Ind under bødlens hud

En heftig debat har raset over Danmark, siden dramatikeren Christian Lollike annoncerede, at han til sommer opsætter en monolog på sit teater, Café Teatret, baseret på massemorderen Anders Behring Breiviks manifest. Er det for tidligt efter tragedien, for usmageligt, for alt muligt?

Af Helle Merete Brix, journalist og forfatter, og Uwe Max Jensen, journalist og billedkunstner

Lad os fastslå at kunsten skal være fri, og i stedet fokusere på, hvad Lollikes beslutning synes at være udtryk for: Et overdrevent fokus på bødlen frem for offeret. En stor portion politisk korrekthed.

Bøddeldelen først:

En endnu mere berømt dramatiker end Lollike gik formentlig engang med samme ønske som Lollike om at undersøge ondskabens natur på en grænseoverskridende måde. Hans navn er Lars Norén. I 1999 lod den svenske dramatiker tre hærdede kriminelle, der samtidig var nazister eller højreekstremister, spille rollerne som sig selv i et af sine stykker. Forestillingen fik navn efter den pågældende paragraf om fanger og udgang: 7:3. Men forestillingen blev til et mareridt, da to af de medvirkende dagen efter sidste opførsel af stykket ikke vendte tilbage til fængslet, men i stedet benyttede anledningen til at flygte og begå et væbnet bankrøveri. Det endte med mord, for de flygtende bankrøvere skød og dræbte to betjente, der forfulgte dem, med nakkeskud. Efter sigende kom Norén sig aldrig rigtig over det skete.

Helt så radikalt er Lollikes projekt ikke; han har ikke foreslået, at Breivik skal have udgang fra det sted, hvor han nu ender med at skulle afsone, for at stå på scenen og opføre sin egen svimlende monolog om tempelriddere og alt hæsligt fra havet. I stedet nøjes Lollike – med statsmandsagtig patos – at erklære i en tv-debat at ”Det kan ske igen, hvis ikke vi tager fat på det og undersøger det”. Men her er nyheden: Ondskaben er så gammel som menneskene selv. Lollikes stykke gør hverken fra eller til i kriminalstatistikken.

 

Teaterinstruktør Christian Lollike, der sætter et stykke op baseret på Anders Behring Breiviks kompendium.

Man kunne spørge Lollike, hvorfor han ikke i stedet sætter et stykke op om ofrene? Men de er sikkert ikke nær så interessante i en dekadent, norensk-lollisk optik. Der er lunere under bødlens hud end offerets. Teatret skal afspejle sin samtid, hedder det. Så også her er Lollike på sikker grund.

Det er han også med valget af monologens hovedperson. Tænk hvis han havde valgt Osama bin Laden. Det er der stort set ingen dramatikere, der gør; i skrivende stund kender vi kun til et enkelt stykke om 11. september nemlig det udmærkede ”Decades”, som gik i London på årsdagen for terrorangrebet. Og hvorfor ser vi ikke Osama på scenen? Fordi det, uanset hvor politisk korrekt en sådan monolog ville blive – USA’s ondskab og alt det der – nemt kan blive lidt farligt. Man kan dårligt gengive bin Ladens monologer uden at citere fra koranen. Og hvilken teaterdirektør og dramatiker har lyst til det? Eller hvad Lollike? Sætter du en monolog om Osama bin Laden på scenen? Skal vi ikke også under denne bøddels hud?

 

Denne artikel er skrevet af Uwe Max Jensen og Helle Merete Brix, der også skriver for Weekendavisen og det norske site Human Rights Service http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=1