Madonna drager på en ny verdensomfattende turné, der blandt andet fører sangerinden omkring Parken i København. Turnéen begynder 29. maj i Tel Aviv, og det har fået en gruppe israelere til at sende en speciel appel til landets premiereminister Benjamin Netanyahu.
Madonna har haft et særlig forhold til Israel, siden sangerinden konverterede til dem jødiske Kabbalah religion, der har sit religiøse hovedsæde i Israel. Derfor er det næppe en tilfældighed, at Madonnas netop annoncerede verdensturné begynder i Tel Aviv 29. maj i år.
Åbningskoncerten kan imidlertid komme i fare, hvis Israel går i krig med Iran grundet iranernes atomprogram, og det har fået en gruppe bekymrede israelske Madonna-fans til at bede landets premiereminister Benjamin Netanyahu om at udsætte et eventuelt angreb på Iran, indtil Madonna har afholdt sin koncert i Tel Aviv.
De bekymrede fans har samlet sig i Facebook-gruppen Bibi don’t start a war with Iran until after Madonna’s show on May 29, hvis mål simpelthen er at undgå krigshandlinger, der kan bringe koncerten i fare. Facebook gruppen har i skrivende stund 220 medlemmer.
En række prominente musiknavne har tidligere aflyst koncerter i Israel, hvis landet har været involveret i krigshandlinger eller har været udsat for selvmordsangreb. I 2006 aflyste britiske Depeche Mode for eksempel deres koncert i Tel Aviv som en følge af krigen mellem Israel og Libanon. Til gengæld åbnede Depeche Mode deres 2009 tour i Tel Aviv.
Madonna i Parken i juli
Madonnas “Give Me All Your Luvin” Tour bringer også sangerinden til København, hvor hun giver koncert i Parken 2. juli. Turnéen fører derudover Madonna til Australien, hvor hun ikke har spillet i mere end 20 år, til Sydamerika og ikke mindst til Europa, hvor hun giver 26 koncerter i byer som London, Paris, Milano, Berlin og altså også København.
I USA begynder Madonna sin koncertrække på 26 shows 28. august med koncerter på blandt andet New Yorks Yankee Stadium og i Los Angeles’ Staples Center.
“Madonnas historie som superstjerne og live-performer taler for sig selv, og for hver gang hun tager på turné, vokser hendes shows, både kunstnerisk og kreativt hånd i hånd med hendes enorme talent. Verdensturnéen i 2012 vil ikke være nogen undtagelse, og vi er meget spændte på at sende hende ud i verden igen, og jeg ved, hendes fans har det på samme måde,” siger Arthur Fogel, direktør for Live Nation Entertainment Global Touring, der står bag Madonnas tur.
Madonnas foregående verdensturné menes at have været den afgørende årsag til bruddet mellem Madonna og hendes daværende mand, den britiske filminstruktør Guy Ritchie. Men nu er sangerinden altså klar til at prøve kræfter med turnélivet igen. Denne gang uden Ritchie på slæb.
Icon
Medlemmer af Madonnas officielle fanklub, Icon, vil være de første, der får mulighed for at købe billetter og VIP pakker til koncerterne. Forsalget er i gang. Man kan sikre sig medlemskab på www.madonna.com.
I Danmark begynder billetsalget mandag 13. februar klokken 10. Billetter koster mellem 300 og 1500 kroner og sælges gennem Livenation.dk, BILLETnet.dk, på telefon 70 15 65 65 samt på landets posthuse.