Lazios angribere i 90′erne – gennemgangen

Som del af en læserafstemning på vores facebookside er her en gennemgang af SS Lazios angribere fra 88/89-98/99. Første del har været postet før på vores tidligere platform. Men her er så den komplette gennemgang.

SS Nazio. The early years
Som lovet i en lettere rus over lidt fritid (som naturligvis blev kortere end ventet) er her en gennemgang af de værste SS Nazio-angribere op gennem 90’erne.

Vi vil gerne som editors note påpege, at vi er mega biased i den her gennemgang. Der findes næppe et Serie A-hold med større rating på Conte-skalaen udover Juventus. Derfor er næsten alle spillere naturligvis rated efter Conte-skalaen.

Late-80’s – Early-90’s. Mazeratti og Zoff-æraen
Ruben Sosa (4.0), Karl-Heinz Riedle (3.0)

Hvad har DKs mest ufarlige spiller med Lazio at gøre? Tjo, den særdeles utrænede Ruben Sosa skulle i det herrens år 1995 aflaste de skrøbelige knæ hos Flemming Povlsen og Stephane Chapuisat. En rolle som ellers ikke burde være svær at udfylde, men det lykkedes hverken ufarlige typer som Ruben Sosa, Heiko Herrlich, Ibrahim Tanko eller Scott Booth, for blot at nævne visse suspekte typer som senere skulle optræde i den Brøndby-forbilledlige tissegul-sorte trøje.

Ruben Sosa startede sin europæiske karriere i Real Zaragoza, hvor højdepunktet var en Copa del Rey-sejr og umægtige FC Barcelona. Zaragoza var dengang et temmelig anonymt hold (husk udlændinge-kvoterne). FC Barcelona, var dengang et temmelig stupidt hold, hvor manden der skulle bombe dem til gold and glory var ingen ringere end Steve Archibald. Ruben Sosa skifter i 1988 til Lazio, hvor klubben netop er vendt tilbage til Serie A. Her er træneren ingen ringere end Giuseppe Materazzi som er mest kendt som manden, der er far til Marco, og manden der blev uvenner med Peter Boleslaw og Alberto Acosta nede i Lissabon 11 år senere.

Nogle gange kan man godt glemme at Lazio selv kan lave spillere, udover Alessandro Nesta, i hvert fald er Materazzi ved Ruben Sosas ankomst i besiddelse af to purunge talenter, Paolo Di Canio og Luigi Di Biagio. Sosa danner i 1988/89 en ufarlig duo med nulkvitteringen Gustavo Dezotti, som alle med hang til Championship Manager Italia ved, senere skulle blive særdeles målfarlig for Cremonese. Paulo di Canio får en håndfuld kampe for Lazio frem til 1990, men det er ikke af nævneværdig karakter, da han på daværende tidspunkt primært er midtbanespiller. Di Canio når i første omgang 54 kampe med 4 mål, før han skifter til Juventus.

Frem til perioden under Zdenek Zeman er det særdeles kendetegnende for Lazio, at det mest er spillere (måske med lidt sydamerikansk islæt) af tvivlsom kvalitet, der spiller midtbane og forsvar. De mest nævneværdige er den senere Parma-tonser Gabriele Pin og det argentinske landsholdsflop Pedro Troglio. Det bliver da heller ikke til mere end et par midterplaceringer i slut-80’erne for Lazio.

I 1990 sker der imidlertid noget. Manden med de uimodståelige bakkenbarter Dino Zoff bliver træner. Den Otto Rehhagel-opdragede og nyslåede verdensmester Karl-Heinz Riedle bliver hentet til klubben. Riedle er trods sine 1.80m usandsynligt god på lågen, noget som Juventus måtte sande en del år efter. Riedle koster Lazio 13 mio D-mark. Det er cirka 1.000.000.00 i europenge i dag.

Året efter bruger Lazio 15 mio D-mark på Tysklands største acnekrater Thomas Doll. Det bliver dog aldrig til de helt store resultater i start-90’erne, hvilket stadigvæk skyldtes et forsvar som syntes noget suspekt. Ruben Sosa når et acceptabelt snit for Lazio med 40 mål i 124 kampe, før han i sommeren 1992 skifter til Inter Milan, hvor han straks bliver en succes. Efter Dortmund-fiaskoen forsvinder Sosa lykkeligt ud i glemslen. Meeen, han når dog i 2002 at skrive kontrakt med kinesiske Shanghai Shenhua som er specialist på linje med OB i at samle has-beens op.

