Uge 4

Politiet har tabt mod folket. Det hele er gået i kludder. Politiet må ikke gøre, som de plejer. Bare anholde folket, selvom de ikke gør andet end at være netop det, et folk. Det i sig selv giver problemer. Klimatopmødet for et par år siden har skabt ridser i lakken. Folket tør ikke længere gå på gaden i et såkaldt demokratisk udkantsområde af DK og sige deres mening. Nu tør de så igen.

For politiet tabte mod folket. Men der er ingen, der siger noget. Det er også hundekoldt. Sankt Jørgens Sø er ved at fryse til. Ænderne ligger på spejlflader af is og ser pæne ud uden ben. De ligger der bare med næb og rapper til Kidd og alle de andre, der tror, de er noget bare fordi de aldrig bliver sådan rigtigt voksne.

Helle Helle fik De Gyldne Laurbær fra årets boghandlere. Det er velfortjent, fordi hun gang på gang skriver om alt det, der er ordløst. Og alligevel fylder hun alle siderne i en roman. Hun fortæller historier om hverdagen, ikke kun om et kongerige, der udspiller sig selv i København K. Hun skriver de historier og om de liv, der folder sig selv ud i (h)udkanterne som et sælsomt broderi, hvor sting er som ar og sår springer som sætninger, der falder med samme præcision som øksen, når den snupper hovedet fra hønen. Hun skriver om alle de ting, der sker, fordi hun får dem til at ske – og sne – fra sine fingre, ned igennem ordets blokke af glødende taknemmeligheder.

Kunsten er ellers i syv sind. Den er død. Og den er genopstået. Og skriver smiley på min mobil, men det går ikke, råber jeg ned i tastaturet. Du er død.

Og det er han så ikke helt. Det er kun den gamle Nielsen, der er død og borte. Nu er der en ny Nielsen, der har fået lov at vende tilbage til cirkusset, hvis han lover ikke at kommentere den gamle Nielsens situation. Han blev begravet og gravet op i gen – men er død. Så den nye Nielsen er en helt anden. En helt anden Nielsen.
Desuden nægter den nye Nielsen at reagere, hvis man råber Claus eller das Beckwerk. Man skal ikke komme for godt i gang med navnene. Så vanker det ørefigner. Og tre kælderkolde hindbærsnaps.

Christian Lollike er i høj grad ikke død, for han har sat sindene i kog. Det plejer han at gøre. Nu vil han dramatisere Anders Behring Breiviks manifest. Et stykke samtidslitteratur om ondskab i sin yderste konsekvens. Spørgsmålet er så bare, om teksten kan forløses på scenen og netop afspejle en refleksion, der sætter sig hos tilskuerne som en forståelse, der hedder, at det her er ikke et særegent tilfælde, det kan i høj grad ske igen. Din sidemand kan være den næste i rækken af sandkassekammerater, der indløser evig billet til den lukkede ved et kort sekund at åbne op for den galde, ingen anede, de havde boende i sig – og de handlinger, ikke at forglemme.

Medierne raser. Selvfølgelig gør de det. Det er for tæt på. Det var jo i sommers. Og sorgen ligger stadig som en dyne over et nordisk kontinent, hvor servietterne stadig er gennemblødte af grådige tårer. Men er ondskaben i sig selv ikke altid for tæt på?

Kernefamilien har ondt i kernehuset. Eller hvordan er det nu, det hele hænger sammen. Forfatteren Katrine Marie Guldager siger, at alle – i hvert fald kvinderne – har en ulv på loftet. Hun er også flyttet i hus på Amager og stortrives med rotter, ulve og musvåger i hækken – og på loftet. Sådan går det, når man slår sig ned, hvor kragerne vender sammen flyvemaskinerne. Man ender som en familie.

Pladask, siger det bare.
Og så sidder man i saksen og kan ikke komme ud igen.
Katrine elsker det. Jeg hader det.

Alligevel sidder vi pænt og svarer på spørgsmål fra alle dem, der spørger om hvordan det nu er med den der familie. Jeg siger med det samme, at det ved jeg ikke en pind om. Men understreger også, at vi da kan lette på låget og se efter. Der er dog ikke noget at se. Lyset hos familierne er slukket og det er bælgmørkt.
Og hverken Katrine eller jeg har lommelygter med i studiet, så vi kan ikke hjælpe familien ud i lyset. Vi kan ikke give den andet end håb. Men kun et håb i mørke. Så må de klare resten selv.

