Sort samvittighed. Og ikke længere kun på scenen og i radioen. Nu er den også at finde på Cypern, blandt andet.

Johnny Madsen har malet sig selv op i et hjørne og taler i øvrigt kun et sprog, man ikke kan forstå. Jeg har tolk med. Michael Jeppesen er heller ikke så god til at tyde sætningerne. Men malerierne taler for sig selv, som man siger. Ih og næ og er det med pensel eller med fingrene?

Min far fik engang sat en hel pizzabiks i Indre By på den anden ende, fordi alle var helt sikre på, at det var ham, der var Johnny M. Det var da Johnny var udenfor sæsonen og sang noget, der lød som Niels Hausgaards heste. Min far var ikke til at skyde igennem. Han gik hjem og gav mig alle de gamle Røde Mor, så han kunne følge med tiden og sidde der og vippe med foden i gummiskoene og høre Johnny Gud på B&O-anlægget.

Min far plejede kun at blive standset og kropsvisiteret i 70’erne, fordi alle troede, han var med i RAF. Det var han ikke. Han sad bare og snittede grafik og afventede revolutionen. Han ventede lang tid. Og så kunne han lige så godt høre Johnny Madsen imens.

Sidste sommer ringede han også og var i den syvende himmel, fordi han havde besøgt ham. Johnny. Og så var han ikke hjemme, men det var hans kone. Og min far drønede retur til campingpladsen i det jyske og malede løs, fordi inspirationen hoppede rundt i hans krop som en sommerskærende drøm af feber, vanvid og indlysende talent, man skulle lede længe efter.

Min far har nu altid ment, det var noget pjat, når jeg gik rundt i London og sukkede, fordi Sinead O´Connor lige var gået forbi, eller jeg havde fundet resterne af Robert Smiths læbestift i en skraldespand eller et kondom, som Janni Fe og jeg engang gaflede fra et hotelværelse, med resterne af noget, der måske var Morrisseys. Vi var ved at dø. Jeg tror, Janni Fe har det endnu. I guld og ramme.

”Pjat, pjat,” siger han og klapper en liggestol op.
”Men var det ikke noget med Sebastian og dig?” siger min farmor bare – og så taler vi ikke mere om det.

Udover Johnny er der Sebastian, som min far helt sikkert som den eneste i hele landet, valgte at ligge i kø i Fields og vente på, da hans cd nummer treogtres udkom sidste år. Min far var glad for, at han havde overlevet strabadserne. Han havde lige fået nye knæ på det tidspunkt og havde gang i nogle sjældne sommerfugle ude på Fælleden, der ikke ville formere sig. Men så fik han en ide med noget, han havde set i Indien. Og så flagrede de løs. Alle de sommerfugle.

Den første koncert, jeg var til, var med min far i Den Grå Hal, hvor Nina Hagen brølede. Og jeg troede, hun havde en ged med på scenen. Men så var det vist noget meget tidligt Martin Hall, der heller ikke selv vidste, hvem der var Hall og hvem, der var Martin. Og det er nu ikke helt rigtigt. Den allerførste koncert jeg var til, var i Fælledparken i 1975, hvor Røde Mor spillede. Og min kusine og jeg tegnede et eller andet sammen, der sidenhen blev trykt på et indercover til bandet, der har mødre, der er ildrøde. Sidenhen blev min kusine lottomillionær. Alt har en begyndelse et sted.

Og dog, for Nationalparken i Nordsjælland har problemer. Dem, der ejer los, vil ikke frigive deres arealer. De vil beholde deres pelse. Kongernes Nordsjælland hedder den i folkemunde. Men nu bliver den måske ikke til noget alligevel. Man gider ikke skændes, er argumentationen, der flyder ud i æteren. Og hvis man kan slippe for naturen alle vegne, er det måske meget godt. Så må fuglene flyve et andet sted hen.

Claus Meyer har gradbøjet lovgivningen for arbejdsmarkedet. Eller han har muligvis slet ikke haft en reel lov om noget. Han taler i alle medier og siger, det er ham, der gør det rigtige. Og så snyder han alle sine medarbejdere, der endnu ikke er myndige, fordi han kan. Såre simpelt. Man skal ikke komme for godt i gang med ham, for så ender man hjemme i hans køkken med æblepresser og en ordentlig bunke af fotografier i sorthvid, hvor han poserer mere eller mindre tip topløs.

”Er det meloner?”
”Nej, det er Meyers klokkeværk.”
”Nå.”

