CSR’ens onde hævn

Det har ikke været en sjov dag for Claus Meyer. Marlene Duus er offer for grov vold og drabsforsøg, voldsmanden kommer i fængsel, men kommer ud og får en ny chance hos Claus Meyer som bager, inden Marlene Duus er bare i nærheden af at være et helt menneske igen. Og det bliver hun aldrig, kunne man læse i hendes rørende kronik i dagens Politiken, hvorimod overfaldsmanden har fået både omsorg og et nyt liv. Når det alligevel ikke blot er den klassiske ulykkelige historie om uretfærdighed, så skyldes det to fænomener: Claus Meyer og CSR. Og set i bagklogskabens lys er det utroligt, at det ikke er sket før.

Engang handlede CSR om at hjælpe den lokale håndboldklub fordi den så hjalp sønnike til at få nogle sjovere kampe. Så fandt man ud af, at det ikke kun var børnene og klubben der fik noget ud af pengene, men også giveren, der pludselig fik et andet lys end annoncens at sole sig i. Det var en trend erhvervslivet kunne lide. Tænk sig, at forbrugernes opfattelse af produktets kvaliteter var nærmest direkte proportionalt med den godhed firmaet viste, det var vildt. Men når man tænker over det, var det måske også lidt mærkeligt.

Hvem husker ikke de mange indslag med tilfældige håndværksvirksomheder, der pludselig skulle have vist logoet, og have lov at spille en plade i TV-avisen, bare fordi de gav et par procenter af ugens omsætning til et par landsbyer i Afrika? Og vi skulle høre eksperter fortælle om stolthed blandt medarbejdere og vækst og ansvar. Når man tænker over det her bagefter, var der også noget råddent ved at kunne få et opslag i Børsen, hvor der stod, at man var konge af vinduesbranchen, fordi man havde doneret 10.000 kroner til en flygtningelejr på den anden side af jorden.

Men som med alt andet junk, skal man have mere. Fra bare at støtte noget abstrakt i den store verden skulle man støtte noget abstrakt herhjemme. Hvis man virkelig ville gøre noget for klimaet, var det selvfølgelig nu i 2012 man skulle træde i karakter, men nej, det var i 2009, hvor man kunne nasse på klimatopmødet, at virksomhederne ville være grønne.

Og da det heller ikke var nok, gik man helt ind på følelsernes holdeplads, nu skulle man virkelig til at hjælpe dem der havde det hårdt. Nu skulle det virkelig kunne ses på bundlinjen. Nu skulle folk være klar over, at Claus Meyer ikke bare var den nye Jamie Oliver, men noget større, en ny George Soros, eller Bill Gates, ligefrem!

Det er let at være sur på Claus Meyer, fordi han står på det ondes side i sagen med Marlene Duus. Men det er selvfølgelig ikke hans skyld, hvad der er sket. Og han skal heller ikke sige undskyld, eller blande sig i en debat om retsfølelse. For det er jo ikke derfor han hjælper de indsatte til at få et nyt liv og ivrigt fortæller os andre om det. Han gør det, fordi det hjælper deltagerne, fordi det ser godt ud, og fordi det fortæller en historie om Claus Meyer som et stort menneske.

Det har været en underlig mandag. Vi har altid kunne gennemskue det, når Mogens Lykketoft skulle vise sig frem i en børnehave, eller når Lars Løkke skulle have et kamera med ned til grønthandleren. Eller for den sags skyld dengang i 2009, hvor man kunne gasse op i en CO2-fri taxi. Men med CSR har vi ligesom trukket på skuldrene. Det er der nok ikke så mange der gør længere. CSR’en fik det sidste ord efter at være blevet røvpulet i et årti. Surt for Meyer, at det lige skulle gå ud over ham.

PS. En lille øvelse: Hvad var Claus Meyers brand værd, hvis han ikke ville redde vores madkultur, redde de svage eller alt det andet, han bekymrer sig om? Hvad nu hvis Meyer kun var brød og æbler?

Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om han sælger brød og æbler for at redde de svage eller om han redder de svage for at sælge brød og æbler. Hvis han gør det første, kunne man indvende, at han så måske burde slå sig på noget andet, for er det virkelig salg af brød, æbler og nordisk gourmetmad, der tjener mest til de svage?