Uge 6

Uge 6 hedder det hos folkeskolerne, der ikke længere tilhører folket. Det er folkets eget problem, fordi de heller ikke længere er noget folk. Men undervises i forplantningens gåder skal der nu alligevel. Og nu forkynder moseloven også, at homoseksuelle også er en slags mennesker, som ikke længere kan dolkes over en kam. Nu vil de reddes pænt og nydeligt og stå med hinanden i hånden i alle tv-programmer, der er værd at se – og gale op om, at de også er der og er ih og åh så naturlige.

Naturligvis, siger vi bare her på femte og lader de andre overflødighedshorn prelle af. Katten løber med letkøbte forklaringer og gemmer sig inde under dobbeltsengen. Jeg prøver at lokke den ud, men niks. Den gider ikke. Der er ikke noget at komme ud efter, mjaver den. Og så hjælper det ikke, at jeg lokker med ræverøde rejer.

Biologien løber nok heller ingen steder foreløbigt, men det er rart ikke at være en afviger og vide, at man passer ind et sted. Det gælder bare om at finde lige netop det sted. Det kan i sig selv tage evigheder eller et helt liv.

Kernefamilierne hænger ikke længere på træerne. Det gør sneen til gengæld. Det fyger, og man kan ikke se fem flade ører for sig. Det sidste er nu løgn.

Min søster har rullet en kanin, der står udenfor institutionen i Brøndbyøster med refleksbrikker og en Brøndby-
trøje. Man hører jo hjemme et sted. Og hvis man en gang har sagt Brøndby, er man trofast og sidder i suppedasen.

Min søster har sine egne udredninger. ”Jeg har sat mig på saksen,” ringer hun og beretter, inden hun smutter til Rasmus Seebach, der holder tre dages fuld skrue i Falkoner og synger så tilpas langsomt, at alt kommer med. Selv når retorikken skal udpensles på staveplader.

Bisonoksen vender tilbage til Danmark. Så ved vi det. Og dem, der ikke ved det, ved det så nu, hvor min far har sat gang i diverse indsamlinger på Rhodesiavej og omegn. For hvem vil ikke gerne have et par stykker af kreaturerne gående på Fælleden som små konger over alt det, de ikke ved, de bestemmer en fis over. Og mens de alligevel står der i blændende skær, æder de alt det, vi andre får knopper over. Bjørneklo, for eksempel. Min far er lykkelig. Tænk, det sker i hans levetid. Bisonokser i DK.

Han skal ellers ikke komme for godt i gang, for han har fået sukkersyge og må ikke spise lakridser mere. Det er ikke sagen for en Lagerman. Min farmor siger, han ikke skal hænge sig i bagateller. Det gør hun heller ikke. Og her et lille halvt år inden, hun bliver 80, har hun mødt en ”ven”, som hun kalder ham. Der er kærlighed nok. Det gælder bare om at finde den.

Hun skulle godt nok ud og flyve en tur, men så var den der lige pludselig. Haps, haps. Og lykken er med lykkelig afslutning. Desuden har han mere eller mindre alle sine tænder endnu og sit eget hår, så der er ingen slinger i valsen der.

Robert-festen var ikke noget at skrive hjem om. Alle fik de priser, de havde fortjent. Det vil sige, at de fleste blev forbigået. Vi lever i et lille land, hvor vi kun kan bryste os af en Lars von Trier. Resten af flinkeskolens filmfolk når ham ikke til sokkeholderne, selvom de prøver så ihærdigt. Nicolas Winding Refn kan noget. Det kan han. Men resten må hoppe hjem til zumbaland og beder om en bytter.

Og Nicolas Winding Refn kan også så meget andet end at lave film, skulle jeg hilse og sige. Han synger på bedste vis alle The Smiths numre og kan tælle til Morrissey i søvne. Vi gik i skole sammen på Byens Skole på Nygårdsvej, Østerbro, og havde filmkundskab hver onsdag eftermiddag, hvor vi med store øjne så ”1984” og ”Christiane F” om og om igen. Sådan ville vi også være. På junk, forelsket i David Bowie og fanget i et diktatur af grå ting, der kun voksede sig større.

Nu vi er ved skolerne. Igen, igen. Byens Skole var en privatskole for alle dem, der blev mobbet eller holdt udenfor, fordi de i bund og grund var så meget indenfor. Det vil sige, det var børn, der skulle ind i byen – og kun det. Ind i byen. Indenfor. Men man kunne kun gå der i 8. til 10. klassetrin, så inden skulle man have 7 år i virkeligheden eller i helvedes skærsild, det er som man tager det.

Min søster har alle dage hørt forkert, når talen er faldet på skærsild.
”Ja tak,” råber hun bare, for hun ELSKER karrysild.

