Når politiet begår indbrud

Mit navn er Lars Kragh Andersen og udover at være jurastuderende og deltidsbeskæftiget i det (legale) private erhvervsliv , er jeg også narkohandler. Jeg har nemlig solgt op imod 10 cannabiscigaretter til voksne mennesker fra min bopæl i Københavns Sydhavn. Prisen var beskedne 20 kr. pr cigaret, og salget var betinget af, at køberen lod sig fotografere under narkotikahandlen.

Mine aktiviteter er tilsyneladende ikke gået helt upåagtet hen hos myndighederne, da min lejlighed i den forgangne uge er blevet endevendt af Københavns Politi, mens jeg ikke var til stede. De efterlod sig – udover en del rod – en ransagningskendelse afsagt af Københavns Byret den 6. december 2011, hvoraf det fremgår, at dommer Peter Lind Larsen på begæring af politiassessor Sonja Hedegaard, har givet politiet lov til at tiltvinge sig adgang til mine ”rum og gemmer” for at lede efter tørrede blade.

Ransagningskendelsen fra politiet (klik for stort billede):


Med andre ord har staten helt lovligt udsat mig for noget af det mest krænkende og grænseoverskridende, man kan opleve som menneske: indbrud i eget hjem med efterfølgende gennemrodning af private sager. Havde jeg haft tyvegods i lejligheden, og var dette mistankegrundlaget, ville det have været helt i orden, at myndighederne ransagede. Men en mistanke om salg af tørrede blade kan aldrig legitimere et sådan overgreb, da min såkaldte forbrydelse på ingen måde har krænket andre mennesker.

På kendelsen, der gav politiet lovlig ret til dette indbrud står der i det ene hjørne, at jeg skal kontakte politiassistent Leif Andersen på telefon 7258-8291. Hvad han vil mig, ved jeg ikke med sikkerhed. Måske give en uforbeholden undskyldning?

Det korte af det lange er dog, at alle ovennævnte bør have den sorteste samvittighed og føle en dyb skam over det, de i lovens navn har udsat mig og min husfred for. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at myndighederne bryder ind i borgernes boliger og gennemroder dem, fordi beboeren sælger tørrede blade til voksne mennesker. For det må være sådan, at der ingen forbrydelse er, hvor ingens krop eller ejendom er krænket.