Brugen af tortur (også pr. stedfortræder) indskriver sig i den velkendte kobling mellem vores voldsanvendelse, og den terrortrussel som er rettet imod os.

Der er intet moralsk i eller etisk fremmende ved at overhøre pålidelige oplysninger om et forestående terrorangreb, hvis de kommer fra torturerede informanter. Hvis en sådan oplysning kan afværge et ”bang” på Nørrebro, er det jo ligefrem umoralsk at vende det blinde øje til. Jeg tænker selvfølgelig på Villy Søvndals tilbagetog, efter at have sagt, at Danmark ville forbyde brugen af torturoplysninger.

Problemet er bare, at dette er en misvisende floskel. For det første findes der allerede nødretsbestemmelser, som tillader sikkerhedstjenesterne at tage særlige skridt i specielle tilfælde, hvor der er en overhængende fare, som invaliderer fredeligere midler. Men her er der tale om særtilfælde, hvorfor det ikke er nødvendigt at formulere en positiv doktrin, såsom: ’Vi tager tortur-oplysninger i brug, når de falder os i hænde.’ Der er forskellige kriterier og grå nuancer, som må opvejes i hver sag for sig. Intet forhindrer dog, at man gør brug af tortur-oplysninger under eksisterende lov og magtpraksis (både før og efter Villys bandlysning), for derefter at lade en dommer fastslå sagens juridiske beskaffenhed. Hvorfor ikke, hvis man mener, man er på dydens sti; hvis man ellers er imod tortur, og hvis man er imod misligholdelse af magtens beføjelser?

Der har nu engang været megen debat om, hvorvidt tortur overhovedet er et effektivt middel. Her er antagelsen, tilsyneladende, at hvis det er effektivt, så er det også berettiget. I Danmarks tilfælde pr. stedfortræder. Argumentet er, at det er berettiget, fordi det kan afværge et større onde, fx et voldsomt angreb mod os. Det bringer mig til mit andet punkt. Nemlig, at det er voldsomt absurd at reducere spørgsmålet om tortur til særtilfælde og det individuelle niveau. For så vidt spørgsmålet om effektivitet og pålidelighed er et empirisk anliggende, må man i stedet kigge på torturprogrammets helhed.

Generelt siger eksperter, sikkerhedsanalytikere og efterretningstjenester, at brugen af tortur afføder den type terrorisme, hvis hovedmotivation netop er dennesidig voldsanvendelse (i DK’s tilfælde Afghanistan– og Irakkrigene).

I sin bog ”Torture and Democracy” skriver et af verdens førende eksperter på området, Darious Rejali, at lande der bruger tortur i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme, forpurrer chancerne for at opdyrke pålidelige efterretningskilder.

Et grundigt empirisk studie i Comparative Political Studies (.pdf) foretaget af to professorer i statskundskab, James I. Walsh og James A. Piazza, konkluderer, at ”lande, der er involveret i tortur … konsekvent oplever mere, og ikke mindre, såvel indenlandsk som transnational terrorisme.”

En førende torturbøddel fortæller, at tortur i Irak var ”hovedårsagen” til, at udenlandske jihadister drog til Irak for at slås med amerikanerne. (Se også her: Torture? It probably killed more Americans than 9/11)

Ifølge den tidligere, såkaldte tsar indenfor terrorbekæmpelse, Richard A. Clarke, har tortur været et centralt succeselement i al-Qaedas rekrutteringsgrundlag. Tilsvarende fandt det amerikanske senats forsvarsudvalg, at torturpolitikken ”har styrket fjendens hånd, og svækket vores moralske autoritet.”

Tidligere forhørsleder i FBI Jack Cloonan, som har erfaring i afhøringen af al Qaeda-terrorister, forklarer, at tortur direkte forvandler ofrene til terrorister. Det samme gentages hos luftvåbnets forhørsleder.

Hertil hører, at tortur sjældent skaber pålidelige oplysninger (se også her, og her); at de ofte skaber falske og omkostningstunge alarmberedskaber, og hyppigst går ud over uskyldige civile (se også her).

Tortur har ikke andet formål end den grusomme smerte, som den påfører sit offer. Også selvom det rent konceptuelt kan retfærdiggøres ved grænsetilfældene på et akademisk seminar på Saturn, siger empirien kategorisk, at brugen af tortur øger terrortruslen, og forringer vores sikkerhed.

Som den verdenskendte amerikanske dissident Noam Chomsky har udtrykt det, er der en lettilgængelig måde at reducere terrortruslen. Vi skal blot indstille vores egen deltagelse.

The following two tabs change content below.

Poyâ Pâkzâd

DENFRI syndikerer indlæg fra Poyâ Pâkzâds personlige nyhedsblog om Mellemøsten, politik, internationale anliggende, og lidt til.

Nyeste indlæg af Poyâ Pâkzâd (se alle)