En misforstået forfatter

Man siger, katte har ni liv. Min hankat Orla er gået i gang med sit tiende. Han sidder på mit skrivebord og er ved at skrive noget japanskinspireret lyrik. Og så skal man holde tungen lige i munden.

”Jeg tror, du skal arbejde lidt med slutningen der,” siger jeg og peger på papiret. Orla ryster på hovedet.
”Slutningen er som en ordentlig slutning skal være,” mjaver han og løber ind i stuen for at rasere et bundt garnnøgler.

Lidt senere om eftermiddagen får jeg en pote i nakken. Orla er sikker i sin sag.
”Verden har brug for mine japanske digte,” siger han beslutsomt.
Jeg siger ikke noget. Man skal ikke være uenig med sin kat.
Og så smutter Orla gennem kattelemmen og ud på gaden med sin lyriske indsamling i en plasticpose.

Katte ved altid, hvor de skal hen. Så efter lidt frem og tilbage er Orla i Klareboderne. I receptionen sidder en forkølet dame og nyser allergisk ned i et lommetørklæde.
”Ja, hvad skal du?” spørger hun og kigger på Orla.
Orla rømmer sig.

”Jeg skal aflevere en bog til forlagsredaktøren. Ham, der bestemmer,” forklarer Orla og ser sig om i lokalet. Det er hvidt og fyldt med stuebirke.

”Et øjeblik,” svarer kontordamen bag skranken og trykker nogle tal ind på sin telefon. ”Du kan sætte dig dér.” Hun peger på en kurvestol. Orla ser på den. Den er ikke supersmart til kattepoter, der gerne vil rive og flænse i alt. Orla beslutter, den bliver stående på alle fire midt på gulvet.

Efter et øjeblik kommer en rødmosset mand med kraftig mave ind i lokalet. Orla er først lidt forskrækket. Folk, der bestemmer, er tit dobbelt så store som andre mennesker, konstaterer Orla, men rækker sin ene pote frem, da den tykke redaktør rækker sin store hånd frem.

”Arne Victor Andersen,” siger manden og kigger på Orla med små øjne i det røde ansigt.
”Orla,” siger Orla og tænker på, hvad han hedder til efternavn, men kan ikke lige komme på det. Alle katte har jo tre navne. Et fornavn, et mellemnavn og et efternavn. Man skal bare kunne huske det, når man bliver spurgt. Så kommer han i tanke om det. ”Orla Lagermand Lundme,” skynder Orla sig at sige på en meget vigtig måde, men det virker som om, redaktøren ikke hører efter. Han har allerede travlt med at ordne kaffe, sødmælk og småkager på en bakke.

”Kom, vi skal denne vej,” mumler redaktøren og peger mod en åben dør. Orla følger efter.

De går ind i mødelokalet. Orla hopper op på bordet med sit papirmanuskript i munden. Så overrækker han det til redaktøren.

”Et lyrisk eventyr,” råber redaktøren meget begejstret og slår hænderne sammen med en ordentlig lyd.
”Ja,” siger Orla og forklarer ham om sine arbejdsmetoder, men redaktøren er mere optaget af historien om hvem, der gemmer sig bag lyrikken. Sådan er det for det meste.

”Det lyder som en vældig god digtsamling,” brøler redaktøren, da Orla er færdig med at fortælle om alle sammenhængene mellem det ene og andet. Orla nikker. Det ved han jo alt om.

”Den udgiver jeg med det samme,” beslutter redaktøren efter lidt betænkningstid. ”Det bliver med garanti en sindssyg stor succes.”

Orla kigger på redaktøren. Der lyser penge i hans øjne.
”Du er en meget troværdig lyriker,” siger redaktøren og snupper en småkage mere. Orla nikker, selvom han ikke er helt sikker på, hvad ordet troværdig betyder. Men det lyder i retning af noget voksent. Så aftaler de, hvordan det hele skal forløbe. Og Orla skriver under på en kontrakt, hvor redaktøren tjener en masse penge på Orlas digtsamling – og Orla får en lille, bitte smule. Sådan er forretning.

”Men lidt er også altid godt,” siger Orla og går ud ad døren. Nu er Orla nemlig blevet en digter, der ikke gider hænge sig i misforståelser.

Orla kommer hjem i lejligheden igen.
”Nå, hvordan gik det?” spørger jeg.
”Jeg er blevet meget vigtig,” mjaver han og finder et sted, hvor han kan ligge og slikke sol. Han hopper op i vindueskarmen og vil lige skrive et eftermiddagsdigt, inden han gider lunte ud i køkkenet og tømme sin madskål.

Et par dage efter ringer redaktøren til Orla.
”Han er lige på tønden,” siger jeg, men det er ikke god tone for en vigtig redaktør, der er vant til at alle adlyder hans ordre, hver gang han bestemmer noget. Men det hænger Orla sig nu heller ikke i. Han kommer travende og tager røret, da han er færdig med at bomme-lumme i sin kattebakke.

”Ja,” siger Orla, ”det er mig.” Når man er forfatter, behøver man ikke at sige sit navn.
”Det er en stor bogmesse i Forum. Den åbner i morgen. Og din bog skal lanceres dér. Vi inviterer til pressemøde klokken 13. Kan du ikke sørge for, at du er redt og har børstet tænder? Bagefter skal du skrive autograf i bøgerne.”

