Ud med dannelse

Højtuddannede skal arbejde i Netto. I hvert fald hvis det stod til vor beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen. Det er en stærk udtalelse for en socialdemokrat, der givetvis vil have snablen i stemmehavet. Udtalelsen er fyldt med drama i spillet på modsætningerne ”akademiker” og ”Netto”. I dette spil ligger der tilmed en vulgær nemesis-dom: Dit hovmod, din videbegær, din skuen efter det som ikke er jævnt, har vist sig nyttesløs, og du er nu end ikke jævn. Det er lige til at mæske sig i. Det er det samme, som når de græske guder i myterne straffede et menneskes hybris ved at gøre det til et dyr: Det søgte mod det overmenneskelige, men endte med at blive et undermenneske. Det er altså et fængende ”statement”, der åbner for en masse behagelige tankemønstre og associationer for det store flertal – og så er dets mening ikke så væsentlig.

Man kunne selvfølgelig diskutere, om der var nogen fornuft i udtalelsen, hvis der var mangel på butiksmedarbejdere. Men det er der ingenlunde, derfor er der end ikke et grundlag for at diskutere sagen på, for den er uaktuel. Vi kan selvfølgelig, nu når vi er i gang, også diskutere om kongen af Frankrig bør anlægge skæg. Men det er frugtesløst. Retorikken er også mærkelig, for det forudsættes, at Netto selvfølgelig vil foretrække en overkvalificeret arbejdskraft, nu når de i gennemsnit kan vælge mellem 13 ansøgere per stilling de har brug for.

Nederst i maskineriets fødekæde
Hvad udtalelsen dog viser, hvilket er værd at sætte ord på, er den stigende, dulgte anti-intellektualisme, der er udbredt her til lands. Når historien har fanget sådan an i medierne, er det ikke kun fordi, at det er klassisk nemesis-fortælling, men fordi der er en mere eller mindre bevidst viden om, at denne fortælling opildner seerne. Der er et brændende ønske om at få udtalelsen til at give mening. Et ønske der vidner om en vrangforestilling. Akademikerne sidder der i deres elfenbenstårn med deres mondæne problemer, uden at kende til ”den virkelige verden”. For ”vores” penge! ”De” skylder ”os”! For ”den virkelige verden” er vitterligt den usunde konsumerisme, der ved et konstant overforbrug holder de flestes arbejdspladser, og en dyb massepsykose, kunstigt i live. Sandheden skal man høre fra fulde og børn (også selvom de er dumme og lyver), ikke fra akademikere. Fat det!

Sagen er, at samfundet gløder af halvindestængt anti-intellektualisme. ”Dannelse”, i ”uddannelse”, har mistet sin mening. I dag accepterer så godt som hele befolkningen et sprogbrug, hvor dannelse altid følges af en nyttekalkule. Dannelse er altså blevet en investering, og hvis den ikke giver afkast, er den værdiløs. Så kan det godt være, at selv de humanistiske uddannelser giver et afkast på 12,9%. Men det føles ikke rigtig som om de gør – de er nemlig den værste slags akademikere, de ikke-arbejdsmarkedsparate, dvs. sten i skoen.

Intrinsisk og ekstrinsisk værdi
Situationen minder om den, at ivrige forældre sender deres børn til musikundervisning, for at de skal blive bedre til matematik (som undersøgelser har vist). Med et trylleslag mister musikken dens iboende værdi, der jo ellers skulle være evident. Skal vi nu til at matematik-optimere musikundervisningen? Den samme type selvindlysende egenskab ved dannelsens værdi er forsvundet ud af vore tankeganges kompas; og måske om vi ikke skulle spørge, om det ikke bl.a. er derfor akademikere kan have svært ved at finde arbejde, i stedet for konstant at angribe dannelsesidealet? Vi har trods alt slækket på det de sidste 40 år, og de ledige akademikere er kun blevet mere ledige. Der er ingen prestige i at være højtuddannet længere, faktisk tværtimod, som netop ministerens udtalelser vidner om, og så kan det sådan set være fuldstændig ligegyldigt om en højtuddannet kan bruges i en virksomhed eller ej. For de er som udgangspunkt uønskede – og skal altid bevise deres værd.

Men dannelse har en værdi i sig selv. For så vidt kernen i dannelse er indsigt i livets og virkelighedens mange facetter, på en for livet vedkommende måde, kan vi ikke afvise den uden hermed at fornægte vor egen menneskelighed. For dannelsen er netop at have en dyb interesse i conditio humana, altså sig selv. Og kun dyr har ikke interesse i sig selv. Mennesket er, i modsætning til dyret og planten, født uden et iboende formål. Det må hele tiden forsvare sin egen tilstedeværelse og sin egen fremtid, og det er her dannelsen spiller ind, ved at sige noget om den baggrund der er for at leve meningsfuldt, dvs. noget om naturen, historien, sprogene, tænkningen osv. Men reducerer vi ”samfundet” til en merværdi-mølle, og alle handlinger til investeringer heri, giver det ikke mening at være dannet – eller menneske. Hvis det er et sådant samfund vi lever i, eller ønsker os, så er dannelse og ”arbejdsmarkedsparathed” gensidigt udelukkende. Heldigvis.