Sort samvit­tig­hed. Og ikke læn­gere kun på sce­nen og i radioen. Nu er den også at finde på Cypern, blandt andet.

Johnny Mad­sen har malet sig selv op i et hjørne og taler i øvrigt kun et sprog, man ikke kan for­stå. Jeg har tolk med. Michael Jep­pe­sen er hel­ler ikke så god til at tyde sæt­nin­gerne. Men male­ri­erne taler for sig selv, som man siger. Ih og næ og er det med pen­sel eller med fingrene?

Min far fik engang sat en hel pizza­biks i Indre By på den anden ende, fordi alle var helt sikre på, at det var ham, der var Johnny M. Det var da Johnny var uden­for sæso­nen og sang noget, der lød som Niels Haus­gaards heste. Min far var ikke til at skyde igen­nem. Han gik hjem og gav mig alle de gamle Røde Mor, så han kunne følge med tiden og sidde der og vippe med foden i gum­misko­ene og høre Johnny Gud på B&O-anlægget.

Min far ple­jede kun at blive stand­set og kro­p­s­vi­si­te­ret i 70’erne, fordi alle tro­ede, han var med i RAF. Det var han ikke. Han sad bare og snit­tede gra­fik og afven­tede revo­lu­tio­nen. Han ven­tede lang tid. Og så kunne han lige så godt høre Johnny Mad­sen imens.

Sid­ste som­mer rin­gede han også og var i den syvende him­mel, fordi han havde besøgt ham. Johnny. Og så var han ikke hjemme, men det var hans kone. Og min far drø­nede retur til cam­ping­plad­sen i det jyske og malede løs, fordi inspira­tio­nen hop­pede rundt i hans krop som en som­mer­skæ­rende drøm af feber, van­vid og ind­ly­sende talent, man skulle lede længe efter.

Min far har nu altid ment, det var noget pjat, når jeg gik rundt i Lon­don og suk­kede, fordi Sinead O´Connor lige var gået forbi, eller jeg havde fun­det resterne af Robert Smiths læbe­stift i en skral­des­pand eller et kon­dom, som Janni Fe og jeg engang gaf­lede fra et hotel­væ­relse, med resterne af noget, der måske var Mor­ris­seys. Vi var ved at dø. Jeg tror, Janni Fe har det endnu. I guld og ramme.

”Pjat, pjat,” siger han og klap­per en lig­ge­stol op.
”Men var det ikke noget med Seba­stian og dig?” siger min far­mor bare – og så taler vi ikke mere om det.

Udover Johnny er der Seba­stian, som min far helt sik­kert som den ene­ste i hele lan­det, valgte at ligge i kø i Fields og vente på, da hans cd num­mer treogtres udkom sid­ste år. Min far var glad for, at han havde over­le­vet stra­bad­serne. Han havde lige fået nye knæ på det tids­punkt og havde gang i nogle sjældne som­mer­fugle ude på Fæl­leden, der ikke ville for­mere sig. Men så fik han en ide med noget, han havde set i Indien. Og så flag­rede de løs. Alle de sommerfugle.

Den før­ste kon­cert, jeg var til, var med min far i Den Grå Hal, hvor Nina Hagen brø­lede. Og jeg tro­ede, hun havde en ged med på sce­nen. Men så var det vist noget meget tid­ligt Mar­tin Hall, der hel­ler ikke selv vid­ste, hvem der var Hall og hvem, der var Mar­tin. Og det er nu ikke helt rig­tigt. Den aller­før­ste kon­cert jeg var til, var i Fæl­led­par­ken i 1975, hvor Røde Mor spil­lede. Og min kusine og jeg teg­nede et eller andet sam­men, der siden­hen blev trykt på et indercover til ban­det, der har mødre, der er ildrøde. Siden­hen blev min kusine lot­to­mil­li­o­nær. Alt har en begyn­delse et sted.

Og dog, for Natio­nal­par­ken i Nord­s­jæl­land har pro­ble­mer. Dem, der ejer los, vil ikke fri­give deres are­a­ler. De vil beholde deres pelse. Kon­ger­nes Nord­s­jæl­land hed­der den i fol­kemunde. Men nu bli­ver den måske ikke til noget alli­ge­vel. Man gider ikke skæn­des, er argu­men­ta­tio­nen, der fly­der ud i æteren. Og hvis man kan slippe for natu­ren alle vegne, er det måske meget godt. Så må fug­lene flyve et andet sted hen.