Orla noterer det hele på et stykke papir.
”Det er i orden,” svarer Orla og lægger på.
Så siger han, hvordan han skal redes til i morgen. Og hvilken tandpasta han gerne vil have. Helst en, der lugter af makrel.

I Forum hænger der plakater over det hele med Orla. Han er blevet superstjerne nu. Der står piger over det hele og skriger, da de ser Orla. Han er ret god til at være stjerne, min kat. Han optræder som den mest naturlige missekat i fuld spotlight og mjaver op uden at tøve det mindste fra sin digtsamling. Folk griner og jubler og alle sammen vil have hans aftryk af sin pote i deres bog.

Redaktøren klapper igen i sine hænder. ”Succes er penge,” jubler han og åbner en flaske champagne. Den sprøjter ud over glassene og alle fra Klareboderne skåler og råber i høje kor, at Orla er verdens bedste Orla. Hans bog er allerede solgt til hele Europa og det meste af Asien. Og om lidt skal redaktøren og Orla på charmeoffensiv og pr-fremstød for Orlas bog i hele USA.

Jeg står bag en planche om mit kat og drikker en cola, mens alle mulige kommer løbende over til mig fra TV2 News og vil høre, hvordan det mon er, at være katteejer til sådan én speciel kat?
”Det ved jeg nu ikke,” mumler jeg og bliver genert over alt den opmærksomhed.

Heldigvis redder Orla mig. Han mener, det er bedst, at folk kigger på ham. Han giver den lige hele armen og stiller sig på to ben, mens han dedikerer bog nummer 3.000 til selveste dronningen, der er dødsikker på, at den lige går rent hjem hos Nikolaj og Henrik.
”De er på nogenlunde samme niveau nu,” siger hun og tænder en cigaret.

Orla skal til bogmessen i Tyskland og er ved at pakke lidt kattegrus ned i en plasticpose. Orla er alle vegne nu. I aviser, i radioen, i fjernsynet. I går lavede han syv interviews på en eftermiddag.
”Bare din succes ikke stiger dig til hovedet,” siger jeg bekymret og stryger Orla over ryggen. Men det ryster han bare på sit lille hoved af.

”Der er ingenting, der kan slå mig ud,” forklarer Orla og snupper sin flybillet og er ude af kattelemmen som en mis. Så kan jeg sidde der på stenbroen og savne ham.

Orla er til den store promotionstur i USA. Redaktøren er meget begejstret. Orla sidder i tv-studiet i New York og får alt, hvad han peger på. Sild, tun og rå laks. Studieværten er helt oppe at køre. ”Det er vildere end sushi,” hyler studieværten og kaster sig over Orlas nyanskaffede fiskeportioner. ”Du bliver simpelthen så meget kult, Orla,” siger værten og bliver skubbet til side af præsidenten, der har sin kone med under armen.

”Orla, jeg er så glad for endelig at møde dig,” siger præsidenten og hans kone nikker. ”Min bil holder herude. Vi skal ud til folket og vise dig frem.”

Orla er mere optaget af fiskene end præsidenten. Desuden skal Orla også ud på gaden og sætte sit poteaftryk i et stykke vådt cement, så Orla kan træde ind i rækken af kendte superstjerner på hovedgaden.

Endelig kommer min kat hjem igen og er meget træt. Træt af at spise fisk og drikke sødmælk hele tiden.
”Det er slet ikke så sjovt, når man må gøre det man vil hele tiden,” klager Orla og hopper tungt op på skrivebordet til sin skrivemaskine. Men han er alligevel ikke rigtigt i humør til det. De japanske digte driller.

”Hvad nu?” mumler han og ser bedende på mig.
”Det ved jeg ikke,” hvisker jeg og bider mig i underlæben.

Så kommer katten fra tredje til højre luntende nede i gården. Den havde Orla helt glemt midt i hele balladen.
”Hvis du nu bliver rigtig succesfuld forfatter, må du sikkert flytte til udlandet,” siger jeg.
Orla ser på katten dernede.

”Jeg bliver her,” siger han helt bestemt. ”Jeg kan altid skrive noget mere lyrik på mine gamle dage, nu må jeg leve livet.”

Orla ser på katten fra tredje, der løber ind i opgangen og op til sin aftensmad.
Jeg stryger Orla over ryggen.

”Stil bare min skrivemaskine på loftet,” siger han og hopper ned på gulvet.

Om aftenen er skrivemaskinen stillet på loftet. Vi sidder i sofaen og ser en film med Sonja Richter med musik af Miss B. Haven.

”Det er nu rart, du lægger skriveriet lidt på hylden,” siger jeg til Orla. ”Jeg kan meget bedre lide dig, når du bare er en kat.”

”Jeg er ikke bare nogen kat,” hvæser Orla fornærmet. ”I morgen går jeg til filmen. Jeg er sikker på, at der mangler katte i millionvis i de nye danske spillefilm. Jeg ringer til Susanne Bier i morgen og hører, om jeg kan komme forbi til en casting.”

Jeg ryster på hovedet og slukker for fjernsynet.
”Ja, ja,” siger jeg og går ud og børster tænder.

”Kan du sove godt,” siger jeg, da jeg har skyllet efter.
Men det hører Orla ikke.
Han sover allerede.
På min hovedpude.