Arbejdspladserne ryger sig en tur. Fjernøsten sidder og mæsker sig i fløde og letkøbte maskiner. Industrien har fået ben at gå på. Og det har maskinarbejderne også. Fået ben at stå på. Så må de stå der og se sig om efter et andet arbejde, der ikke findes længere på disse breddegrader, fordi det er dyrt som ind i helvede at have en industri kørende.

Grauballemanden har fået 30 millioner med sig i graven. De klapper på Moesgård Museum, fordi de nu har mulighed for at fortælle om jernalderen på en fornyende måde. Snart sker det samme for industriarbejderen. Han/hun udstilles på Arbejdermuseet i montre, så man kan gå forbi og kigge og sige, se, det var en tid, dengang farfar bered maskinparken.

Teater Republique har fået dødsstødet af Københavns Teater, der ikke kan se, at der er grund til et internationalt flagskib på Østerbro. I stedet sadler man efter at give Kanonhallen (som er det samme som Republique, forskellen er bare dansk kontra fransk) retur til alle de scenekunstnere og teatergrupper hertillands, der arbejder alle steder med løst og fast, mest teater, men ikke er fast tilknyttet en egentlig varmestue som folketeatret.dk (uden folk) eller Betty Nansen (med en masse folk).

Ideen er jo fin, hvis vi taler om at forene. At tænke nationale kunstnere ind i en international kontekst, men nu er vi også danske, så vi vil til hver en tid fastholde en modernisering af Ludvig Holberg med en norsk dværg og en skuespiller, der siger noget meget alvorligt, men som skeler imens, så det hele ikke bliver taget så alvorligt alligevel. Ellers keder man sig nemlig i teatret. Og publikum begynder at spille den af, tjekke mobiler og spille wordfeud. Dansk teater og danske teaterkunstnere er der masser af, så hvis de skal have plads til makronerne på en scene, (der er uafhængig, men statsstøttet og sat i system, så ingenting kommer forbi sådan pludseligt og lige nu, alt er aftalt seks år forinden og programsat,) mangler vi igen en platform til et udenlandsk laboratorium.

Under den nuværende platform af en paddehat vil der på ingen måde være plads og tid til at kigge efter et kunstnerisk folk, der har andre farver pas end det rødbedefarvede, fordi der skal være plads til alle, bare man kan dansk og skele, mens man taler alvorligt, lyrisk eller siger noget andet, der er tæt på hjertet. Og så inden det hele går op i hat og briller, får man den norske dværg til at gå over scenen iført et korset og en Poul Nyrup-maske. Det er så hundeskægt.

Det er DK i en nøddeskal, der ikke kan knækkes, fordi egernet allerede er løbet med indholdet og sidder et sted bag en busk og tygger på sin egen hale – i mangel af bedre.

Allerede dengang man prøvede at få Camp X på bagbenene, var der mangler i skelettet, embedsmænd og skiftende kulturministre lovede at se efter i sømmene, inden teaterloven igen, igen blev slået fast med syvtommersøm og en zigzag på symaskinen, der fastholdt, at nu ser vi frem. Det er for sent at se sig tilbage – og sprætte syningerne op.

Nu står et gabende Pakhus 11 på Indiakaj og venter på besøg. Det samme gør Frederiksbergscenen, man har forhandlet i en brandert, så en sjov mand fik lov til at få hele pakken, hvis han lovede, hele tiden at være rigtig sjov – ligesom dengang det hele var Dirch og dem, der gik i teatret, er de samme som nu, bare ældre og mere raslende i knoglerne. Knæk, knæk, siger det fra første række. Og så er det tænderne, der ryger og knoglerne, der knækker sammen af grin. Over Mærsk, med Mærsk.

Pakhus 11 er stadig til salg. Så i stedet for at lukke, slukke og tro, at man sparer på kunsten ved at spare på kunstnerne, kan man se sig om efter andre muligheder, der evt. hedder besparelser på administration, som efterhånden er det eneste sted, hvor hånden fra den svævende dødssejler ikke er nået hen. Gang på gang møder man op på teatre, der har langt flere administrative kræfter langtidsansat i stedet for at have ressourcer til kunst og kunstnerne. De skal nok komme halsende som sulte gadehunde, lyder devisen, som nok er sand, men derfor på ingen måde forståelig i en fødekæde, der hedder medmenneskelighed, samvittighed og solidaritet med det, der sker inden tæppefald. Og det der hedder kunst. Det sidste taler man ikke så højt om. Vi er en nation af stolte danskere, der langt hellere vil have styr på regnskabet end på kunsten. Det siger sig selv.

