Uffe Elbæk sæt­ter sin­dene i kog. Men det er svært at danne sin egen mening, fordi begge par­ter taler sort. Uffe Elbæk vil gerne have, at vi skal bruge kun­sten som en vej ud af kri­sen. Den skal give os nye idéer. Han ser også et eks­port­po­ten­ti­ale i de kre­a­tive erhverv. Og så for­sik­rer han os om, at det natur­lig­vis aldrig, aldrig, aldrig vil have nogen ind­fly­delse på kun­stens auto­nomi. Kun­sten er sta­dig så fri som den nu er.

Dis­kus­sio­nen er ret abstrakt. Kri­ti­kerne mener, at Elbæk mener, at kun­sten skal trække virk­som­he­der ud af kri­sen. Elbæk der­i­mod, for­sva­rer sig med, at kun­sten bare skal vise en vej, som virk­som­he­derne så kan køre på, ud af kri­sen vel at mærke.

Der er umid­del­bart tre mulig­he­der for, at noget i den ret­ning kan lyk­kes. Enten kan den kunst og de kre­a­tive erhverv som Elbæk taler om, selv blive til eks­por­tem­ner der kan skaffe penge og arbejds­plad­ser. Det bety­der, at et mode­firma eksem­pel­vis kan vokse og blive større og måske lige­frem til­trække inve­ste­rin­ger ude­fra. Eller at vi kan få et nyt Noma, som kan give et par ekstra arbejds­plad­ser på Poli­ti­ken. Eller et rock­band kan få suc­ces og sælge pla­der i udlan­det. Eller en kunst­ner kan få suc­ces i New York lige­som Danh Vo lige har gjort med det nye super­gal­leri han er kom­met i stald hos.

Men det kan ikke være det, Elbæk mener, for det er enkelt­mands­be­drif­ter. Det er kre­a­ti­vi­tet og for­ret­nings­sans der går op i en højere enhed. Du kan ikke sætte kre­a­tiv suc­ces på for­mel og sige, at nu ska­ber vi fire Bjarke Ingels, tre Elm­green & Dragset­ter og to Aquaer. Man kan altid prøve, men det er jo i øvrigt slet hel­ler ikke det, Elbæk taler om, han er ikke ude på at ændre nogen ram­me­be­tin­gel­ser for kunst­nere eller støtte sær­lige gen­rer, han er ude efter at få almin­de­lige virk­som­he­der bedre gen­nem kri­sen ved hjælp af kunst og kultur.

Kri­ti­ker­nes model vir­ker hel­ler ikke gang­bar, altså, at Elbæk skal ‘spænde kun­sten for en vogn,’ hvad det så end bety­der. Man skulle så angi­ve­ligt tvinge kunst­nere til at kom­merci­a­li­sere deres kunst. Det vil være let­tere at lave for­tovs­fli­ser om til guld. Og alene, at nogen kunne tro, at det var en mulig­hed, siger mere om deres viden om kunst­ver­de­nen. (Ja, jeres fem-årige dat­ter ville kunne have lavet det, men nej, der er ingen der vil købe det).

Så er der den coaching-agtige vin­kel på at lade kunst føre nogen ud af kri­sen. Men her kan der jo aldrig være tale om noget over­greb på noget kunst­ne­risk væsen, fordi det jo netop er idéer og ikke vær­ker der i så fald er tale om. Med­min­dre kri­ti­kerne selv­føl­ge­lig tror, at Elbæk mener, at kunst­nere skal male deres idéer eller danse dem. Men blot det at tænke, at gode råd eller visio­ner fra kunst­nere nogen­sinde vil have nogen effekt på noget firma, er så naivt, at det i sig selv diskva­li­fi­ce­rer enhver fra over­ho­ve­det at del­tage i debat­ten. Og det er ikke fordi det er kunst­nere, at de ikke må komme med råd, det er fordi det i sig selv er så svær en kunst at drive en virk­som­hed, at gene­relle ude­frakom­mende råd altid vil ende som den var­me­ste af al varm luft. Der fin­des sim­pelt­hen så mange, så sær­lige vil­kår i hver enkelt firma, at det ville kræve de udvalgte kunst­nere i læn­gere tid i hvert ene­ste firma for at det måske ville have en effekt. Men det er jo slet, slet ikke det Elbæk læg­ger op til. Han er ude i noget langt bredere.

Så der er sådan set kun mar­keds­fø­rings­mo­del­len til­bage. Altså, at man gør som man altid har gjort, når man skal sælge de store dren­ges opfin­del­ser i udlan­det; tager lidt kul­tur med på siden, for at få det hele til at glide lidt bedre ned. Og hvis der så ryger et maleri eller en CD med ban­det under­vejs, så er det bare en bonus.

Her bli­ver det så alli­ge­vel lidt tri­cky. For selv­føl­ge­lig vir­ker Noma lidt i det store udland, lige­som Kron­prin­ses­sen vir­ker når der skal åbnes en B & O butik et sted. Eller lige­som det er hyg­ge­ligt, når der også hæn­ger noget pænt på væg­gene, imens Mærsk snak­ker med den kine­si­ske ener­gi­mi­ni­ster. Men er det der, deres fri­hed bli­ver knæg­tet? Er det når kun­sten alle­rede ER mar­keds­fø­ring, at kri­ti­kerne mener, at risi­cien for at den bli­ver knæg­tet er større? I så fald har de ret, men det vir­ker dog alli­ge­vel tåbe­ligt, da der aldrig er nogen der har råbt vagt i gevær over at kunst og kul­tur altid har været gavebån­det på de store erhverv­s­ture hvor kon­ge­fa­mi­lien har været ind­pak­nings­pa­pi­ret. Der er selv­føl­ge­lig nogen få der prø­ver at gøre et num­mer ud af det når eksem­pel­vis male­ren Peter Ravn får cen­su­re­ret et maleri under et eks­port­frem­stød i Viet­nam. Men vi ved godt alle sam­men, at det er vil­kå­rene, når det er kunst for mar­keds­fø­rin­gens skyld.

Det må være noget helt andet Uffe Elbæk mener. Og det må så være det, kri­ti­kerne skræp­per op over.

The fol­lowing two tabs change con­tent below.
Michael Jep­pe­sen er kunst­kri­ti­ker, blog­skri­bent og politiker-revser. Ini­ti­a­tiv­ta­ger og redak­tør på DENFRI. Tid­li­gere skri­bent på Ekstra Bla­det og Urban og for­hen­væ­rende blog­ger på Politiken.

Nye­ste ind­læg af Michael Jep­pe­sen (se alle)