Den aarhusianske blogger og billedkunstner Firoozeh Bazrafkan er blevet indkaldt til afhøring hos Aarhus Politi i forbindelse med en mulig overtrædelse af racismeparagraffen. Denfri’s blogger Lars Kragh Andersen er tidligere blevet dømt for en næsten tilsvarende udtalelse.
I dag klokken 17 skal Firoozeh Bazrafkan afhøres af politiet i Aarhus. Politiet ønsker med afhøringen at finde ud af, hvorvidt der kan rejses tiltale mod Firoozeh Bazrafkan for overtrædelse af straffelovens § 266b kendt som racismeparagraffen. Bazrafkan, der blogger for Jyllands-Posten, skrev 6. december 2011 følgende sekvens i forbindelse med et blogindlæg på avisen:
“…jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening som dansk-iraner, at der er tale om en defekt, menneskefjendsk kultur – hvis det overhovedet er kultur? Men man kan sige, jeg mener, at der er tale om en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.”
Firoozeh Bazrafkans ord parafraserer en udtalelse af den daværende politibetjent Lars Kragh Andersen på hjemmesiden 180grader, hvor Kragh Andersen skrev:
“…jeg er overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening en defekt menneskefjensk kultur, der bygger på en defekt menneskefjensk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.”
For ovenstående udtalelse, der var en principiel kommentar til en racismedom over folketingspolitikeren Jesper Langballe (DF), blev Lars Kragh Andersen tiltalt for overtrædelse af racismeparagraffen. I december 2011 var sagen for retten i Københavns Byret. Lars Kragh Andersen blev dømt for overtrædelse af racismeparagraffen og straffet med en bøde på 10.000 kroner.
Dommen medførte, at en hel række personer – herunder Firoozeh Bazrafkan – gentog Lars Kragh Andersens udsagn i eget navn. Firoozeh Bazrafkan er (så vidt vides) den første af disse, der indkaldes til afhøring hos politiet.