Claus Meyer har grad­bø­jet lov­giv­nin­gen for arbejds­mar­ke­det. Eller han har mulig­vis slet ikke haft en reel lov om noget. Han taler i alle medier og siger, det er ham, der gør det rig­tige. Og så sny­der han alle sine med­ar­bej­dere, der endnu ikke er myn­dige, fordi han kan. Såre sim­pelt. Man skal ikke komme for godt i gang med ham, for så ender man hjemme i hans køk­ken med æble­pres­ser og en ordent­lig bunke af foto­gra­fier i sort­hvid, hvor han pose­rer mere eller min­dre tip topløs.

”Er det melo­ner?”
”Nej, det er Mey­ers klok­ke­værk.”
”Nå.”

Arbejds­plad­serne ryger sig en tur. Fjer­nø­sten sid­der og mæsker sig i fløde og let­købte maski­ner. Indu­strien har fået ben at gå på. Og det har maski­n­ar­bej­derne også. Fået ben at stå på. Så må de stå der og se sig om efter et andet arbejde, der ikke fin­des læn­gere på disse bred­degra­der, fordi det er dyrt som ind i hel­vede at have en indu­stri kørende.

Grau­bal­le­man­den har fået 30 mil­li­o­ner med sig i gra­ven. De klap­per på Moes­gård Museum, fordi de nu har mulig­hed for at for­tælle om jer­nal­de­ren på en for­ny­ende måde. Snart sker det samme for indu­stri­ar­bej­de­ren. Han/hun udstil­les på Arbej­der­mu­seet i mon­tre, så man kan gå forbi og kigge og sige, se, det var en tid, den­gang far­far bered maskinparken.

Tea­ter Repu­blique har fået døds­stø­det af Køben­havns Tea­ter, der ikke kan se, at der er grund til et inter­na­tio­nalt flagskib på Øster­bro. I ste­det sad­ler man efter at give Kanon­hal­len (som er det samme som Repu­blique, for­skel­len er bare dansk kon­tra fransk) retur til alle de sce­ne­kunst­nere og tea­ter­grup­per her­til­lands, der arbej­der alle ste­der med løst og fast, mest tea­ter, men ikke er fast til­knyt­tet en egent­lig var­mestue som folketeatret.dk (uden folk) eller Betty Nan­sen (med en masse folk).

Ideen er jo fin, hvis vi taler om at for­ene. At tænke natio­nale kunst­nere ind i en inter­na­tio­nal kon­tekst, men nu er vi også dan­ske, så vi vil til hver en tid fast­holde en moder­ni­se­ring af Lud­vig Hol­berg med en norsk dværg og en sku­e­spil­ler, der siger noget meget alvor­ligt, men som ske­ler imens, så det hele ikke bli­ver taget så alvor­ligt alli­ge­vel. Ellers keder man sig nem­lig i tea­tret. Og publi­kum begyn­der at spille den af, tjekke mobi­ler og spille word­feud. Dansk tea­ter og dan­ske tea­ter­kunst­nere er der mas­ser af, så hvis de skal have plads til makro­nerne på en scene, (der er uaf­hæn­gig, men stats­støt­tet og sat i system, så ingen­ting kom­mer forbi sådan plud­se­ligt og lige nu, alt er aftalt seks år for­in­den og pro­gram­sat,) mang­ler vi igen en plat­form til et uden­landsk laboratorium.

Under den nuvæ­rende plat­form af en pad­de­hat vil der på ingen måde være plads og tid til at kigge efter et kunst­ne­risk folk, der har andre far­ver pas end det rød­be­de­far­vede, fordi der skal være plads til alle, bare man kan dansk og skele, mens man taler alvor­ligt, lyrisk eller siger noget andet, der er tæt på hjer­tet. Og så inden det hele går op i hat og bril­ler, får man den nor­ske dværg til at gå over sce­nen iført et kor­set og en Poul Nyrup-maske. Det er så hundeskægt.

