Uge 7

Døden er aldrig en god ven. Alligevel besøger den rask væk de fleste i livets balsal og kantine, hvor et par hurtigt smurte mellemmadder synkes som er det sidste gang, at leverpostejen er livets nadver. Der er heller ikke vin til. Øv.

Når noget dør, mister man også en lille snert af anstændighedens maske og stiller sig op i en galende forsamling af mennesker og andre godtfolk og bekendtgør, at man såmænd var mere eller mindre den største fan af det, det er væk. Whitney gik i bad og forsvandt. Sådan går det med hygiejnen i ny og næ, hvis den bliver for voldsom. Man ender med at forsvinde.

Der er ikke mere at sige i de danske folkekirker. Så de holder mund. I stedet overtager forfatterne prædikestolene. De har mere at byde på. Og folket vil gerne se giraffen. Det forlyder, at Ib Michael kommer solbrændt hjem fra en tur i Thailand og taler om klipfisk, klapsandaler og solstik. Og Jørgen Leth, den kære, jordnære skikkelse, vil tale om kærligheden til yngre modeller, hvad enten det er tjenere eller biler. Hanne Marie Svendsen taler så forsigtigt som en lille fugl, der ikke ved, hvor den hører hjemme. På den måde passer hun fint ind i den kirkelige sammenhæng. Desuden har Ib Michael allerede aflyst. Han bliver hængende i Thailand. I en rutsjende grill. Med udsigt til Troels Kløvedals badebukser og et par svømmebriller, der kan se meget, meget dybt. I stedet har Kristian Ditlev Jensen sagt ja. Girafferne skal ikke mangle. Heller ikke snablerne. Og der er altså ikke pladsmangel i den danske folkekirke. Kun i ny og næ, når Hans Edvard Nørregård-Nielsen skal være der. På prædikestolen.

Universitetet i Aarhus er bange for de kloge kvinder, så de holder dem ved en lunken ild i stedet. Påbud, hedder det. En kvindelig professor skal være under konstant opsyn ved alle de møder, hun deltager i. Og hun må på ingen måde hoppe ind i en faglig diskussion, hvis hun dermed bryder fortroligheden med de lærde mænd, der kun taler i syv tunger. Hun bliver holdt i stramt seletøj og røde skjorter, så hun skal heller ikke begynde at få fikse ideer og bevæge sig frit omkring i arbejdstiden.

Og mest af alt – og vigtigt af alt – hun skal sige undskyld til alle dem, der har mobbet hende. Det er danskheden i en valnøddeskal. Hvis den ikke foregår på universiteterne, sker det i folkekirken, hvor organister og andre piberygende m/k’er, der nægter at gå i sort (kjole eller ej) længe har været dem, præster og andre rettroende (læs sovseblinde) har set sig sure på og tørret ruskindssandalerne af i. Hvis man ikke lige er først i køen den dag, der bliver delt tipsmidler ud, vanker der, når man i nattens mulm og mørke tropper op med gode intentioner i anorakken.

Men hvad Søren Ulrik Thomsen – vi lever i et land, hvor danskheden belønnes med glorier af flæskesværsposers knitren og lørdag eftermiddag i en oplyst diskotekshal, der minder om Bilka, men muzakken er af Kandis. Dem, der ikke hænger sig, begynder at spille dansktop. Sådan har det alle dage gået. Ned ad bakke.
Tyv hej, hvor det går, når det overhovedet ikke går.

Familierne lugter. Skimmelsvamp breder sig. Man troede det var parfume, men man tog fejl. Fejltagelsen er til at tage at føle på. Svampeskove erstatter parcelhuskvarterne med livets hastighed, som ingen kan følge med i længere – Michael Strunge trak i nødbremsen og blev blå, inden alle andre blev grå.

Drømmer underligt nok om Erik Balling midt i det hele. Manden vækker mig fra mareridtet. Jeg bliver så glad, at han får en hånd i nakken. Bang. Av. Undskyld. Se, jeg er bare dansk, mumler jeg og trækker rundt i mundtøjet med et vrængende undskyld, der hverken rammer plet eller i blinde.

Katten kommer også forbi og lægger sig på min mave med en lyd, der minder om et helt land, der ikke siger andet end støvsugernes fortrolige og beroligende lyde. Alt skal væk. Og det, der ikke sker af naturlige årsager, har vi en stat, der overtager. Og hvis det ikke flytter sig frivilligt, er der altid plads i Jylland til en familie eller et par mennesker uden moralsk samvittighed, der lever det liv, de må der – på den yderste kant af sølvbakken. Støvet sænker sig.