Elefanterne har følelser. De står i en cirkel om den tre måneder gamle unge, der ligger død mellem dem på sandet i Zoologisk have i München. Børn går forbi og peger. Zoologen med de blødeste hænder og læber, der minder om sommerfugle, siger, at den døde elefant skal blive liggende lidt endnu. Døden skal man vænne sig til. Den kommer og går. Og med tiden forstår man den. Selvom det selvfølgelig ikke er godt stof eller noget, vi taler for højt om. I bund og grund er det, det eneste vi ved med sikkerhed, skal ske os. Resten er gætterier og lykkelige feberdrømme og uheldsbringende mareridt. Men vi taler ikke om den, døden. Smut, makker, hyler vi og prøver at give fnatten videre til en anden i køen med rygsæk og spejderånde. Tag ham først.

Pædagogerne er på barrikaderne. Det er slut med at drikke sig i hegnet midt i arbejdstiden. Ikke engang et glas med måde må indtages under frokosten med de kære små. Det er efterhånden kun ned ad bakke for det job. Økonomien er jo heller ikke værd at rafle noget som helst hjem om. Godt, min mor er gået på førtidspension. Den havde hun ikke klaret.

Bøsserne er gået i fjernsynet. Der skal være et par stykker, der gør det. Og der er jo Grand Prix, nu kun for børn, men derfor skryder bøsserne alligevel. Så sendefladen domineres af botox-semi-kendisser, der gerne vil sige noget begavet om et eller andet, men de har alle zu sammen glemt deres kontaktbøger derhjemme, så ingen kan sige ord, der indeholder flere stavelser end en. Deres læber glinser i ansigtet og minder om røvhuller i aktion. Men på den anden side. Så har man to huller, hvor der udelukkende kommer lort fra. Så bliver man da ikke skuffet, hvis man har lyster i den afdeling, hvor stanglakridsen skal sværtes til.

Min søster ringer og holder med sang nummer 11. Det nummer er bedst. Jeg prøver at sige, at 11 er udenfor kategori, men det skal jeg overhovedet ikke bestemme. Hun vil nemlig skrive nummer 11 på væggen nu med sprittusch. Så er hun sikker på, den vinder. Jeg lægger på og ved ikke om jeg skal ringe til en af medhjælperne derude på institutionen, men ombestemmer mig så. Der var vist også en på Herkules Alle i tidernes morgen, der skrev en del på væggene med tuscher og alt muligt andet, der kunne skrive. Og der skal jo være en, der fortsat holder tråden i historien og kan skrive MGP-numrene i mandtal og holde øje, når en mis slanger sig i solen med små, missende øjne af skønhed og sælsomme øjeblikke.

Kristina Nya Glaffey har skrevet en moderne fabel om kvinder, der opfører sig som kvinder – og kræver en verden helt uden mænd. Der er finger til alt og alle, der rører sig – men Kristina gør det altid med en lykkejæger i lommelærken og et glimt i øjet (og sproget), der smitter. Et nutidigt kvad om lesbiskes livsvilkår i dagens danske andedam, hvor man fikser efter et barn i flaskeautomaten. Jeg tænker, at Valerie Solanas ikke har levet forgæves (trods alt) og her hyldes SCUM manifestet i sin sande realitet – som en mulighed for at tænke det hele om, omdanne billedet og strukturere familien efter helt nye spilleregler.

Skriver til Katrine Marie Guldager, at hun må læse Glaffeys bog ved lejlighed. Når familien holder ferie eller ungerne sover og manden ser tv. Jeg tror, man kan lære noget der. Ikke kun om sig selv, men om hele familien som mulig fanebærer for en samtid på vej mod kummefryserland.

I radioen blev der talt om det heteroseksuelle samleje på en måde, så ingen var i tvivl. Den eneste, der tvivlede på sandhedens værdi, var undertegnede, der var skyld i hele miseren, fordi det var mig, der havde inviteret gæsterne og var værten. Mikael Bertelsen og Mads Brügger var alligevel på og hang med på en lytter. Sådan har jeg aldrig fået den før, galede de enstemmigt efterfølgende, men jeg lovede så til gengæld også ikke at være så meget københavner næste gang. De kan bedst lide, man kan få Jylland med på vognen også og man må aldrig ekskludere, kun inkludere – det ved enhver, bare ikke Gunna Starck, der taler som hun hele tiden har gjort. Heldigvis for det. Så kan man stige på, hvis man vil – og tør. Det sidste er i hvert fald for egen regning. Men hvis man hopper på, kommer hun med små, søde poser med ren assam-te (økologisk og alt det der) og har et lille æggeur med, så vi ved, den ikke står i kanden og bliver bitter.