Det er DK i en nød­de­skal, der ikke kan knæk­kes, fordi eger­net alle­rede er løbet med ind­hol­det og sid­der et sted bag en busk og tyg­ger på sin egen hale – i man­gel af bedre.

Alle­rede den­gang man prø­vede at få Camp X på bag­be­nene, var der mang­ler i ske­let­tet, embeds­mænd og skif­tende kul­tur­mi­ni­stre lovede at se efter i søm­mene, inden tea­ter­loven igen, igen blev slået fast med syv­tom­mer­søm og en zigzag på syma­ski­nen, der fast­holdt, at nu ser vi frem. Det er for sent at se sig til­bage – og sprætte synin­gerne op.

Nu står et gabende Pak­hus 11 på Indi­a­kaj og ven­ter på besøg. Det samme gør Fre­de­riks­bergs­ce­nen, man har for­hand­let i en bran­dert, så en sjov mand fik lov til at få hele pak­ken, hvis han lovede, hele tiden at være rig­tig sjov – lige­som den­gang det hele var Dirch og dem, der gik i tea­tret, er de samme som nu, bare ældre og mere ras­lende i knog­lerne. Knæk, knæk, siger det fra før­ste række. Og så er det tæn­derne, der ryger og knog­lerne, der knæk­ker sam­men af grin. Over Mærsk, med Mærsk.

Pak­hus 11 er sta­dig til salg. Så i ste­det for at lukke, slukke og tro, at man spa­rer på kun­sten ved at spare på kunst­nerne, kan man se sig om efter andre mulig­he­der, der evt. hed­der bespa­rel­ser på admi­ni­stra­tion, som efter­hån­den er det ene­ste sted, hvor hån­den fra den svæ­vende døds­sej­ler ikke er nået hen. Gang på gang møder man op på tea­tre, der har langt flere admi­ni­stra­tive kræf­ter lang­tids­an­sat i ste­det for at have res­sour­cer til kunst og kunst­nerne. De skal nok komme hal­sende som sulte gade­hunde, lyder devi­sen, som nok er sand, men der­for på ingen måde for­stå­e­lig i en føde­kæde, der hed­der med­men­ne­ske­lig­hed, samvit­tig­hed og soli­da­ri­tet med det, der sker inden tæp­pe­fald. Og det der hed­der kunst. Det sid­ste taler man ikke så højt om. Vi er en nation af stolte dan­skere, der langt hel­lere vil have styr på regn­ska­bet end på kun­sten. Det siger sig selv.

Kon­to­rerne har mis­for­stået det. De tror, at tæp­perne bare skal rystes igen­nem og ban­kes. Man har kun lært af sin for­tid og ikke set sit eget sve­dige ansigt i spej­let, når man står og mal­trak­te­rer tea­trets inder­ste væsen, der skal afspejle en sam­tid, natio­nalt, men i høj grad også inter­na­tio­nalt, for det er i sam­hø­rig­hed med alver­dens stem­mer, stem­nin­ger og histo­rier, vi for­står os selv i vir­ke­lig­he­den og i teatret.

Det er der desværre ingen, der har lyt­tet efter i disse dage, hvor alle har haft travlt med at tale så højt, at de trods alt fik red­det deres egen røv. Så skidt være med alle de num­se­hul­ler, der ikke kunne red­des, fordi de ikke kunne dansk. Vi kan altid hive en ske­lø­jet Ghita Nørby frem fra klæ­de­ska­bet. Så kan vi skrabe en suc­ces op fra s©enegulvet, alt det andet med S går vi ikke efter her – soli­da­ri­tet og samvittighed.

Tea­ter­loven kan åben­bart ikke bru­ges til andet end at tørre egen røv af i. Det er sket før. Nu sker det igen. Og lor­tet er til­sy­ne­la­dende tyndtflydende.

For­stå mig ret, jeg har intet imod, at sce­ne­kunst­nere uden en scene får sig en dansk scene og et hus, hvor de nogen­lunde hører hjemme. Men jeg tæn­ker det er så visions­løst kun at tænke et stor­kø­ben­havnsk fæl­les­skab ind i noget, der aldrig kom­mer til at tænke inter­na­tio­nalt. Det hed­der som sagt enten eller. I ste­det for at begge ting var muligt. Ærgerligt.