Det samme gør niveauet for serviceydelser, nu da alle servicerer sig selv. Onanien er blevet en verdensomspændende religion. Ingen går længere i seng, hverken med sig selv eller med hinanden. Desuden er sengen spækket med pyntepuder, så mændene går slet ikke i seng, for så kommer der uorden i sagerne og Bo Bedre kommer forbi torsdag og fotograferer herlighedernes iscenesættelser af kernefamiliens struktur – med og uden kerner, men med børn, selvfølgelig.

Ingen spiser feta, da Grækenland står i flammer. Athen er en gloende smeltedigel, så myndighederne har travlt med at besinde til ro i et land, hvor alt er gået galt. Eller det vil sige, alt er bare ikke gået. Udviklingen gik ram forbi, fordi folket havde travlt med deres egne forhaver og Internationalt Melodi Grand Prix var den eneste fællesvaluta, man fik ind på den konto, hvor det ikke er andre end Cypern, der giver 12 points. Og de ryger altid ned tre sekunder før lukketid. Venstrefløjen er usikker på hele miseren. Og hvis skyld er det egentlig? Det diskuterer de, mens mudderkagerne fylder luften med forbandelser og andre græske tragedier. Det var din skyld. Og det var din skyld. Og så er det alles skyld.

Miseren går rundt i byens gader med ansigter, der minder om dem, børn bærer, når de søndag efter søndag tæver løs på de tomme tønder, hvor missekattene hænger og dingler på med sorte øjne, lange haler og med stivfrossent knurhår. Bang, bang. Siger det.

”Er det dig, der larmer?” råber manden.
”Næ, ” hyler jeg tilbage, ”der er fastelavnen.”
”Ok.”
Bang, bang.
Og katten falder ned fra tønden og løber hen bag buret, hvor dværgvædderen har gemt sig, mens alle gårdens børn har klædt sig ud som deres forældre.
”Hvem er du?”
”Jeg er min far. Hvem er du?”
”Jeg er også min far.”

Blå skjorter, blå bukser og sorte mapper, hvor højre hånd konsekvent holder om køllen med en sikkerhed, der gør, at man undrer sig. Hvor findes den kraft i hånden allerede fra? Og hvorfor ved man i en alder af fem, at man med disse hænder er i stand til at slå alt ihjel, holde alt nede og udgyde sine sarte sætninger som var det verdens bedste asfaltering af årsagernes eviggyldige parkeringspladser, hvor dårlige undskylder, sort samvittighed og dobbeltmoral aldrig holdes langtidsparkeret. Til gengæld holder der alt muligt andet skrammel i evigheder. De gode mennesker, for eksempel. Og gråspurvene, selvfølgelig.

Min søster har gang i noget, man ikke ved, hvad er. Det ved hun heldigvis heller ikke selv. Men hun fortsætter ufortrødent med projektet.

”Det bliver flot,” siger hun bare og afbryder, fordi der er Krummernes Jul, afsnit 4.
To minutter efter, er hun der igen.
”Det bliver MEGET flot,” fortsætter hun.
”Men hvad er det?”
”Hvor skulle jeg vide det fra?”
Det er selvfølgelig rigtig nok. Og hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Osv.
”Ring, når det er færdigt.”
”Det er færdigt.”
”Nå, hvad er det så?”
”En totempæl, selvfølgelig.”
”Selvfølgelig,” svarer jeg, ”inde på værelset?”
”Er du dum?”
Det er jeg nok, så det svarer jeg ikke på.
”Det må man da ikke have inde på sit værelse. Den skal stå ude i fælleskøkkenet.”
Selvfølgelig skal den da det.
Hun får den bakset derud, mens jeg stadig hænger i røret.
”Sådan,” afslutter hun og slikker sig om munden. Man bliver så sulten af alt det indianerhalløj.
”God totempælsdag,” siger jeg.
”Hvad?” råber hun. Hun hører 100FM, der er Daimi eller det, der er værre. Sys Bjerre, måske. ”Det er sgu ikke en totempæl. Det er sådan en til flag. Og viskestykker.”

