De privilegeredes arrogance

Foto: Reden

Regeringen ønsker lige nu at forbyde pædagoger at hjælpe handicappede med at formidle kontakt til sexarbejdere. Det er der ikke mange, der ved, og det er nok pointen. Lovgivingen vil komme til at ramme en i forvejen marginaliseret gruppe. Dermed kan regeringen uanfægtet gennemføre den moralistiske dagsorden, som de sidste par år har været under offentlig beskydning i den verserende sexkøbsdebat. Med alvorlige konsekvenser for de mennesker, den går ud over.

”Sex er ikke en menneskeret” er en sætning, jeg har hørt fremført som argument uhyggeligt mange gange, som regel efterfulgt af en kæk påmindelse om højrehåndens fortræffeligheder. Nu er det ikke alle, der har fysisk adgang til onani. Men selvom vi ser igennem fingre med den forglemmelse, er sådan en udmelding stadig en underkendelse af betydningen af intimitet, fysisk kontakt og bekræftelse. Og værre endnu er det et eksempel på den priviligeredes arrogance: Kender man ikke til manglen af det, forstår man ikke behovet.

Som en velkendt sexkøbsmodstander engang skrev i en klumme i Ekstrabladet:

”Ingen arme, ingen kage…”

Men hvad vil et forbud i praksis komme til at betyde?

Vil det mirakuløst få handicappede menneskers evident eksisterende behov for seksuel kontakt til at fordufte? Næppe.

Det vil måske afskære nogle mennesker fra muligheden for et seksualliv. Det vil måske alene gøre det vanskeligere og mere usikkert for dem at opnå det – og for sexarbejderen at hjælpe dem med at imødekomme behovet.

Som pædagog og seksualkonsulent Simon Simonsen beskriver det i dette læsværdige interview:

»Det kommer bare til at betyde, at de skal gøre det selv, og det kan gå galt på mange måder. Jeg kan i det mindste sørge for, at det foregår under nogenlunde ordentlige vilkår — både for beboeren, men så sandelig også for den prostituerede«

Sandheden er, at et forbud ikke beskytter noget som helst andet end politikernes egen moral. Det er ikke sexarbejderne, der har bedt om et forbud. Tværtimod kæmper Sexarbejdernes Interesseorganisation imod forbudet.

Det er heller ikke de handicappede selv, der har bedt om et forbud. Det er lovgivning, der laves for de lovgivendes egen skyld, på bekostning af dem, som ingen gider at lytte til.