Der er ikke noget

”Der er ikke noget,” skrev endnu en anonym blogger for nylig på ”Den Fri” i en sprogligt veloplagt tirade, og han er selvfølgelig ikke alene. Leden breder sig.

Og lige så sikkert vil han få svar fra de ”positive” og ”konstruktive”, som ikke desto mindre er ude af stand til at levere andet end en konstatering af, at livet såmænd ikke er det værste, vi har. Man får lidt luft, en lille prut i sulfostanken, og det er det.

Alligevel kan man godt undre sig over, at en sådan fortvivlelse ikke fører til andet og mere end en lejlighedsvis blues i det store minstrel show. Good niggers gør ikke oprør, de er jo kristne og ved, at deres herrer har beredt dem et udhus i himlen.

I dag er opiatet lidt mere farvestrålende, men den evige fordømmelse er den samme, fordømmelsen af alt, hvad der kunne tænkes at befri os fra den levende død. Menneskene har – gud ved hvordan – fordrevet guderne og heltene, og midt i denne kvælende menneskelighed har man behageligt glemt, at menneskeligheden har to sider, en sværdside og en spindeside.

Sværd er der selvfølgelig ikke så meget brug for, selv psykopaterne i Afghanistan er soldater, det vil sige lønmodtagere. Derimod skal der spindes på overtid, rokken skal gløde, og så nytter det ikke så meget med et køn, der har det med at slå folk ned, der ter sig som ridefogeder og chefer.

Det er skræmmende, men det er også fristende, eftersom det kvindelige temperament er som en sommerdag. Girls just want to have fun.

De tager en pæn kjole på og går til bal, men de ved også godt, at de ikke får slik, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Hvis der er noget, de er utilfredse med, brokker de sig.

Der er jo ikke noget – det hele er nedern. Dagen efter er det selvfølgelig oppern.

Og det er jo det! Hvorfor er det kun dem, der skal have lov til at have dårlige dage?

Det mandlige er farligt, du kan se den lille ængstelse i hendes blik, og det, der er farligt, er skidt. Det er derfor, du skal klovne, over for din samlever og dine børn.

Lade hende få sit dukkehus, selv om du egentlig hellere bare ville have fire vægge og et køleskab, så øllerne ikke bliver lunkne. Men kvinder er også tolerante, så måske får du dit eget værelse, ligesom da du boede hjemme hos mor.

Hun synes godt nok, at du burde se at få dig nogle gardiner og få renset det tæppe, men nu ved hun i det mindste, hvor hun har dig. Når du en sjælden gang vover dig ud, vil du opdage, at ”jeres” hjem har forvandlet sig til en tro kopi af midtersiderne i ”Bo Bedre”.

Så du går ret hurtigt ind igen. Også fordi hendes ”Gider du godt?” i mellemtiden har forvandlet sig til et knap så kælent ”Gider du lige?”

Hun bliver jo hver dag bekræftet i, at det er hende, der bor i lejligheden, selv om hun har en teenager som logerende. Du vil muligvis ved samme lejlighed opdage, at du har set forbavsende mange film med Julia Roberts.

I sidste ende er det hele naturligvis blot et udtryk for, at hun gerne vil involvere dig. Når hun spørger, om du ikke synes, I trænger til en ny sofa, er det uklogt at sige ”nej”, ”hvad rager det mig” eller bruge mindre end to timer på at give hende ret.

Hun vil sandsynligvis også have forældre, som hun har et behov for at se jævnligt. Kvinder bliver aldrig voksne, men de vil gerne behandles, som om de var det, og så ender du med at bruge to timer på at beundre fætter Kims elektriske tog.

Det er ikke så slemt, for du har naturligvis for længst lært, at man ikke kalder idioter for idioter eller støder dem ved at have andre meninger eller behov. Aggressivitet er nemlig ikke mandlig, den er sygelig og et tegn på lavt selvværd.

Især vold løser ingen problemer. Heller ikke, hvis du sover under en bro.

Løsningen er at afgive din frie stemme og respektere alle dem, der berøver dig din frihed. I øvrigt skal du bare brokke dig, det er det, vi har værtshusenes systuer til.

Nu kunne man måske forledes til at tro, at flæb som den anonyme blogger giver mig nederen, men det gør de slet ikke. Jeg er nemlig en mand, og de er som bekendt ikke så rare.

Så jeg hoverer. Jeg hoverer over, at jeg ikke lever i et parforhold, men derimod har en sød ung pige, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i hende.

At jeg gennem hele mit liv har tyranniseret andre mænd til at give mig, hvad jeg ville have, deres koner inklusive. At jeg forsørger mig ved at gøre, sige og skrive præcis, hvad der passer mig.

Hvilket naturligvis alt sammen skyldes, at jeg har et lavt selvværd. Eller måske, at jeg i min grænseløse selvhævdelse og intolerance slet ikke forstår mine kønsfæller.

How hard can it be? At give hende, hvad hun gerne vil have, fordi hun er sød og dejlig, og ikke af nogen anden grund?

At være en beskyttende mur, imod verden og hendes egne mindre gennemtænkte planer? At sige ja og at sige nej, et nej, der er et nej?

At tegne en streg i sandet, som ingen tillades at overtræde, om du så skal nedslagte et helt kompagni? At tale Rom midt imod, jernnæven i fløjlshandsken, den skarpladte pistol skjult i legetøjet?

Nej, de pæne unge mennesker, der fortæller os, at det hele da ikke er så slemt, og om lidt er kaffen klar, og tossekassen indstillet på Facebook, er hverken smarte eller cool, de er en flok små forkælede mordrenge på vej ned i affaldskværnen. Men det skal man ikke sige.

Der er ikke noget. Og sådan skal det være.