Sosas Conte-rating hænger nøje sammen, med at han skabte skole for utallige overpriced angibere fra Uruguay. Uruguay og Portugal var utvivlsomt det værste sted man kunne hente angribere i start- og midt-90’erne. Vi nævner gerne Fonseca, Zalayeta og Otero (og Esnaider og Freddy Rincon). Navne som burde være slogans til en fortrydelsespille.

I 1992 sker der imidlertid noget. Italiensk fodbolds svar på John Trolle, Sergio Cragnotti, engagerer sig i klubben. Der tilføres væsentlige midler til transfers. En forholdsvis ædruelig Paul Gascoigne ankommer endelig til klubben, en meget uklog tackling i FA Cup’en i 1991 satte en stopper for et tidligere skifte. Interessant trivia-note: Det var Arsenal-dræberen Nayim der afløste Gazza i den kamp. Lazio henter også (senere) navnkundige spillere som David Marcolin, Giuseppe Favalli (med/uden lokums-movember) og Diego Fuser. Giovanni Stroppa er også at finde i truppen. De to mest interessante tilgange er dog den dygtige slider Aron Winter og Ruben Sosas afløser, Giuseppe Signori.

Mellemårene
Giuseppe Signori (2.0), Alan Boksix (4.9)
Hvis der NOGENSINDE fandtes noget som tilnærmelsesvis er Tikka-takka-FCN i italiensk fodbold i 90’erne, så er det Zdenek Zemans Foggia. Et hold med efter datidens normer interessante midtbanespillere, Andrea Seno, Luigi Di Biagio, Roberto Rambaudi, Dan Petrescu, Igor Shalimov. Og så en angrebsduo hvor folk med hang til gamle Panini-klistermærker får rejsning; Giuseppe Signori, manden med det ekstremt korte straffesparkstilløb og Igor Kolyvanov.

Giuseppe Signori er en omgående succes og bomber 26 mål ind. Karl-Heinz Riedle, en knap så stor succes, han scorer kun 8 mål. Faktisk scorer Diego Fuser hele 10 mål og er Lazios næstfarligste mand.

Karl-Heinz Riedle bliver herefter skibbet hjem til Dortmund, hvor han naturligvis får pæn succes, dog skal han lige gennemgå et par knæskader først, ditto Thomas Doll, som dog aldrig finder niveau igen. Riedle når 30 mål i 84 kampe for Lazio. Riedle huskes dog bedst for at afgøre 1997 Champions League-finalen mod Juventus for Dortmund. Derudover når han mirakuløst at score hele 11 mål for Liverpool og ender sine dage hos Fulham, hvor han på bedste Attilo Lombardo-facon slutter som midlertidig manager.

I Dino Zoff’s sidste år (hvert fald i den periode) bliver der atter hentet nye og stærkere angribere ind. Europas 4. bedste spiller Alen Boksic hentes ind for ligeledes 15 mio d-mark (vi bruger d-mark som valuta her på bloggen. Det er det eneste man kan regne med. Lire efter Andreotti og Craxi kan man simpelthen ikke beregne). Alen Boksic kom direkte fra Bernard Tapies moggi’ske styre. Før Olympique Marseille var Boksic skolet hos Hajduk Split som alle gode kroatiske spillere. Herefter røg han til Cannes, hvor spillede på et meget interessant hold som talte den ufarlige, men kulørte Francois Oman-Biyik og en kroatisk koloni med Zoran Vujovic og ELBOWS OF DOOM Aljosa Asanovic. Gamle Luis Fernandez holdt midtbanen samlet. Den talte i øvrigt også en ung Zinedine Zidane.

Sommeren 1993 var også sommeren hvor andre senere notoriske Lazio-koryfæer og middelmådigheder støder til klubben. Den evige tv-redning Luca Marchegiani, schweizeren Roberto Di Matteo og den overvurderede Paulo Negro. Samme sommer forfremmer man også ungdomsspillerne Alessandro Nesta og Marco Di Vaio. Pierluigi Casiraghi kommer fra Juventus’ overskudslager, som blev administreret af Misteren over dem alle: Il Trap. Hverken Boksic eller Casiraghi når dog at komme ordentligt i gang i 1993/1994, med blot 4 Serie A mål hver. Signori bliver naturligvis Serie A topscorer med 23 pinde.

