Internetpolitik skal ikke overlades til lobbyister

Følgende debatindlæg blev bragt af Altinget.dk 8. februar.

6. februar meldte Dansk Journalistforbund (DJ) sig på banen i debatten om ACTA under overskriften ‘Fakta om ACTA‘. Med henvisning til et notat udarbejdet af RettighedsAlliancen, som DJ er en del af, gentog fagforbundet hvad handelminister Pia Olsen Dyhr tidligere har meldt ud: Der er ikke noget at komme efter; aftalen ændrer ikke dansk lovgivning.

Dansk Journalistforbund stod således skulder ved skulder med film- og musikbranchen gennem medlemskabet af den fælles lobbyorganisation RettighedsAlliancen.

På samme måde som ACTA blev forhandlet bag lukkede døre i tæt samarbejde med de ophavsretsintensive industrier, blev DJs beslutning om støtte til ACTA taget uden forudgående debat i organisationens medie- og kommunikationspolitiske udvalg.

Beslutningen fik flere af fagforbundets medlemmer op af stolene og der blev ikke lagt fingre imellem i den efterfølgende debat. Siden har DJs næstformand Lars Werge forklaret, at han alligevel ikke talte på forbundets vegne da han sagde følgende: »Vi synes det er en god idé.«

Dette efterlader imidlertid spørgsmålet om RettighedsAlliancens rolle i DJs kontante støtte til ACTA. Var det på eget initiativ at Lars Werge udtalte sig, eller skete det på opfordring?

Forsøget på at afmontere kritik ved ikke at forholde sig til den kom tidligere til udtryk i Pia Olsen Dyhrs debatindlæg i Information 1. februar, hvor ministeren valgte helt at se bort fra hvad hun selv kaldte ACTAs »negative virkninger for ytringsfriheden og internettet.«

Realiteten er imidlertid, at der over et bred vifte af organisationer er massiv kritik af netop denne side af ACTA, både af processen, som var lukket og hemmelig, produktet, som er uklart og åbent for fortolkning, og ikke mindst af den internetpolitiske trend som aftalen er en del af.

ACTA er blot endnu skud på stammen af initiativer taget enten af eller på vegne af ophavsrettens lobbyister, herhjemme i skikkelse af RettighedsAlliancen.

Der er tale om tiltag som brevmodellen og DNS-blokering i Danmark, lovforslagene SOPA og PIPA i den amerikanske kongres og senest den for nyligt lækkede amerikanske Trans-Pacific Partnership-aftale, der indeholder de mest vidtgående af de tiltag der, i det mindste, er blevet skrevet ud af ACTA.

Fælles for alle disse initiativer er, at de bliver fremført til fordel for en snæver særinteresse og til skade for et bredere og mere væsentligt samfundsmæssigt gode, nemlig det frie og åbne internet, der ikke kun er kanal for informations- og ytringsfrihed under repressive regimer, men også en hidtil uset motor for vækst og global udvikling.

Internettets frihed og åbenhed har vist sig som dets største poltiske og økonomiske potentiale, et potentiale ACTA er med til at underminere. Så længe internetpolitik bliver ført på vegne af de interesser der har mest gavn af udvidet kontrol af brugerne, vil den være reaktionær. En innovativ internetpolitik ville i stedet være at tage udgangspunkt i internettets brugere og sikre deres digitale rettigheder.