Resten af uge 2

Fattig-Sofie er til eksamen. Og hun klarer den lige sådan nød og næppe. Det gør billedkunsten ikke, selvom kunsthistorikeren Mikkel Bolt siger, at det nok skal gå – som det plejer. Det vil sige, at dem, der har penge styrer markedet præcis som om, ingenting er sket. Det er kun galleristerne, der er flyttet hjem til dem selv og har indrettet showroom i klædeskabene, fordi pengene ikke hænger på træerne (og heller ikke gror ind i himlen – det ved Søren Ulrik Thomsen alt om). De gror nemlig slet ikke. Pengene. Men de skifter alligevel hænder. Man taler bare ikke om det. Og slet ikke billedkunstnerne.

De sidder i skrædderstillinger landet over og mediterer over et eller andet, de har set i tv. Eller prøver at få lidt succes i sengebetrækket med en Tracey Emin-look-a-like, som en Saatchi-look-a-like kan købe, fordi Wolfgang Tillmans guld-fotografier ikke kan bestemme det hele. Det gør de bare, fordi Saatchi ikke må købe dem. Til gengæld køber han Tal R, der allerede som akademielev var professor i det finske og kørte i biler, der var så dyre, at der ikke var ord for det. Men parkeret op ad rektorens ladvogn blev de, bilerne. Så kunne de lære det, kunne de.

Da man ikke kunne få armene ned, fordi de sad fast i bevægelsen mod himlen, skabte Damien Hirst en haj i formaldehyd. Det værk blev epokegørende for en tid, der manglede et ståsted og en 90-er generation af engelske kunstnere var skabt. Nu genskaber Damien Hirst sit eget billede med en kalv i selv samme væske og med 18 karats guldhorn. Noget for noget. Det er nu ikke fordi Hirst har synderligt travlt i atelieret. Han har assistenter i hoved og røv. Det er David Hockney sur over. Han er en gammel hankat, der gang på gang selv trasker rundt i sit atelier med rollatoren og skaber store værker – eller mindre bagateller på sin ipad.

Assistenter i kunstens rum er til hver en tid udskældte gerninger, man ikke begriber – eller aner hvordan man skal gribe an. Wolfgang Tillmans havde på et tidspunkt tre gående på heltid, men blev træt af alle de skygger – og fyrede hele bundtet, så han igen kunne vende tilbage til sit eget kamera og finde selvudløseren. Jeppe Hein, der har stået frem med sygdom og lidt til i de danske medier, har vist en 12 stykker gående i sin fabrik i Berlin, men han producerer også så mange ting, der kræver et talstærkt kompagni af tilbundsgående ressourcer, der skal undersøges. Han er som en hoppende Storm P, der gang på gang opfinder sig selv, når han skaber noget, der så får folk af begge køn til at gå ind i rum og forandre situationer og handlinger så let som ingenting. Det er fandens svært at få helheden til at se så tilfældig ud. Det er ikke for ingenting, at Jeppe Hein har trådt sin lærdomsprøve hos selveste Olafur Eliasson, alle tror er fra Island, men i bund og grund er pæredansk og kommer fra Holbæk, hvor han trådte sine gummisko i den lokale diskobevægelse, der dansede til tidens kattejammer på gader og stræder – elektrisk orm og sådan noget hed det, han kunne dengang. Nu kan han så meget andet. Og gider ikke danse mere. Så taber han bare sine briller, siger han.

Misundelse er en grim ting. Og grøn, vist nok også. Man håber, man kommer langt med ironien, men ingen griner. Der er heller ikke noget at gale op over længere. Pengene er blevet noget, bankerne har. Og alle vi andre har kun ondt i pungen og gælden vokser til dimensioner, vi ikke aner konturerne af. I bund og grund var pengene noget, alle kunne forholde sig til. Dengang – da de endnu ikke havde ben at gå på og stadig intet hed – var det bageren, der byttede ydelser (produkter) med slagteren, der så igen forhandlede tilbage. Men hurtigt viste det sig at være en dårlig forretning, for kød er dyrere end mel (og blod er tykkere end vand) og slagteren ville have lidt mere for sine lune frikadeller. Der gik som sagt gæld i den.

Og kirken tog over, fordi fyrsterne ikke kunne snuse en fornuftig likørbane op. De hang stadig på et palmeblad i bagenden af staten, der endnu ikke var skabt, men som stadig skabte sig, fordi Konge og Fædreland var to uadskillige ting, der kun var adskilt igennem kirken. Biskopperne var på banen og forkyndte tro og retning. Og alle dem, der ikke var med, var imod – og måtte bøde med lidt mere end svesken på disken. De blev skrevet i mandtal, alle dem der skyldte og var skyldige. Biblen havde allerede sagt, at arbejdsløse i og for sig skulle kriminaliseres. Hvis man ikke har et arbejde – og en tro – er man ikke noget. Alle dem, der ikke var noget – altså nul – blev dem, der i begyndelsen måtte skylde til fælleskassen. Senere blev det os alle sammen, fordi ingen længere forstod, hvad vismændene (der nu var blevet bankerne) påduttede deres kunder, der stadig gik rundt og troede, at penge kun var et ord.