Folkeskolerne har alle dage haft problemer. En sjælden form for smittebærende influenza, der sætter sig fast i håret og bliver ved med at ugle det, så man ikke slipper levende fra projektets resultatorienterende omskoling, før man bider sig løs og kravler op på korset som en anden Robert Smith. På den anden side, nu har man jo håret til det, fordi alle har revet og flået i det igennem 7 år med skjulte ønsker om, at man en dag skulle blive en pæn dreng, der fik job i Møllers Gule Kiosk (den med hunden) og ellers fik sig en familie, hvor kummefryseren var inkluderet.

Nu går ingen i bad længere. I hvert fald ikke i det offentlige rum. Eller på folkeskolen. Min gamle en af slagsen, Løjtegårdsskolen, der aldrig har været noget at råbe hurra for, er i radioavisen, hvor unge mennesker i alle aldre siger, at de går i bad derhjemme – og derfor ikke bruger skolens badefaciliteter. ”Det er ulækkert at være nøgen overfor andre, man ikke kender,” siger en dreng, der lyder som en ung Klaus Lynggaard, men der stopper ligheden også. Klaus gik i bad alle steder. Hele tiden. Den tid er et overstået kapitel.

Nu bliver badet et privatanliggende, hvor ingen må se det, alle alligevel kan se alle mulige andre steder – netop i det offentlige rum. Udviklingen farer forbi og har hermed ramt Løjtegårdsskolen på Løjtegårdsvej med en appelsin i turbanen. Her kommer ingenting til at ske længere, fremskridtet er allerhøjest en lettende Stig Elling, der sigter nogenlunde rigtigt, men rammer forkert, da han rammer asfalten i skolegården med et brag. Hvem var det? Nå, det var bare Stig Elling, der røg til jorden. Så ved alle, at efterskælvene vil vare resten af måneden ud. Det er ikke kun Amager, der ryster i bukserne.

Tillykke, Charles Dickens. I dag ville du så være 200 år og nogenlunde på alderstrin med Lise Nørgaard, der også nægter at slippe taget, inden hendes erindringsbog nummer 67 er på gaden om livet i Korsbæk med en slikkende gravhund.

Og hør lyden af Tom Kristensens lyrik på Café Liva, der holder sig selv ”gående” på vandet, mens Jesper Lohmann swinger sig igennem ordene som en anden Tom 2 – med en stemme og en stemning, der har lidt mere end blåt blod i glassene.

Det er vildt svært at rulle en snemand. For slet ikke at tale om en kvinde. Hun passer slet ikke ind med gulerodsnæse og to sorte stenøjne. Min søster prøver. Først var der en kanin, så kom der to, nu tre. Alle med refleksbrikker og Brøndby-trøjer. Det med familier er svært i sne. De smelter bare og bliver til vand.

Axgil 2012 er sådan en blanding af det hele – både det ene og det andet. Sådan er det, når kønnene fejrer sig selv i teatersalen på Bremen, der i tidernes morgen huserede Den Grønne Elevator igen, igen, igen. Nu er alle bare hængende med målrettede skridt i hegnet, ellers ophører enhver sammenligning, selvom kvinder, der aldrig møder deres livs store kærlighed, har limet sig fast til deres slyngveninder, der giver den som bedste, bedste ven, imens han med grådige hænder kærtegner alt, der kan befamles på herretoiletterne. Sådan kan det gå. Venskaberne hænger i en tynd tråd. Godt toastmasteren Lykke Scheuer styrer løjerne og ved, at når man har sagt syv, kommer der ikke otte af naturlige årsager lige bagefter.

Der kommer nemlig en Johanne Schmidt-Nielsen, der skal være glad for at vi lever i en tid som denne, hvor kvinder og mænd er nogenlunde lige – ellers var hun røget på bålet. Mænd kan ikke klare kikærterne, når kvinderne bestemmer. Og er klogere end dem.

Johanne er ligeglad. Bare hun får en drink med grøn lime i sit syltetøjsglas, som er på højeste mode – og som alle nipper af i teatersalen, mens priserne regner ned over mænd i dametøj og kvinder i mandetøj. Dem, der ikke låner fra hinandens garderober, klipper og sakser på skadestuerne og privathospitalerne, så de bliver det, de altid har drømt om. Noget andet. Det andet køn. Punktum.

Og flot ser det ud i mørket, hvor man ikke kan se ar, kun kysse med sprøde læber, der minder om sommerfuglenes vinger på alle de steder, huden har været i berøring med en nål og lidt reparation.

Jeg går ud i kulden og sætter mig på en stol i en forsamling af universitetsstuderende, der tror, de ved alt. De tager fejl. Ingen er klogere end katten.