Kunst­hal­len Char­lot­ten­borg mang­lede en mil­lion. Øv, øv, råbte de og tro­ede, de måtte lukke. Men så duk­kede der en mil­lion op. Sådan lige plud­se­lig. Det sker jo gang på gang med de mil­li­o­ner. Så kan der afle­ve­res et regn­skab, der er gået i plus. Alle klap­per og over­ve­jer besøg af tryl­le­feen. Jeg har åbnet vin­duet på sten­broen, så der er plads til Uffe, hvis han kom­mer forbi med rote­rende vin­ge­slag. Hvad Søren, en Karl­sen på taget er nok bedre end en Uffe i vin­du­eskar­men, trods alt. Men hvis han har penge med fra kon­to­ret er sagen en anden. Jeg gør lan­dings­ba­nen klar til Trylle-Uffe med vin­gerne i Fjeldræven.

Jeg går rundt i mør­ket og leder efter stjer­nerne. De er der ikke. Mari­anne Grøn­dahl, den insi­ste­rende foto­graf og pio­ner, er død, 73 år gam­mel. Hen­des bil­le­der vil over­leve alt. Frosne træer, golde mar­ker og fugle, der ikke går til bal­let, men sid­der og hak­ker i noget, kat­ten har efter­ladt, fordi den var alene hjemme. Fami­lien er nem­lig til afdans­nings­bal. Eller det vil sige, bør­nene er, så de bli­ver til noget. Så kat­ten er alene hjemme. Det samme var Mari­anne Grøn­dahl også. Med sit kamera. Og sit lyse sind og hvid­ma­lede trægulve.

Hun sagde altid, hvor­dan har du gjort det?
Og så sagde man, at man bare havde foto­gra­fe­ret det.

”Nå, er det bare det!”
Og så lo hun. Det kunne hun gøre ret højt. Så man altid blev lidt i tvivl om, hvor­når man skulle trække sig bag­læns gen­nem rum­met, hen mod døren.

Nu er hun væk.
Og idet jeg ser op, er der en enkelt stjerne deroppe.

”Hej Mari­anne,” siger jeg og vin­ker. Det var alli­ge­vel rarere den­gang, hun var her. I ste­det for hun er der. På den anden side – der­ude i rum­met – har hun nok været længe. I mere eller min­dre grad.

En sort spø­gelse har sat Frank­rig på den anden ende. Og ingen ken­der udvejen. De græ­der i Jerus­a­lem. De græ­der i Toulouse. En mand har mis­for­stået pro­jek­tet hoved­rent. Han sad i et hus og ville ikke komme ud. Det ene­ste han var ked af var, at han ikke han dræbt flere. Det blev kun til syv. Nu er han også død selv. Noget for noget er ikke det, der prak­ti­se­res, men det, der mulig­gø­res, fordi hæv­nen vir­ker så sekun­d­o­ri­en­te­ret. Efter­føl­gende er det ikke nok. Dom­men skal ske fyl­dest­gø­rende i alles påhør.

Ikke fordi vi skal vade i fod­for­mede Ecco, men tra­ge­dien i Utøya er kom­met på bog. Siri Søn­ste­lie gemte sig, da Anders Behring Brei­vik støv­su­gede øen for liv. Hun over­le­vede. Nu skri­ver hun med rystende hæn­der, at men­ne­sket i sin simple kon­struk­tion er i stand til at beskytte sig selv mod det mest gru­somme. Hun sover uro­ligt om nat­ten, hun ven­der sig på gaden om dagen. Hun er ble­vet bange, men vil ikke have fryg­ten boende over sit hoved i et lille lej­lig­heds­kom­pleks, hvor ingen vil komme på besøg. Hun ser fryg­ten i øjnene med sin nor­ske for­stand. I ny og næ kan hun sta­dig dufte den der sær­lige til­stand af klip­pe­s­præk­ker, gråd og en syge­lig mands feber­rige hjerne.

Hun omdan­ner bil­le­det, så det ikke dan­ner mere af ham. Det kan vi kun lære af.