Enter Zeman
Pierluigi Casiraghi (7.0)
Meget kløgtigt hentes den førnævnte Zeman ind som træner. Zeman tager stenfoden Jose Chamot med til Rom, ligesom Roberto Rambaudi og Giorgio Venturin hentes ind. Venturin, hvis skifte til Atletico Madrid bør komme i bøgerne som textbook-eksemplet på transferpanik på sidstedagen. Og så dengang Juventus hentede Juan Esnaider.

Zeman introducerer Lazio for sit 4-3-3 system med tre rene angribere, Boksic, Casiraghi og Signori, et system som skulle blive populært i Serie A frem til Doctor Zacs 3-4-3 revolution. Desværre er det stadigvæk lille Luca Marchegiani der står på mål og Paulo Negro der spiller højre back. Det rækker desværre for Zeman kun til en 2. Plads efter Juventus, i et år hvor Milan slikker sårene efter hollænderne (dog lammetæver de Barcelona). Giuseppe Signori scorer kun 17 mål, mens Casiraghi får 11 pinde og Boksic 9. Det er et svært hold at dække op for. Serie As topscorer den sæson er Batigol med 26, forfulgt af Abel Balbos 22. Faktisk rækker Signoris 17 mål kun til at komme i samme boks som den italienske Peter Graulund Sandro Tovalieri og den flagrende Marco Simone.

Ej belært af forrige sæsons defensive problemer sker der ikke store ændringer i truppen i sommeren 1995. Største aktion er, at det lykkedes at komme af med Gazza, i stedet for hentes diverse italienske middelmådigheder i form af Allessandro Gradoni, David Marcolin og Marco Piovanelli. Sæsonen 1995/1996 er præget af at være den sidste sæson før Bosman-dommens ikrafttrædelse, hvilket giver et løft til antallet af udlændinge i Serie A. Milan bliver mester, da Berlusconi i ren fornærmelse over Juventus’ mesterskab året forinden henter George Weah og Roberto Baggio.

ENESTE lyspunkt skulle blive Alessandro Nestas gennembrud foran skabsbøssen Grandoni. Boksic er som sædvanlig skadet og scorer kun 4 pinde. Casiraghi får fedtet 14 styks hjem, mens Peppe Signori bliver delt Serie A-topscorer med 24 styks, hvoraf halvdelen faktisk er på straffe. Den anden topscorer i Serie A er uhyret Igor Protti, hvis døgnflueagtighed kun matches af folk som Javi Moreno, Darren Huckerby og Fernando Torres.

Før Svennis
Igor Protti (8.0)
Sommeren 1996 skulle blive Zemans sidste i Lazio. Aron Winter er blevet træt af abelydene og tager til Inter. Boksic skal afløse Vialli i Juventus. Styrmand Di Matteo bliver lokket af Ruud Gullits sexy (læs: dovne) fodbold. Blandt erstatningerne er Igor Protti. Protti som havde levet et godt og varmtdovent liv nede i Bari hos gamle Fascetti sammen med et freakshow bestående af Abel Xavier, Klas Ingesson og LANGE-Kennet Andersson med de irriterende pegefingre. Klip dem dog af ham.

Som en ren konsekvens af globaliseringen og Tv-transmitterede slutrunder fra Asien og Afrika hentes Mark Fish med Kasper Eistrup-bakkenbarterne, Paul Okon samt tjekken Pavel Nedved, som var den SIDSTE af alle de tjekkiske midtbanespillere der blev afsat ovenpå finalen i 1996. Faktisk var det vist kun PSV og Frankie Boy som var det eneste alternativ til Lazio. Denne fangst af italiensk middelmådighed indeholder desuden en lunken Renato Buso. Det bliver en skrækkelig sæson, Igor Protti er et flop og scorer kun 7 mål, Casiraghi 8 og Signori får kun scoret 15 styks. Zeman bliver fyret, og på ægte Carsten Vagn manér, tager Dino Zoff over igen og styrer holdet tilbage i UEFA-zonen på en 4. Plads.