Jeg undskylder med det samme, at katten er blevet derhjemme, fordi den ikke gider gå ud i det vejr.
”Derfor må I nøjes med mig,” siger jeg og ser rundt. Det virker som om det er ok. Allerede der begynder fejltagelsen at markere sig.

Vi skal tale om familien. Samtale om den. Men ikke i et samtalekøkken, der kan man nemlig ikke høre noget længere, fordi emhætterne snurrer som kåde legekammerater, der fra parcelhus til parcelhus står i skumringstimen og synger til hinanden. Godt, de gør det, for familierne er der ikke. De er aldrig hjemme. Ikke fordi de er hjemløse, familierne, de har hus og hjem og schæferhunde og trampoliner alle vegne, så kneppeaffaldet kan hoppe i takt hver søndag, når de skal vises frem i gulvhøjde med de forbipasserende, der kører langsomt forbi herlighederne i firehjulstrækkere og trillebører.

Men lad os droppe den med det samme. Kernefamilien. Den er ikke-eksisterende og en drøm, næsten alle stadig drømmer i hæsblæsende hessian, men som aldrig skaber en rod, der er værd at gro på. Vi må drømme noget andet. Kom, der er masser af muligheder. Alt for længe har vi væltet rundt i Kong Danmarks have og troet, at alt var som dengang, man gik i seng klokken otte og ellers havde en pose med noget ost, der dryppede ude i stalden, hvor de kendte figurer fra eventyrene slog sig ned (bl.a. Maria, den jomfruelige, med et ønskebarn dinglende i en usynlig navlestreg, desuden var han mirakelmager af Guds syvende vidunder, siges der). Vi troede, at lykken var gjort. Og så var det løkken. Sådan kan det gå. Man tager fejl. I tide og utide. Drømme har det med at komme og gå.

Man har ellers prøvet at skubbe til historien om familien, så den var nemmere at opholde sig i. Man har presset citronen og ikke fået andet end sur saft, ingen gider drikke. Og ingen – hverken de døde eller levende – falder op eller falder ned over. Det gør man nu sjældent, når man indtager citronsaft. Kernefamilierne hænger ikke længere på træerne. Og ingen kender dem. Man passerer dem muligvis i mørket. Var det ikke? Nej. Det kan da ikke passe, hyler man og himler med øjnene midt i den sorte nat.
Og det kan sjældent passe sammen i helhederne. Kernefamilien er der ikke.

Den er luft, tomme kalorier og ord, ingen længere ved, hvordan man benytter. Kernefamiliens essens var, at være der – som familie – og være der for hinanden eller i det mindste for noget eller nogen. Nu har ingen tid til det projekt, der kun kan gå op i hat, briller og sørøvermasker. Kernefamilien er død. Længe leve respekten for mennesket, der ved samme lejlighed også stillede træskostøvlerne i byens dansehal, hvor hjemløse samler ind til en allersidste dans, ingen kan få taget sig sammen til, fordi de har så hundetravlt med konservativ onani og tavse samtalekøkkener i hobetal, der skal bygges på præcise mål, så ingen er i tvivl om, at her har en rigtig håndværker været forbi – og gået grundigt til kokosmakronerne. Der er ikke en millimeter at sætte på iscenesættelsen. Mere eller mindre lige til en Reumert eller fire, hvilket heller ikke er så synderligt svært at få skruet ned i håndtasken, nu da teatret over hele landet er ved at lukke og slukke, fordi ingen bruger dem til noget. Og slet ikke de usynlige familier.

Hvis de endelig skal trækkes til truget, må det i det mindste gerne ende lykkeligt og være noget Stig Rossen galer ud over hele Gammel Kongevej fra hans eksil på Det Ny Teater, der nu aldrig rigtigt har været særligt nyskabende. Man har mere tænkt i penge. På samme måde er familien fungerende. Alting skal være resultatorienteret og have en bundlinje, hvor alt går op. En far er en far, en mor er en mor og de to børn (dreng og pige) er så søde og artige og opfører sig, ligesom man opfører sig, når man vokser op med udsigt til Lyngby Sø. Det vil sige, de er allerede små voksne, de stakkels unger, og forveksler godnatlæsning med ratepension og Vivaldis muzak som noget, fuglene fløjter kun for dem. Desuden er det ikke helt løgn. For de fugle fløjter sgu kun for dem.

Vi andre har ikke råd til dem. Fuglene.

Bøsser og lesbiske, der får børn i øjeblikket, hopper lige ind i samme drøm. Man skaber et mønster, der er genkendeligt for at kende sig selv. Eller i det mindste genkende sig selv som noget, man godt kan være bekendt. Sygdommen om en kernefamiliestruktur hænger og slasker i køkkenregionerne og skaber et mindreværd, der hele tiden bliver efterfulgt af kaskader af feber, onde mareridt og seks, syv hundrede andre ting, der forfølger én i mørket. Det er ikke kun kernefamilien, der er under omrokering. Det er hele familien.