Ordet skabte handling og motivet blev vold og misbrug. Det er sket før, det vil ske igen. Der går ikke en Stein Bagger af ingenting. Og Jan Fogh sælger gerne et spøgelseshus to gange, hvis der er kunder i biksen. Kunderne – hvis de ikke hænger ud i sidegaderne – står med spækkede tegnedrenge på Café Victor og leger fattigfirsere på sådan en måde, der kun kan tiltale den del af befolkningen, der stadig kan forstå, hvad Villy siger, når han taler engelsk. Det er en procentdel, der er meget lille – og falder drastisk i disse minutter. Villy har vist også bundet altervin, så der ryger finker fra stegepanden i en hast, der gør det svært at indfange alt det flyvende. Ups, hov og hovsa er blevet hvermandskost – og igen kun ord, der understreger, at her står en verdensmand med en ganske lille forstand – og øjne på procentbårne stilke.

Jeg siger i radioen, at jeg har investeret i en vindmølle – og telefonerne gløder. Ikke på grund af det med vindmøllen, tror jeg, snarere fordi en kvinde er igennem på en løs tråd om sine grønlandske fangster, der blandt andet tæller en mongolsk svedehytte. Er der en køber? Hun mangler nemlig lidt galar i plasticposen. Køberen melder sig ikke. De hænger heller ikke på træerne – eller i mobiltelefonerne.

Bente Dalsbæk, juristen, har en anden formulering i ærmet (hvis maven ikke rumler) og den hedder, at der er gamle penge og nye penge. De gamle er dem, der altid har været der, generation efter generation, hvor de har vandret rundt på hønsefødder på landets slotte og herregårde – og nu sidder fast i murstenene og ikke kan komme ud. Penge af mørtel er svære at købe ting med i butikkerne. De skal have kontant afregning. Og ingen gider alle de mursten i lommerne længere, det ser ikke smart ud! De nye penge er dem, Stein Bagger har brugt for alle os andre. På den måde findes de ikke, for han tryllede dem alle sammen ned i et stort sort hul, hvor de så blev forvandlet til aske og lava i vulkaner, der ikke kan gøre andet end at holde jorden glødende.

Så taler vi ikke mere om det.

Desuden er vi ikke økonomiske eksperter, understreger værten Iben Marie Zeuthen, der holder trådene i skak, når Bente og jeg taler over os. Vi skal nødigt have retten på nakken, så vi har bare at rette os. Det gør vi så. Og jeg lover, ikke at sige noget ulovligt.

Men vi får da lige afrundet Occupy-bevægelsen, der nu har optaget vækstpotentialet for anden økonomi i deres lommebog over ord, der kan udtales over hele jordkloden. Den slags ord er dem, der trods alt holder længst. De indebærer kærlighed. Og kærlighed skal aldrig forveksles med sedler. Den slags kærlighed er noget helt andet, man ikke ved, om man skal sige ja eller nej til. Fordi det er synd for dem, der ikke vil, men som ikke kan holde op. Og hvis de prøver, kommer en afrikansk eller amagerkansk voodoo-mand efter dem dernede på Vesterbro Torv med en halalslagtet lammekølle og en fugtig kylling, man kan skylle retorikken ned med. Af modstand vokser man. Men man vokser ikke af den modstand, der holder en nede. Det er noget helt andet, som enhver præsident med respekt for dem selv, måtte sætte i højsæde som en kontur, vi ikke kan have boende og som øjeblikket skal nedbrydes. Man har en krop, sagde vi. Og den krop er muskler, blod og vilje.

Vilje.
Mod.
Modstand.

Deslige lever vi et land, hvor heltene dagligt passerer med cykelhjelm og refleksbrikker, når de kaster sig ud i kampen for at få en fremtid/eftertid/samtid tilpasset en nogenlunde standard. Det er pædagogerne, lærerne og plejepersonalet på hjem, hvor gamle ikke længere ved, hvad de selv hedder og steder, som dem min søster bor, hvor ingen nogensinde har vidst, hvad de selv hedder. Hatten af for dem. Men det er der ingen, der gider.

De vil hellere bøje sig i næsegrus over en pilot fra SAS, der nødlander på Hirtsholmene med Prins Henriks nye tænder, fordi vandet i glasset skvulpede over. Spalteplads er noget, der er vigtigere end hverdagens helte, der varetager en nation. Vi vil hellere have en helt, der så kan være ugens side 10-mand samtidig, mens han udtaler, at han elsker brun sovs, kartofler og en hyggelig aften derhjemme med rødvin, computerspil og blød porno, der er så fin i kanterne, at ingen er i tvivl om, at det blot er en Morten Korch, der illustrerer, at tiderne ikke er gået frem, kun tilbage. Hurra, hvor det går for den gamle swinger!

