Jamen politikerne sagde, vi skulle…

Da vi var børn i 5. klasse, kunne vi ikke slippe af sted med at tage de andre børns frokostpenge eller give dem buksevand for derefter at undskylde os med, at ”Anders fra 10. klasse sagde, jeg skulle!”. Undskyldningen blev aldrig godtaget af gårdvagterne, og i bedste fald ville det ende med en formaning om, at vi udmærket godt selv vidste, at handlingen var forkastelig og skadelig, lige meget hvad Anders fra 10. havde sagt.

Dette forhold, at vi selv har et indre moralsk kompas, der leder os i vores handlinger, er heldigvis indlysende for de fleste og følger os gennem hele livet.

Dog er der personer i samfundet, hvor dette personlige ansvar for at opføre sig godt og hensynsfuldt helt eller delvist er sat ud af kraft, og for hvem det er en helt valid undskyldning at sige, ”Andre sagde, jeg skulle!”.
Dette gælder for eksempel polititjenestemænd, der håndhæver forskellige former for lovgivning. De kan uagtet, hvad naturen af deres lovlige handling har været, undskylde sig med, at det var politikerne, der sagde, at de skulle udøve handlingen.

En politibetjent, der lugter den forkerte form for tørrede blade gennem en brevsprække i en lejlighed, kan uden videre bryde døren ned, ransage lejligheden og beføle beboerne. Helt lovligt og straffrit. Og hvis betjenten gjorde tjeneste i Frankrig eller Holland, ville han uden videre kunne tilbageholde kvinder i den forkerte religiøse påklædning og forlange, at de affører sig den ulovlige dragt.

Den almindelige opfattelse er, at når en lov er vedtaget af demokratisk folkevalgte politikere, så er håndhævelsen af de pågældende på- og forbud helt i orden. Politiet er altså fritaget for moralsk ansvar, når de håndhæver lovene helt uagtet indholdet. Denne udbredte lydighed kan illustreres ved politiformands Peter Ibsens ord fra 2009, da han i JP slog fast, at ”…vi er loyale embedsmænd, og hvis Folketinget indfører et forbud [mod burkaer, red], som vi skal håndhæve, gør vi naturligvis det.”

Med andre ord ville voksne og bevæbnede mænd loyalt forulempe kvinder, hvis andre sagde, de skulle.

I min liberale aktivisme er jeg tit blevet klandret for, at jeg har rettet skytset imod mine tidligere kollegaer i politiet: Da de brød ind i min lejlighed for at lede efter bladskud, eller i forbindelse med, at de om ikke lang tid anholder mig til 10 dages afsoning for at kritisere religion og religiøse på en internet-avis. ”De handler jo bare på bud fra de 179 folkevalgte på Christiansborg,” lyder devisen.

Denne logik abonnerer jeg langt fra på. For mig er alle – også mine tidligere kollegaer – ansvarlige for egne handlinger. De er personligt ansvarlige og moralsk angribelige, når de bryder ind i folks lejligheder, når de klæder fredelige kokainbesiddere af til skindet i en opgang og når de fængsler folk for at ytre religionskritik. De skulle med andre ord holde sig for gode til at forbryde sig imod fredelige og ordentlige mennesker, fordi andre siger de skal.

Et mundheld siger, at når man peger på andre, så er der tre fingre, der peger på en selv. Og mundheldet gør sig også gældende her. For jeg har som politibetjent ikke været bedre. Jeg har selv gennemrodet utallige menneskers biler i jagten på narkotika, og jeg har ”vendt lommer” på unge mennesker ene og alene med det formål at lede efter ulovlig tobak. Fx var det en hel sport for os i lokalpolitiet at forulempe og visitere fuldstændigt fredelige folk, der gik mellem Christiania og Christianshavns metrostation – tit og ofte med forskellige planteprodukter i lommen. Planteprodukter, der netop på grund af politiets nidkære jagt på dem, har en unaturlig høj gadepris, der motiverer forhandlerne til at beskytte deres markedsandele med vold og skydevåben – til skade for alle – bortset fra narkohandlerne selv, der tjener tykt på det. Denne sammenhæng er ikke som sådan svær at indse for politifolk

Men 25-øren har givetvis svært ved at falde, når deres månedlige indtægt afhænger af, at de ikke forstår sammenhængen.

Dog er politifolk generelt begavede, ordentlige og moralske mennesker. Netop derfor kan intet af det ovenstående undskyldes med, at Anders fra 10. – undskyld – politikerne på Christiansborg sagde, at de skulle. Som politibetjent og menneske burde man simpelthen vide bedre og opføre sig ordentligt til gavn for både fredelige stofbrugere og samfundet generelt.