Æblet skal kastes langt væk fra stammen, skrev jeg i en bog. Og mener det stadig. Det samme gør Christine Antorini, der har overtaget en synkende skude, som hun ene kaptajn er ved at få på benene igen. Og op på land. Hun ser også pæn ud i matrostøj, siger de derinde på Borgen. Vi andre må lade det billede komme af sig selv. Elever skal undervises i homo- og biseksualitet i landets folkeskoler. Punktum og basta pasta. Det skal tilsyneladende vedtages ved lov, så lærerne ikke slipper. Det har hidtil været frivilligt at forholde sig til og man har hørt om fynske biologilærere, der har stået meget længe i små lokaler med et par slatne gulerødder og forgæves forsøgt at trække dem i pænt regntøj. Og der blev den sag så. Hvad der sidenhen skete bag buskene, i carportene og under fyrretræerne måtte vi lade fuglene om at fortælle til dem, der kom forbi Utterslev Mose efter mørkets frembrud.

Det er nu holdt op. Homo- og biseksualitet er ikke længere afvigende, seksuel adfærd. Det er kun transkønnede, der må sejle deres egen sø – lige durk mod vandfald, der kun vil knuse, kvæste, ødelægge, slå ihjel. Man kan heller ikke rumme alt i et lille land med en endnu mindre forstand. Og slet ikke de stakkels skolelærere, der efterhånden selv må betale deres løn, hvis de vil have nogen. På den anden side, hvem siger at det skal være attraktivt at varetage en hel nations fremtid. Det har aldrig været den højeste fællesnævner, der kvaste studenterhuen på den bankkonto.

Der er forhud i jorden. Så ved vi det. Og hvis vi ikke ved det, siger juristen Bente Dalsbæk det. Med eller uden skræl, som det også hedder, men så skal man ikke sidde med banan i munden, mens man siger det. Så falder pointerne til jorden. Ligesom forhuden, der bliver begravet i jorden lige efter afklip på de muslimske højborge, hvor skikkene stadig står i lang kø og ser sig om efter bedre tider. Eller i det mindste en profet af en afart. Men profeterne har travlt i disse dage. Der er bud om dem og de job hænger ikke på frugttræerne.

Jeg fortæller det med forhuden i jorden til manden, der straks ser sit snit til at forestille sig det helt utænkelige, at der over kontinenterne med tiden langsomt, men sikkert vokser en velvoksen hær af tissemænd op ad jorden.

”Det tror jeg nu ikke,” siger jeg.
”Pjat,” svarer manden. ”Skidtet skal bare vandes. Så vokser det som ukrudt.”

Måske meget godt, at primært Mellemøsten holder røven i vandskorpen i ørkener og andre lignende tilstande af tørke. Det vand, der er på disse breddegrader, skal bruges til så mange andre ting, så man har simpelthen ikke ressourcer til at vande tissemænd med.

Vi taler ellers om sygdom, ikke at forglemme. Hos ”Iben & Moderkagen” på den hemmelige kanal. Dødens teater går med raske skridt igennem Bredgade og invaderer Medicinsk Museion. De har stadig en opbygning, hvor det anatomiske teater er i høj kurs. Man kan sidde bænket med et par flasker og se på, imens læger, troldmænd og andre tryllekunstnere parterer legemerne under kulørte lamper, mens proteser, kunstige tænder og bloddryppende parykker går rundt mellem de besøgende.

Man konstruerer sig frem. Og til sidst har man dannet et billede af et menneske sammensat af historien og tusindvis af andre dele, hvor knogler, hud, væv og alt det andet syes sammen med garn, der minder om det, man bruger, når farsen i ovnen skal genopretholde sin form, så den på ingen måde minder om noget virkeligt. Man kan bedst lide forloren hare, siger man og slikker sig om munden. Det sidste er rigtigt nok. Men så skal der være hasselbagte kartofler til.

Min søster ringer og fortæller, at hun har taget juletræet indenfor.

”Det fryser derude.”
Jeg hører, om hun fik skrevet 11 på væggen?

”Det har hun aldrig sagt, at hun ville,” siger hun og stønner lidt i telefonen. Det er svært at få naturen indenfor, når den nu engang er derude. Og koldt er det.

”Hvad laver du?”
”Ih,” brummer hun, mens sveden springer, ”det driller.”
”Så lad vær,” siger jeg. Jeg er jo storebroren.

Men det udløser klør fem og spar es. Og hun får med sine 130 kilo plus det løse skubbet juletræet ind, så det ikke fryser.

”Nu er jeg god mod træerne,” siger hun og smider røret på.
Hun skal ringe til min kusine, der har født.

”Hvad blev det?” spurgte hun, da jeg sagde det tidligere.
”En pige,” svarede jeg.
”Et barn?” Min søster var målløs. Og vildt begejstret.
Tænk, min kusine har født et barn.

Lidt senere ringer hun og informerer mig om sagerne.
”Hun skal hedde Ulla,” siger hun og sætter trumf på.
”Ella,” siger jeg. ”Hun hedder Ella.”
”Øv,” siger min søster så og smider røret på.

Min mor ringer og siger, hun godt kan lide, når jeg er inde i radioen. Ting tager tid.

