Jeg er fattig! Gu’ er du ej

Nu har medierne været i gang i lidt tid og det må efterhånden være tydeligt for de fleste, at der ikke findes fattigdom i Danmark. Der er nemlig tre krav der skal opfyldes før man kan få lov at blive accepteret som fattig.

1. Du må ikke have en teoretisk mulighed for at skaffe penge.
Vi så det eksempelvis med den studerende Sofie der havde fravalgt et studiejob for at koncentrere sig om studierne. Det er den samme logik vi ser i forbindelse med kontanthjælpen. Og det leder direkte videre til krav nummer 2:

2. Hvis du befinder du i en dårlig situation, må den ikke være selvforskyldt.
Gæld, teknisk insolvens, druk, hjemløshed og lignende mere eller mindre selvforskyldte fænomener, diskvalificerer straks en person fra at blive taget alvorlig i debatten som værende fattig. Vi så det også med Carina. Alle fæstnede sig ved, at hun i sit budget havde smøger og hundemad, altså ting der kunne skæres væk. Carina var ikke fattig, for hun havde et overforbrug.

3. Du må ikke være et særtilfælde.
For selvfølgelig kan man altid finde én person hist og her der er fattig, det er de fleste vidst enige om. Selv efter at have luget ud med tættekam med krav nummer 1 og to, så kan der være enkelte der falder igennem. Men her kommer krav nummer tre så belejligt, for har vi fattige i Danmark hvis det ikke er en gruppe der kan defineres? Nej vel. Det er et krav for at acceptere at fattigdom eksisterer, at det er en klasse eller et segment.

Egentlig har vi jo brug for fattige for at få bekræftet vores selvbillede af velfærdssamfundet. Og i små portioner elsker vi dem jo også. Tag blot krigsveteranerne – der er politikere der står i kø for at komme med forslag til hvordan de kan hjælpes. Men i virkeligheden er der en langt mere presserende debat som ovenstående tre krav kalder på, nemlig spørgsmålet om kulturel fattigdom. Her er forskellen enorm, og her vil det give mening at hive TV-avisen med ud. Men okay, det bliver måske lidt sværere at finde frivillige cases… Hej, jeg er åndelig fattig…