Nyheder, internetpolitik, hacking, sex og kritik
Skåne flag

Dansk kunstner rejser Jesus-monument i Sverige

Afdøde Jens Jørgen Thorsen, der boede en menneskealder i Sverige, hyldes med Jesus-monument i Skåne. Thorsens kollega Uwe Max Jensen rejser monumentet tirsdag i Malmö.

Den danske filminstruktør, maler og multikunstner Jens Jørgen Thorsen flyttede i 1960′erne til Sverige, hvor han bosatte sig i det nordlige Skåne. Her boede Thorsen nær Örkelljunga til sin død i 2000. Thorsen blev 69 år. 2. februar 2012 ville Thorsen være fyldt 80 år. Det markerer Jens Jørgen Thorsens danske kollega, koncept- og performancekunstneren Uwe Max Jensen, tirsdag 31. januar med rejsningen af et Jesus-monument i Skånes hovedby Malmö.

Jens Jørgen Thorsens mest berømmede tiltag ud af en syndflod af værker, film og happenings var den såkaldte Jesus-film, der fik premiere under titlen Jesus vender tilbage, og to murmalerier i henholdsvis Birkerød og Aalborg, der forestillede kristendommens grundlægger med erigeret lem.

Som en hyldest til sin afdøde kollega og et samtidigt monument over den religionskritik og -satire, der ikke længere er en selvfølge, hvis det står til religiøse fundamentalister og FN, rejser Uwe Max Jensen tirsdag et monument til ære for Thorsen.
Uwe Max Jensen lader Thorsens Jesus-værk genopstår i skulpturel form på en plads i det centrale Malmö. Som en direkte kommentar til Jesu oprindeligt ydmyge kår skaber Uwe Max Jensen et krucifiks af piberensere. Uwe Max Jensens monument er skabt med Thorsens oprindelige murmaleri som direkte forlæg og ligner Thorsens maleri, hvad angår de vigtigste detaljer.

jesus Dansk kunstner rejser Jesus monument i Sverige

Promo-model bestående af seks piberensere.

Monumentet er skabt af 18 piberensere. Da Jesus-monumentet rejses i Skåne, anvender Uwe Max Jensen det skånske flags farver som forlæg for sin figur. Således er Jesus-figuren skabt af røde piberensere, så farven mimer kvadraterne i Skånes flag. Korset, hvorpå Jesus er fastgjort, er skabt af gule piberensere, så monumentets gule kors matcher det gule kors i det skånske flag. Farven hentyder desuden til Judas’ forræderi.

Monumentet rejses på en central plads i Malmö’s centrum og overlades herefter – som den historiske Jesus – til sin skæbne.