menneske, der for længst havde indset, at kun blandt ulve og fugle finder man det sted, hvor man kan skrive sandheden frem fra. Hun var en ener. Og en drøm. Nu er den drøm død. Mennesket Christa Wolf er væk. Men ordene lever endnu. Og får hænderne til at handle, så de igen finder det sted i verdenspunktets brande, hvor de netop kan omhandle sig selv og sin egen retorik. Drøm, drøm. Virkelig drøm.

Tak, Christa. Din drøm er også min. Ein lebbares Leben.