Jeg drøm­mer, jeg er Billy Idol. Det er Sarah von Essens skyld. Vi fik begge solstik, da vi sad på hen­des altan og hvi­skede om Patti Smith og Keld Heick. Der må have været noget i teen, men nej, det var nem­lig en detox. Der lig­ger for­kla­rin­gen mulig­vis. Vi blev høje at af rydde op i de indre orga­ner, mens vi sad der i for­å­rets før­ste sol og holdt øje med hvem af nabo­erne, der var bedst til at ryste dynerne.

En mand på en altan over­for kom jævn­ligt ud af sin tovæ­rel­ses og stod og rystede sine stolte bar­sels­hæn­der over et lille nyt ver­densvi­dun­der, jeg er sik­ker på, skal hedde Vla­di­mir. Han bli­ver kun til vodka.

For­skere fra USA og Aal­borg har stu­de­ret øjen­bryn. Det kon­sta­te­res, at når vi tæn­ker højt (eller syn­ger), så hæver vores bryn sig. Når vi i ste­det går rundt i det bond­ske og tæn­ker indad­vendt og kun ser en udsigt, der består af sut­sko og mel­lem­mad­der, så ryn­ker vi vores bryn og udsig­ten til him­mel­faldne høj­der udebliver.

Man­den er i Her­ning – i Bok­sen – og har ansvar for små to mil­li­o­ner dan­skere, der skal se sid­ste afsnit af føl­je­to­nen om kryd­set. Per­nille fra Stormvej­ret har fød­sels­dag midt i det hele og bli­ver sådan midti­mel­lem vok­sen og rig­tig vok­sen. Hun har køre­kort, så hun er nok på den rig­tige side af græn­se­skel­let. Det er bare mig, der mang­ler, fordi jeg sta­dig ikke ved, hvad der er højre og ven­stre. Det kan man hel­ler ikke vide sig sik­ker på i disse tider, hvor rød bli­ver lilla og blå bli­ver kulsort.

L.O.C. har udgi­vet en ny skive, der kan down­lo­a­des gra­tis, så alle kan høre den. Også Pia Raug. Hvis hun gider. Ellers fløjter hun indad, når hun står i køen i Føtex med to kasket­ter på og sol­bril­ler, læse­bril­ler, hver­dags­bril­ler og søn­dags­bril­ler oveni hin­an­den, så hun har mulig­hed for at se noget. Øjen­syn­ligt, siger man. Og så er det Pia, der står der og syn­ger ”Hej lille drøm” – og ingen aner læn­gere, hvor den fly­ver hen, den der drøm.

Jeg har udgi­vet en lille, ny bog om sne­vejr. På engelsk. Sne i håret og sne på låret. Så ved man, hvad det er der, der dryp­per – når det smel­ter. Møl­le­ga­des Bog­han­del, det fine sted med de rare ner­ver, er vært for begi­ven­he­den. I bag­lo­ka­let sid­der alle dem, der sta­dig tror, de er noget, og snif­fer kon­takt­lim og sam­ler modelfly.

Ida Jes­sen har skre­vet en ny bog, mens hun sta­dig er ved sine fulde fem og husker det. Om ægte­ska­bet, skils­mis­sen, pla­sti­cpo­serne i klæ­de­ska­bet. ”Ramt af ingen­ting – en glem­me­bog”. Man er altid berørt – og ramt – når Ida skri­ver. For­hol­det er knæk­ket i tusind­vis af stum­per og styk­ker. Hun sam­ler bil­le­det, men ikke kær­lig­he­den, den må gå på andre ben og helt nye ste­der hen, hvor ingen tro­ede, der var noget. Mulig­vis er det hel­ler intet. Men hun bli­ver sid­dende og fast­hol­der det, der var, så hun kan skrive om det. Bag­ef­ter er det nem­lig væk.

Lige­som med blæk.

Og det gider Suzanne Brøg­ger ikke, den gamle løve. Hun skri­ver, at vi må skrive alt i blåt blæk, så det ikke bli­ver væk.

Og alli­ge­vel sid­der jeg her i tus­mør­ket og leder efter liste­fød­derne, som til­sy­ne­la­dende er hop­pet ind under sen­gen, hvor kat­ten har gna­vet i for­si­den af Imma­nuel Kants bog ”Om pæda­go­gik”, så den ikke lig­ner sig selv. Hver­ken kat eller bog.