Hurra, hvor det går, mens alt forgår.

Stjernefamilien fik den kortvarigt som navn, fordi ingen skulle have for meget ansvar. Men så begik man den brøler, at man gik ud i baghaven og så op. Og stjernerne eksploderer i et utal af kombinationer og faldt til jorden med en fart, der fik Jesper Fårekylling til at stejle af sælsom begejstring. Derefter var det stille. Og stjernerne var smuttet. For altid. Det samme var familien. Hej, hej, råber vi og vinker, men nej, den er væk. Familien. Og kommer aldrig – ALDRIG – tilbage.
Tak for det.

Tissemænd hænger heller ikke på træerne. Det er alt for koldt. Uwe Max Jensen og Erwin Neutzsky-Wulff diskuterer alligevel om det er min, der pryder sidste uges pladder og romantik i et kioskomdelt materiale. Det er det ikke. Det er en norsk diller. Erwin synes, den er lidt for krum. Men Uwe synes, den er pæn. Det lader vi så nordmændene høre. De har nok mere end rigeligt om ørerne i disse dage, da Anders Behring Breivik er gået i retten og sagt, det ikke er hans skyld. Alle er skyldige. Og alle er uskyldige. Forældrene og alle de norske socialdemokrater græder. Det samme gør alle andre.

Knallert er farligere end cykel. Så man planlægger at lave hele vejstrukturen om på Lolland.

Det sner. Man skal blive indenfor, hvis man ikke vil dø af kulde. Det sidste vil alle så, fordi man møder mere eller mindre hele den pukkelryggede rotterede, når man vader Sankt Jørgens tyndt med russerstøvler og en bjørn på hovedet. Manden siger, jeg ligner Leif Davidsen. Jeg ved ikke, om det er et tegn på, at jeg nærmer mig Top Carlie-stadiet. Muligvis er det bare manden og mig. Og det hele skete nok, da jeg sagde, det var ærgerligt, at manden ikke lugtede lidt mere af earl grey. Altså teen. Det gør han så ikke. Han lugter at røget makrel.

Et støvsugerfirma ringer og spørger, om det ikke er noget, at jeg reklamerer for deres produkter.

”En støvsuger og mig?”

De synes, det er en fremragende ide. Ved ikke om det er ris eller ros.

”Det går nok ikke,” hvisker jeg og lægger på.

De ringer op igen. Godt at ordet NEJ findes. Selvom jeg er så hundedårlig til at sige det. Bagefter får jeg ondt i maven og føler mig sådan lidt ved siden af mig selv. Jeg siger det til manden. Han kan godt lide, at jeg ikke skal reklamere for støvsugerposer. På sigt ville han tro, det var Anette Heick, han var gift med. Jeg lader støvsugere være støvsugere og Tomas være Tomas. Lidt endnu.

Whitney Houston er død. Det er sikkert meget godt for den amerikanske drøm, at hun ikke er her mere. Hun var så forkert og blev aldrig rigtig igen. Selvom hun prøvede. Marilyn Monroe prøvede samme tur. Det er svært at være Nobody, når alle ved, hvem man er. Alle banker på dørene og hiver kameralinserne frem med største selvfølgelighed. Så dør man til sidst. Af det. Og af det at være ingen. Fordi man på en måde er alle. Det er hård bagage på fjerlette skuldre.

De fandt hende i et badekar, Whitney. Marilyn lå i en seng. Vi andre står derude i mørket og slikker os om munden. Vi elsker sådan en god historie om døden, hvor alt er forfærdeligt og ingen har ret til det. Men alligevel sker det.

Bang, siger det.
Hvad var det?
Det var døden.

Og strømmen. Så røg den igen. Og Vesterbro er henlagt til søndagsmørke og stearinlys. På en måde er det som om, at lysene bliver alle de stjerner, menneskene troede, de havde boende i små huse over deres hoveder, da de heltemodigt gik ud i verden – eller i det mindste ud på Amager Fælled – for at besigtige deres terræn. De kom hurtigt hjem igen. Menneskene i små gummistøvler og sarte cykelshorts. Det er nemlig mørkt derude. Bælgravende mørkt. Og hænderne havde famlet i blinde og på intet tidspunkt mødt modstand. Det var foruroligende. Vi lover, det aldrig sker igen.

Ja, det lover vi. Højt og næsten skinbarligt helligt. Men så hellere ikke mere end det. Vi er trods alt en nation af knoglebærende individer med en fortid på Flyvergrillen og i Urbanplanen. Vi er børn af Reberbanegade.
Bang, bang.

”Hvad er det?” spørger manden.

”Amager Centret,” svarer jeg. ”Det kommer nærmere og nærmere.”