”Nå,” begynder jeg og trækker det røde kort, ”jeg troede…” Men man skal ikke tro. Man skal vide. Ellers skal man spørge i banken, hvis man er i tvivl.

Min søster smider på. Der er en del viskestykker (hun væver dem selv), der skal på plads på stangen, inden pædagogmedhjælperne kommer hjem med resten af beboerne fra en indhegning, hvor de har givet gammelt franskbrød til geder og høns.

Folkeskolen kan ikke irettesætte virkeligheden. Ungerne ser porno i stor stil på computerne. Et eller andet skal de jo lave. Det skaber underlige kønsroller og opfattelser af, hvad der er mand og kvinde, pige og dreng. Det er der ikke noget nyt i det. Lille Per-filmene har allerede skabt den første skævvridning, der sidenhen ikke har skabt andet end ned ad kattebakken. Onkel Anders er i dag skolelæreren. Den trygge, rare ”mand” med en elefant i skuldertasken og et rask klemme i siden med negle, der dufter af nyplukkede ribs og syltetøj.

”Er der nogen eller noget?” råbes der fra alverdens baghaver, nu da børnene ikke bruger dem længere. Stilheden angribes af mågerne. Rågerne. Og ternerne.

Min mor ser dobbelt og tror, at fiskehejren er landet i nummer 9 på Rhodesiavej. Hun bliver råbt over ende af sin mand, der galer, der er storken. Og dog. Og på denne tid? Midt om vinteren. Men man kan aldrig vide sig sikker. Og ikke mindst – midt i Danmarksmesteren på P4, der høres så hele Amager kan gætte med på, hvem der kløede Ruder Konge med en spanskrør midt på den italienske trappe med et løssluppent fruentimmer, man ikke kunne forestille sig tres vilde heste ville slikke. Og de ville de så, hestene. De havde vist også klapper for øjnene og så har man det jo med kun at se det, man bliver bedt om at holde øje med. Samme fremgangsmåde har regeringen (hvad enten den er blå eller lilla) ajourført som moselov. Man ser kun det, man skal se. Resten må folket holde øje med. Hvis de har tid, for der er så meget godt i tv, der også skal ses.

To sekunder efter er min mor på vej i Vestamager Centret efter frølår. Til storken. Hun har allerede døbt den Arne efter vores gamle nabo, der arbejde i lufthavnen og var gift med Annie, der klippede håret på alle pensionisterne i kælderen.

Hun bliver mødt af en slukøret centervagt, der forkynder biblens ord på halv flagstang og henviser til fryserne, hvor der desværre må meldes udsolgt. Min mors mand er en vittig hund, så han har sat Muppet Show på, da hun kommer hjem med Fjeldræv og cykelhjelm i tidens farver. Men min mor er ikke oplagt til spøg, da hun har sat sig noget i hovedet.

Det værste er trods alt, at storken er lettet igen.

”Men var det nu en stork?” spørger jeg mistroisk og rækker ud efter katten.
”Ja, det var Arne,” siger hun. Men kommer så alligevel i tvivl. Min mor er aldrig helt sikker på noget. Hun ved bare, der var noget derude.
”Altså en fugl?”
Det svarer hun ikke på, for der er landet noget nyt. Over stork og sten går den. På Vestamager. Og for fulde gardiner.

Kina bestemmer trods alt stadig alting. Film, hvor der bliver talt andre sprog end kinesisk og har andet indhold end propaganda, må ikke sendes i den bedste sendetid. Så alle kinesere sidder til langt over midnat for at få et glimt af Alexander i brusebadet i Big Brother. Sådan kan det gå.

Manden tegner en pandabjørn på servietten. Den bliver mest sort. Generaldirektøren i DDR taler med store bogstaver i røret. Men det er rørende, som det hedder. Hun elsker X Factor og vil gerne se mere, så manden må i gang med at finde flere historier frem fra busken.

Forleden var jeg derude med Kirsten, der skriver store bøger om alt det, der egentlig ikke sker. Men der er bamser på. Og bamser, der på en eller anden måde ser alt. De har øjne inde i sig. Og mikrofoner.
Nu er mandens pandabjørn helt sort.

”Sådan ser en panda altså ikke ud,” begynder jeg, men kan godt mærke, at det ikke lige er der, jeg skal sætte ind. Manden er også ligeglad. Han ved lige præcis, hvordan den bjørn skal barberes. Sådan. Og sådan. Og så er den bambuspind knækket.