Man vender den anden kind til og telefonen ringer, mens man går i brusebad. Min søster forklarer, at et par manddomsprøver er sat i scene. Hun ser mænd og kvinder, der i hvide dragter bevæger sig rundt udenfor hendes vinduer inden sengetid. Personalet fra psykiatrisk har glemt at lukke spændetrøjerne, så folket er gået på græs. I nattøj. Min søster ser i ny og næ også syner, så man ved ikke, hvad der er op og ned. Det gjorde Thomas Winding heldigvis heller aldrig. Og af ham skal man stadig lære en del.

Da jeg har tørret kinderne, ringer jeg til hende.
De er væk igen, patienterne.
Men der er noget andet derude, bekendtgør hun.

”Nå, hvad?”
”Sådan en, der kommer med børn.”
”Stork?”
”Den hedder en antilope,” siger hun.
”Antiloper kan ikke flyve.”
Men det har min søster aldrig sagt noget om.
Nej, det er rigtigt nok.
”Hør,” siger hun.
Og jeg lytter, men kan ikke høre noget.
”Hvad er det?”
”Det ved jeg heller ikke,” svarer hun. ”Jeg tror, det er den der hund, der siger det.”
”Hund?”
”Ja, den der derude.”
”Jeg troede…” begynder jeg.

Men tror flytter på ingen måder bjerge. Slet ikke Himmelbjerget. Det synker i øjeblikket. Det er alle de tårer. Det får jorden til at give efter.

”Det er en hund,” siger hun og når lige at sige, at den hedder Bente Mogensen, inden hun afbryder, fordi der er Krummernes Jul på dvd’en. Og hun er lige midt i yndlingsafsnittet, hvor Krumme gør et eller andet, der er hylende morsomt.

”Der er en masse patienter løs udenfor min søsters vindue,” siger jeg til manden, da han spørger, hvad det var, hun sagde.

”Patienter?”
”Ja, patienter, der blev til en antilope, der så blev til en hund,” begynder jeg forklarende, men må trække en trumf og en nødbremse. Og så taler vi ikke mere om det. Stille aftner er nu også meget rare så længe det varer.

For krads, krads siger det.
”Hvad er det?”
”Det er katten, der kradser dig på kinden.”
”Nå.”

Så sover jeg videre. I en drøm af en drøm. De holder altid længe. Bagefter. De drømme. Senere drømmer jeg, at Mads Holger har fået ny flyvemaskine og endelig har fundet den del af Holger, der hele tiden bliver væk. Ned under bordet, op i glasset, ud i haven. Den Holger finder aldrig ro. Heldigvis for det.

Min far ringer. Der er vandaler af allerhøjeste kalibre i gang. Nu saboterer de Lyngby Sø, ikke søen, men træerne, elletræerne. Det er beboerne i området, der er trådt i karakter. De vil kunne se søen fra deres hundedyre ejendomme. Når man ikke kan gå på vandet, kan man i det mindste se på det. Min far har søsat vagtplan, og blokadevikarer tropper op med pandelamper, når mørket sænker sig. Vi lever i en tid, hvor mørket får det underligste frem i folket. Sådan vil det fortsætte længe.

Senere ringer min far igen. Der er en tyv i nettet. Og det er hende der, der var med i danseprogrammet på den konkurrerende kanal. Hun er fanget med bukserne nede og en motorsav i hånden. Politiet er ikke interesseret. Min far vil arrangere en folkedomstol, men folket har ikke tid.

”Nå,” siger min far så, ”du slipper med en løftet pegefinger. Tænk, hvis alle gik rundt og ødelagde naturen.”
Det gør alle. Også dem, der er med i TV2´s sendeflade. Hun lister hjem med motorsaven igen, sluppet for straf i denne omgang.

X Factor kører igen i aften. Gaderne ligger øde hen. Pernille har et stormvejr i ryggen, tekster på mobilen og vi chatter om hår. Det er vigtigt, at det lige præcis sidder, som det skal. Hverken for pænt eller for tilfældigt på den tilfældige måde. Desuden bruger hun kam til sit. Det skal jeg også til. Der er begyndt at vokse fuglereder i det. Men på den anden side, alle mangler efterhånden et ordentligt sted at bo. Også fuglene. Og nu da Lyngby Sø og omegn har taget fuglenes boliger med sig i graven, da de selv vil nyde, mens alle andre må yde, kan fuglene af alle arter flytte ind hos mig. Der er plads nok. Og en udstoppet spurvehøg ovenpå køleskabet til at holde øje med forsamlingen af fjerklædte væsner med vinger som arme og hænder, de heldige asner.

Manden vækker mig.

Hvad?”
”Du lyder som en flyvemaskine,” siger han søvnigt.
”Undskyld,” hvisker jeg.
”Det er fint nok. Jeg ville bare lige sige det.”
Så sover han.
Og jeg ligger der i mørket og kan ikke få luft nok til at lette igen.