Uffe Elbæk sætter sindene i kog. Men det er svært at danne sin egen mening, fordi begge parter taler sort. Uffe Elbæk vil gerne have, at vi skal bruge kunsten som en vej ud af krisen. Den skal give os nye idéer. Han ser også et eksportpotentiale i de kreative erhverv. Og så forsikrer han os om, at det naturligvis aldrig, aldrig, aldrig vil have nogen indflydelse på kunstens autonomi. Kunsten er stadig så fri som den nu er.

Diskussionen er ret abstrakt. Kritikerne mener, at Elbæk mener, at kunsten skal trække virksomheder ud af krisen. Elbæk derimod, forsvarer sig med, at kunsten bare skal vise en vej, som virksomhederne så kan køre på, ud af krisen vel at mærke.

Der er umiddelbart tre muligheder for, at noget i den retning kan lykkes. Enten kan den kunst og de kreative erhverv som Elbæk taler om, selv blive til eksportemner der kan skaffe penge og arbejdspladser. Det betyder, at et modefirma eksempelvis kan vokse og blive større og måske ligefrem tiltrække investeringer udefra. Eller at vi kan få et nyt Noma, som kan give et par ekstra arbejdspladser på Politiken. Eller et rockband kan få succes og sælge plader i udlandet. Eller en kunstner kan få succes i New York ligesom Danh Vo lige har gjort med det nye supergalleri han er kommet i stald hos.

Men det kan ikke være det, Elbæk mener, for det er enkeltmandsbedrifter. Det er kreativitet og forretningssans der går op i en højere enhed. Du kan ikke sætte kreativ succes på formel og sige, at nu skaber vi fire Bjarke Ingels, tre Elmgreen & Dragsetter og to Aquaer. Man kan altid prøve, men det er jo i øvrigt slet heller ikke det, Elbæk taler om, han er ikke ude på at ændre nogen rammebetingelser for kunstnere eller støtte særlige genrer, han er ude efter at få almindelige virksomheder bedre gennem krisen ved hjælp af kunst og kultur.

Kritikernes model virker heller ikke gangbar, altså, at Elbæk skal ‘spænde kunsten for en vogn,’ hvad det så end betyder. Man skulle så angiveligt tvinge kunstnere til at kommercialisere deres kunst. Det vil være lettere at lave fortovsfliser om til guld. Og alene, at nogen kunne tro, at det var en mulighed, siger mere om deres viden om kunstverdenen. (Ja, jeres fem-årige datter ville kunne have lavet det, men nej, der er ingen der vil købe det).

Så er der den coaching-agtige vinkel på at lade kunst føre nogen ud af krisen. Men her kan der jo aldrig være tale om noget overgreb på noget kunstnerisk væsen, fordi det jo netop er idéer og ikke værker der i så fald er tale om. Medmindre kritikerne selvfølgelig tror, at Elbæk mener, at kunstnere skal male deres idéer eller danse dem. Men blot det at tænke, at gode råd eller visioner fra kunstnere nogensinde vil have nogen effekt på noget firma, er så naivt, at det i sig selv diskvalificerer enhver fra overhovedet at deltage i debatten. Og det er ikke fordi det er kunstnere, at de ikke må komme med råd, det er fordi det i sig selv er så svær en kunst at drive en virksomhed, at generelle udefrakommende råd altid vil ende som den varmeste af al varm luft. Der findes simpelthen så mange, så særlige vilkår i hver enkelt firma, at det ville kræve de udvalgte kunstnere i længere tid i hvert eneste firma for at det måske ville have en effekt. Men det er jo slet, slet ikke det Elbæk lægger op til. Han er ude i noget langt bredere.

Så der er sådan set kun markedsføringsmodellen tilbage. Altså, at man gør som man altid har gjort, når man skal sælge de store drenges opfindelser i udlandet; tager lidt kultur med på siden, for at få det hele til at glide lidt bedre ned. Og hvis der så ryger et maleri eller en CD med bandet undervejs, så er det bare en bonus.

Her bliver det så alligevel lidt tricky. For selvfølgelig virker Noma lidt i det store udland, ligesom Kronprinsessen virker når der skal åbnes en B & O butik et sted. Eller ligesom det er hyggeligt, når der også hænger noget pænt på væggene, imens Mærsk snakker med den kinesiske energiminister. Men er det der, deres frihed bliver knægtet? Er det når kunsten allerede ER markedsføring, at kritikerne mener, at risicien for at den bliver knægtet er større? I så fald har de ret, men det virker dog alligevel tåbeligt, da der aldrig er nogen der har råbt vagt i gevær over at kunst og kultur altid har været gavebåndet på de store erhvervsture hvor kongefamilien har været indpakningspapiret. Der er selvfølgelig nogen få der prøver at gøre et nummer ud af det når eksempelvis maleren Peter Ravn får censureret et maleri under et eksportfremstød i Vietnam. Men vi ved godt alle sammen, at det er vilkårene, når det er kunst for markedsføringens skyld.

Det må være noget helt andet Uffe Elbæk mener. Og det må så være det, kritikerne skræpper op over.

The following two tabs change content below.
Hvad er det Elbæk og kritikerne skændes om
Michael Jeppesen er kunstkritiker, blogskribent og politiker-revser. Initiativtager og redaktør på DENFRI. Tidligere skribent på Ekstra Bladet og Urban og forhenværende blogger på Politiken.
Hvad er det Elbæk og kritikerne skændes om

Nyeste indlæg af Michael Jeppesen (se alle)