De har hængt gulvtæpper op i Rundetaarn. Det er Grethe Sørensen, der har vævet sig igennem et sortiment, der giver Tæppeland baghjul i sådan en grad, at karkludene synger. Og ikke nok med tæpperne i sig selv, for de er blevet moderniseret i sin udtryksform, så de også kan tale med hinanden, til hinanden og forbi hinanden – som ægte tæpper nu engang kan det. Og som videokunstneren Bo Hovgaard ser det for sig, når han nat efter nat går igennem byen med et inderligt ønske om at lade sit hoved hvile mod lige netop det, en flig af et flyvende tæppe. De er ellers forbeholdt Hodja fra Pjort og Ole Lund Kirkegaard, der snuppede turen i drømmeland og slog sig ned et sted bag de høje bjerge (og fabrikkerne), hvor de evige jagtmarker var det, der fandtes der.

Min søster er sikker på, at det er Sebastian, der har opfundet de flyvende tæpper – og de flyvende tallerkner – for den sags skyld. Et sted skal de jo komme fra. Alle disse vanvittige påfugleindfald. Og hvem er ikke store synder end Sebastian himself, der ellers synger igen, efter han i mange år kun sang det, han allerede havde indspillet. Nu er der nyt materiale, som det hedder. Det bliver bare ikke noget stort hit, for det med at være nummer et må vi overlade til dem i talentshowene, der så kan synge alt det gamle skrammel moderne igen. Måske ku vi? Og nej, det kunne vi så ikke.

Fagbevægelsen er vågnet op i Kejserens seng og indser, at verden har forandret sig. Den har simpelthen bevæget sig steder hen, ingen troede var muligt. Og så pludselig en dag står den der, hele verdenen, og er noget andet. Og man kender den ikke. Håndtrykkene er blevet slappe og rød er fortyndet, så farven efterhånden hedder lilla, fordi der er løbet så meget radikal afføring i hele molevitten. De fleste ville kalde det decideret kloakudslip og spærre børn, kvinder og køer inde i tredive kilometers radius, fordi man ikke aner om Barsebäck er gået i udbrud. Niks, den holder sig lige i kanten af den svenske lovgivning. Det er bare Margrethe-skålen, der tømmer lommerne i slikbutikken, inden hun hopper i Østersøen med et kækt smil om læberne og en drengefrisure, der lige passer ind alle steder, hvis man hedder Jørgen eller noget andet pænt og fornuftigt med J.

Demonstranterne fortsætter i Bahrain. De står sorte som natten med deres sorte dragter og hvisker sange, som de fastholder i knyttede næver. De vil ikke opgive, ikke nu. Slet ikke nu. Deres munde har lært at sige aldrig. Aldrig tilgiver vi. Det kan vi andre så lære noget ad. Hvis vi da kan se dem i mørket.

Katten holder øje med dem i tv.

Og så den lille, afrikanske fugl, alle har glemt navnet på, men som Sofie Gråbøl lægger stemme til, og som henter de utroligste ting frem fra urskoven i håb om at få en med sig hjem i den flettede hule af pil. Til sidst er han heldig, den lille soldat, og får lov til at summe i luften med ivrige vingeslag over hendes lille fuglenumse fuld af fjer. Han har også haft godt gang i biksen og hentet hele skovens undersøiske koloni af sølvblå mariehøns, der bliver plantet som var de perler foran hans indgangsparti. Hammerslag har ikke levet forgæves. Jeg må høre Jan Fogh om noget lignende tilfælde er sket på disse breddegrader. Der plejer kvinderne selv at bære deres mariehøns hjem, mens mændene skræller bananen og ryster kuglerne til en lørdagshåndbold, hvor bolden er det eneste, man ikke for øje på. Men rystelserne forefindes.

Katten falder i søvn. Den har fået klippet bollerne og gider ikke noget, der på nogen måde minder om noget fysisk, med mindre der løber et stykke tun fra dåsen henover gulvet med et smil om de møre læber, der forkynder, se mig, spis mig, se mig, spis mig. I søvne slikker den sig om munden.