Svenne-bananen
Roberto Mancini (8.6)
Vi har sagt det før, i gamle dage på bold.dk, på vores facebook-side og på Twitter: Der findes meget meget meget meget få trænere som vi har mindre tiltro til end Svennis. Det er Anders Bjerregaards uduelighed kombineret med Michael Laudrups dovenskab. Og så opløftet i et skurke-udseende, som minder os om ham den skydegale fra The Bourne Ultimatum. Noah.

Derfor lykkedes det også for Svennis at styre Lazio direkte mod 7. pladsen i en stærk Serie A. Giovanni Lopez fra Vicenzas succeshold skal styrke forsvaret, hvor også Pancaro får en plads som back. Boksic hentes tilbage (gå aldrig tilbage til Diego Fuser), og Svennis gamle yndlingsspiller Vladimir Jugovic også hentes. Det egentlige scoop den sommer er jernlungen Matias Almeyda som med sikkerhed var træt af at spille på hold med Thomas Rytter. Svennis kan kun lide spillere fra hans eget middelmådige Sampdoria-hold, derfor bliver han uvenner med Giuseppe Signori og Signori sendes i vinterpausen af sted til selvsamme Sampdoria. Der skal nemlig være plads til Svennis’ søn Roberto Mancini. Mancini som ligesom Svennis var på nippet til at skifte til Blackburn Rovers, indtil Lazio meldte sig i sidste time. Som det ofte går med Svennis, så blev det også målfattigt, hvor WINGEN Pavel Nedved blev topscorer med 11 mål. Boksic fik trampet sig til 10 styks, mens sønnen fik 5 mål.

Hvad gør man med en taber, hvis han ikke lykkedes? Lader ham give forgængeren skylden og giver ham flere penge.

Cragnotti er sød mod Svennis, måske deler de elskerinder? Som en anden hanløve der overtager en ny flok, renser Svennis ud blandt de gamle Zeman-spillere; Lopez, Rambaudi, Marcolin, Protti, Casiraghi, Fuser og Gradoni. Chamot og Jugovic er til gengæld en del af den handel som sikrer, at Christian Vieri skifter til Lazio efter et succesfuldt år i Madrid. Marcelo Salas, som Alex Ferguson har bejlet til i flere måneder, vælger Lazio som hans første europæiske klub, ligeledes vinder Lazio kampen om Dejan Stankovics underskrift foran Alex Ferguson.

Gamle Svennis’ disciple såsom Ørnen Attilo Lombardo og en af de få spillere med Conte-rating 10.0, Sinisa Mihajlovic, kommer også til. Derudover kommer lettere suspekte typer som Sergio Conceicao og Robsonskrald som Ivan De La Pena og Fernando Couto. Sidste nævneværdige er Roberto Baronio, som har fået gennembrud hos Vicenza. Sæsonen bliver efter Svennisstandard okay. Og det er for alvor sæsonen hvor han iklæder sig sin berømte ikke-bedre-end-hans-bjergs-bedstemor-aura. Selv i hans 4-4-2 diamant, med sønnen Mancini bag Salas og Vieri, bliver det kun til en andenplads og 62 mål, hvoraf Vieri skuffende kun scorer 12 og Salas 15. Dog får de også en sejr i den hedgangne cupwinners cup, over Hector Cupers legendariske Mallorca-hold, der som bekendt kun bestod af Valencia-affald og en argentinsk målmand der troede, at jordens undergang var meget, meget nær.

Lazios angribere gennem et helt årti er naturligvis en blandet landhandel. Bagved ligger der dog det faktum, at langt de fleste har været skuffelser, nogle værre end andre. Det er kun Giuseppe Signori der reelt blev en meget stor succes. Det er samtidig også et symptom på, at flere kan huske de store navne, men lykkeligt har glemt det reelle output.

Nå ja, Lazio var stærke de næste sæsoner (dem kan vi ikke tale om, da både Gud og Nestor er på holdet), men de år som Svennis var med til at igangsætte, blev et udtryk for et økonomisk morads, som andre lyseblå hold i dag har ladet inspirere sig af, som den eneste vej til succes. Uheldigvis, for succes skabt af ikke-bæredygtig økonomi, har som regel en bobleeffekt.

Og det er den moralske lære fra et af de moralfattigste hold nogensinde: ”Spørg hvor pengene kommer fra og hvor længe”.