”Du får ondt i maven af den der lit­te­ra­tur,” siger jeg bebrej­dende og får det til at lyde som om, det er noget, jeg har påpe­get før. Se, hvad jeg sagde. Når man æder Imma­nuel Kant, får man hård mave.

Lilian Munk Rösing, Dan­marks kloge kone, har været på over­ar­bejde og over­sat en række essays af meste­ren Milan Kun­dera. Om kun­stens ter­nin­ger, over­fla­der og per­so­ner, der stil­ler sig selv i skyg­gerne, så man ikke kan tegne omrid­set af sin sam­tid uden at træde dem over tæerne. Og skyg­ger bli­ver rasende, hvis de får én over lam­pe­skær­men, skulle jeg hilse og sige. Vi har samme fri­sør i DDR, Lilian og mig. Han pud­rer som en drøm og kvi­drer som en sæl­som udgave af Adrian Hug­hes, den­gang han sta­dig var søn­dags­vært i P4 i P1 og hele ver­den der­ude ikke vir­kede så skræm­mende, rå og banal. Den vir­kede bare som noget, man skulle ud og besøge med kik­kert og Urban­pla­nen i bag­hån­den og en varm hand­ske, hvor man kunne dele blå colaer på Hoved­ba­ne­går­den med Helle Helle, inden hun cyk­lede hjem og man sad der helt alene og kig­gede op i lof­tet på byg­nin­gen og sagde, at man aldrig – aldrig – gad beskæf­tige sig med den der himmel.

På den tids­punkt ville jeg også helst være David Bowies før­ste elsker, stik­narko­man (som Chri­sti­ane F.) og kun tale tysk og så gøre alt, der skulle gøres, på fransk.

Til­lykke til Merethe Lind­strøm fra de nor­ske land­ska­ber. Hun fik tors­dag aften til­delt Nor­disk Råds Lit­te­ra­tur­pris for sin roman ”Dage i stil­he­dens histo­rie” – en tekst skre­vet frem i mør­ket med lys­le­vende lom­me­lyg­ter på evigt bat­teri og med en stemme, ingen hører, fordi den er tavs. Det er man­den, der har valgt at tie. Så kvin­den må tale. Og skrive deres histo­rie frem. Om nazis­men, Tys­kland, kri­gen. Ægte­par­ret med deres to døtre lever et liv i stil­hed – og mørke. En dag træ­der en hus­hjælp ind fra Let­land. Alt er dej­ligt, man­den gri­ner, kvin­den ler. Stø­vet for­svin­der fra huset. Ind­til den dag, hus­hjæl­pen viser sit sande jeg (som det altid sker i mid­ten af gode bøger) og er en sand jøde­ha­der. Ud må hun. Og stil­he­den træ­der ind i stedet.

”Hvad sagde du?”
”Ikke noget.”
”Det er godt. Bliv ved med det.”

Stil­hed.

”Hvad?”
”Ikke noget.”
”Ja, det er godt.”

Ingen­ting, ikke noget, ingenting.

Ikke kun Merethe Lind­strøm anfæg­ter mulig­he­derne for lys. Vi er mange, der går på gaderne med dyna­mo­lyg­ter og andre ting, der lyser op. I butiks­ru­derne ser vi os selv og farer for­fær­det sam­men. Vi tager os til ansigterne.

”Hvem er det?”
”Ikke nogen.”
”Det er godt.”

Det er kat­ten, der slik­ker mig i ansig­tet. Jeg tro­ede, det var man­den. Men han er over alle bjerge, der er ny iPad på banen og et afvik­let tv-show, hvor dan­skerne har stemt, at det helt bestemt er Ida med og uden bøjle, der vin­der det hele, fordi hun er magen til Agnes Obel. Man kan bedst lide, at dem der vin­der, er lige­som noget, man alle­rede (gen)kender.

Der er stran­det en gum­mi­ged foran Fiske­tor­vet, der ska­ber mas­sive tra­fikpro­ble­mer, siger Trafik-Jette i radioen. Jeg går op på taget og råber det til fug­lene. Så kan de flyve den vej, hvis de mang­ler noget at skrald­grine over.

De små, små mennesker.

The fol­lowing two tabs change con­tent below.
Uge 12

Tomas Lager­mand Lundme

Uge 12

Nye­ste ind­læg af Tomas Lager­mand Lundme (se alle)