Man skal ikke gå på tv og tale om lig(g)estilling med ejendomsmægleren og en tenniskommentator uden at tro, at man slipper helskindet fra det. Eller hvordan er det nu, det er? TV2 Lorry sender i døgndrift og der er næsten nok at sende om – og hvis det ikke er, sender man bare det samme igen. På den anden side, det gør alle kanaler og ingen har opdaget det endnu. Men efter udsendelsen dukker mændene op, der tror, de er noget. Jeg må flygte på cykel. Virkeligheden indhenter mig.

Og jeg har også travlt. Og har en hobby eller tre på overlæben. Pølseteknik, lokalteater, sten med huller og rav. Vi er en nation af samlere, der overgår hinanden i slægtsforskning og stamtavler, der understreger, at vi trods alt kommer fra noget og har et sted, vi hører hjemme. Der er bare aldrig nogen hjemme lige præcis der. Man har så travlt.

En 65-årig kvinde ringer ind midt i udsendelsen og siger, hun samler på orgasmer. Det er hendes store hobby at give sig selv et par kuglestød med klør ti hver formiddag, mens edderkopperne rasler om ørerne på hende. Vi må ikke drage paralleller til Radio Karen, men i ny og næ er lighederne slående. Det plejer bare ikke at være Arne, der ringer ind, når jeg er studiet. Han er mere tændt, når Marlene Weybøl fortæller om castingen til den nye udgave af Big Brother, hvor en masse ukendte bliver kendte, fordi de sidder inde i et hus i 100 dage og leger familie. Og hvis de ikke leger det, boller de som kaniner i rum, hvor lysene ikke kan slukkes, fordi vi vil se alt. Også når der ikke sker noget. Og hjemmesiderne lover, at de i år kan holde til den store trafik, der opstår, når folk går i bad. Vi kan ikke vente, kan vi.

Men mens vi venter tager jeg til sønderjysk kaffebord på Den Frie Udstillingsbygning, hvor Mette Winckelmann igen må forsvare sin fine udstilling, fordi mændene stadig ikke kan se, hvad det hele forestiller og stadig tror, at det der queer-noget er noget, hvor man hele tiden skal se mænd, der har klædt sig ud som kvinder – og kvinder, der tror de er mænd. Det har vi en hel regering, der udøver i bedste Warehouse 9-stil. Helle leger Arne og Margrethe-skålen leger Helge Adam.

Vi har stadig et land, hvor kvinder kun får magt, hvis de er ligeså dumme som mænd og opfører sig som dem. Og vi lever stadig i et land, hvor mænd der ikke kan andet, altid kan blive som de kvinder, ingen vil lege med – og som derfor er nødsaget til at lege med sig selv – eller i det mindste arbejde som frivillig et eller andet i lokaldøgnkiosken, hvor der bliver delt nyheder ud med en profeti, der går efter præmissen et spadestik dybere. Der skal bare være en, der tager det, spadestikket.

Det har de så travlt med på landets planteskoler, hvor kvinder, der er mænd og mænd, der er kvinder, planter regnbuer i bedste stil, mens de lytter efter lyden, ingen endnu aner, hvad er, men som alle kan høre. Og alle kan mærke bare kommer tættere og tættere på.

Spurveuglerne indtager de danske skove. Den er smuttet fra Sverige og Finland, fordi den hele tiden blev uvenner med Mumitroldene, der har fået storhedsvanvid efter de nu udkommer på alt, der kan købes for penge; tallerkner, kopper, glas, servietter. Det var aldrig gået i Tove Janssons tid, men det var der så meget, der aldrig var.

På tirsdag er det 10 år siden Astrid Lindgren døde. Som et tegn på, at tingene muligvis kan blive bedre, er spurveuglen landet
.
”Se,” siger jeg og peger ud i mørket.
”Hvad er det,” spørger manden?
”Ugle,” siger jeg.
”Nej,” siger han. ”Det er spidsmus.”
”Ikke i træerne,” siger jeg meget bestemt.

Han ryster bare på hovedet og så taler vi ikke mere om det. Selvom jeg ikke kan nære mig for at understrege, at mus ikke kan flyve.

”Hvad ved du om det?”
Og det er rigtigt nok. Det ved jeg ingenting om.

Sneen daler. Og jeg går rundt derude midt i det hvide og skråler Anne Dorte Michelsens ”Sne under lygten”, fordi det er den eneste – udover den med sneflokke, der kommer vrimlende – jeg kan, der handler om hvid nedbør. Byen er blevet stille.

København er en by, der passer til sne. Den kommer til at ligne en million af blege tårer, der bare daler fra en himmel, der ellers ikke er andet end nat, mørke og et uendeligt hav af similistjerner. Men de er så langt væk.

Stjernerne.
Jeg bliver her.
På jorden.
Lidt endnu.
Sammen med sneen.