Vore forfædre var vikinger – det ved ethvert barn. Men som navnet siger, var vikingen en afviger.
Det ville også være underligt andet – man kan ikke dyrke havet. Han har altså ikke meget tilfælles med bonderøven med klaphatten, snarere er han åndsbeslægtet med den moderne intellektuelle.
Det er et tilbagevendende problem, at visse mennesker ikke trives i fangenskab, en regelmæssigt tilbagevendende atavisme, som ikke alverdens mentalhygiejne kan stille noget op imod. Vi er alle troglodytter, intelligente og aggressive.
Nogle er bare mere intelligente og aggressive end andre. Det er dem, der skaber historie – ikke og aldrig den træge masse.
De slider sig løs, og hvis vi tøjrer dem, tager de tagbjælken med, og vi får stalden i hovedet. De tager, hvad de vil have, indtil det bliver for kedeligt.
Det er lidt ligesom at sidde i en park og fodre duerne med resterne af din frokost, det er så rart, at du somme tider glemmer at spise selv. Den svage har næppe styrke nok til at opfylde sine egne behov og ser verden i sin egen svagheds billede som en mødding, rotterne slås om.
Den stærke har for meget, han må finde nogen, hvis behov han kan opfylde, de er hans føde og genstanden for hans særlige sult. Måske forstår du ikke denne ekstatiske selvudslettelse, den brændende skam over at være mæt, erkendelsen af, at du er alt for stærk til at være det af dig selv for dig selv.
Men så er du ikke af kongeslægt, og denne bog vil blot få dig til at føle dig dum og beskidt og gøre dig vred og ked af det. Hvem er den da skrevet for?
Den er skrevet for det enogtyvende århundredes unge, ikke dets senile teenagere. Heltene, for hvem den hule tillid til, at den svage nok skal befri sig selv – vent bare og tag en portion til! – ikke var nok.
Som ikke bøjede sig for at bøje, men hævede sig for at hæve. Som så, at lortet var muld, og spirede i det, men hvis rødder sugede næring af et langt dybere jordlag, det for længst begravede: Styrke, viden, usynlige som alle frø, indtil de drog ud og tog magten tilbage, sværdet fra barnet, ikke for at beholde den, men for at ødelægge den som andet end kærlighed og tillid.