Bitterfissen er gået under jorden. Som sig selv. Nu vil alle så vide, hvem hun/han er. Det er ikke Pia Kjærsgaard. Ellers er alle kort i spil, men ingen kender spillereglerne. Det er underligt ikke at findes og så alligevel være der. Men sådan er der jo så meget. Bitterfissen skriver lidt senere til mig, at hun/han mangler en agent og om der muligvis er noget anbefaling i at bruge den samme som Line Knutzon bruger. Jeg ved det ikke, svarer jeg og føler mig som en god gud. Så har jeg nemlig ikke sagt for meget.

Cremekongen er ikke Ole Henriksen. Herhjemme er det manden, der dealer aftencreme, morgencreme, natcreme, hverdagscreme osv. med Andrea Elisabeth Rudolph i porten. Ikke glidecreme. Der må vi stadig på apoteket. Der er ikke salg i glidecreme i Magasin du Nords kundevenlige stueetage, siges der. Ikke endnu. Det skal nok komme.

Og mens vi venter på retfærdigheden (der er et par stykker, der har ventet længe) har Holland sat alting i system. Man kan simpelthen angive alle dem, der ikke er som sig selv. Og det kan kategoriseres som en forbrydelse – det ikke at være som mig. Erik Clausen var hurtig i overførselsindkomsten, da han allerede forudså, at første maj i stedet er erstattet af mig først. Nu kan man i det virtuelle rum navigere rundt med sine frådende harme. Man holder ikke et folk nede. Man holder et folk oprejst ved hjælp af små, små håbløse heder, der kun skaber endnu større huller mellem alle dem, der i bund og grund skulle flytte en søndag ud på Fælleden for at tale sammen – og evt. danse.

Min far skal nok sørge for snapsen, siger han, hvis den dag kommer. Det gør den nok næppe. Og dog. Min søster forveksler Holland med Lolland. Det er i bund og grund nok det samme. På laaaaaang sigt.

Spytslikkerkulturen har bredt sig som en virus. Ikke kun hos universiteterne. De har længe ikke praktiseret andet end at slikke hinandens røvhuller, så englene sang og det, der var værre genlød fra de ellers hundetomme aulaer. Rektor var på orlov, så lektorerne i dit og dat måtte snuppe makronerne og malke løs, mens graven blev gravet. Det understreger blot, at lektorer og professorer i alt, ingen ved noget om, også bare er mennesker – når alt kommer til alt. Eller i det mindste, når alt kommer til stykket. Bare vi undlader teatret. Det er ved at gå i hundene af sig selv. Det samme er publikummet, der er på den anden side af de 88 og stadig tror, at jazzmuzakken er noget, der kom med bananerne, den dag de stod med ivrig blå nederdel nede på docken og spejdede efter sømænd og det, der var under enhver form for værdighed, men som alligevel skulle prøves i Nyhavn, der ikke var så ny i det, at det ligefrem gjorde noget. Man har endnu ikke kastet håndklædet i ringen. Eller ind på scenen. Og Betty Nansen Teatret prøver med ”Bliktrommen” i håb om, at ingen kan huske, hvordan det hele ender. Alle kan huske den der historie om en dreng, der beslutter sig for ikke at blive ældre. Han går ikke baglæns. Han holder bare op med at gå. Det samme gør publikum så også. De bliver desuden også skubbet, da de fleste sidder i rullestol og har støttestrømper og flittig støttepermanent, der kræver de største specialister af stilladsarbejdere for at holde konstruktionen nogenlunde ved lige.

Av, siger jeg bare og ser op.
Så kommer katten løbende med en lang, hvid tråd.
Det er mandens tandtråd.

På den facon hænger alting nok sammen et eller andet sted. Trods alt. Der gælder bare om at finde hullet og stoppe blødningen, inden Muskelsvindsfonden tager over og fyrer godt og grundigt op for endnu en Peter A. G., der med fri leg og utrolig fri bevægelse giver sig ud i noget hen ad ”Vi er de vilde kaniner med meget lange ører” – og alt det andet kan vi så forhåbentlig ikke hører. Det kan vi så. Og der ligger den lille kanin og bløder. Inden den bliver begravet. Punktum. Og hurra.

Nå, jeg løber. Det er et tv-hold, der afventer, jeg siger noget klogt om fotografiets historie og bevæggrunde. Jeg løber med en halv vind og en sæk på ryggen. Derefter går turen til Berlin. Der er de levende billeder, som det hedder, selvom de også er døde, der afholder generationsparty med flasker af ilt og cognac. Det forlyder, at Ålen stadig er fritgående. Alt andet er vist løgn, latin og franske vafler.