Kontorerne har misforstået det. De tror, at tæpperne bare skal rystes igennem og bankes. Man har kun lært af sin fortid og ikke set sit eget svedige ansigt i spejlet, når man står og maltrakterer teatrets inderste væsen, der skal afspejle en samtid, nationalt, men i høj grad også internationalt, for det er i samhørighed med alverdens stemmer, stemninger og historier, vi forstår os selv i virkeligheden og i teatret.

Det er der desværre ingen, der har lyttet efter i disse dage, hvor alle har haft travlt med at tale så højt, at de trods alt fik reddet deres egen røv. Så skidt være med alle de numsehuller, der ikke kunne reddes, fordi de ikke kunne dansk. Vi kan altid hive en skeløjet Ghita Nørby frem fra klædeskabet. Så kan vi skrabe en succes op fra s©enegulvet, alt det andet med S går vi ikke efter her – solidaritet og samvittighed.

Teaterloven kan åbenbart ikke bruges til andet end at tørre egen røv af i. Det er sket før. Nu sker det igen. Og lortet er tilsyneladende tyndtflydende.

Forstå mig ret, jeg har intet imod, at scenekunstnere uden en scene får sig en dansk scene og et hus, hvor de nogenlunde hører hjemme. Men jeg tænker det er så visionsløst kun at tænke et storkøbenhavnsk fællesskab ind i noget, der aldrig kommer til at tænke internationalt. Det hedder som sagt enten eller. I stedet for at begge ting var muligt. Ærgerligt.

Kunsthallen Charlottenborg manglede en million. Øv, øv, råbte de og troede, de måtte lukke. Men så dukkede der en million op. Sådan lige pludselig. Det sker jo gang på gang med de millioner. Så kan der afleveres et regnskab, der er gået i plus. Alle klapper og overvejer besøg af tryllefeen. Jeg har åbnet vinduet på stenbroen, så der er plads til Uffe, hvis han kommer forbi med roterende vingeslag. Hvad Søren, en Karlsen på taget er nok bedre end en Uffe i vindueskarmen, trods alt. Men hvis han har penge med fra kontoret er sagen en anden. Jeg gør landingsbanen klar til Trylle-Uffe med vingerne i Fjeldræven.

Jeg går rundt i mørket og leder efter stjernerne. De er der ikke. Marianne Grøndahl, den insisterende fotograf og pioner, er død, 73 år gammel. Hendes billeder vil overleve alt. Frosne træer, golde marker og fugle, der ikke går til ballet, men sidder og hakker i noget, katten har efterladt, fordi den var alene hjemme. Familien er nemlig til afdansningsbal. Eller det vil sige, børnene er, så de bliver til noget. Så katten er alene hjemme. Det samme var Marianne Grøndahl også. Med sit kamera. Og sit lyse sind og hvidmalede trægulve.

Hun sagde altid, hvordan har du gjort det?
Og så sagde man, at man bare havde fotograferet det.

”Nå, er det bare det!”
Og så lo hun. Det kunne hun gøre ret højt. Så man altid blev lidt i tvivl om, hvornår man skulle trække sig baglæns gennem rummet, hen mod døren.

Nu er hun væk.
Og idet jeg ser op, er der en enkelt stjerne deroppe.

”Hej Marianne,” siger jeg og vinker. Det var alligevel rarere dengang, hun var her. I stedet for hun er der. På den anden side – derude i rummet – har hun nok været længe. I mere eller mindre grad.

En sort spøgelse har sat Frankrig på den anden ende. Og ingen kender udvejen. De græder i Jerusalem. De græder i Toulouse. En mand har misforstået projektet hovedrent. Han sad i et hus og ville ikke komme ud. Det eneste han var ked af var, at han ikke han dræbt flere. Det blev kun til syv. Nu er han også død selv. Noget for noget er ikke det, der praktiseres, men det, der muliggøres, fordi hævnen virker så sekundorienteret. Efterfølgende er det ikke nok. Dommen skal ske fyldestgørende i alles påhør.

Ikke fordi vi skal vade i fodformede Ecco, men tragedien i Utøya er kommet på bog. Siri Sønstelie gemte sig, da Anders Behring Breivik støvsugede øen for liv. Hun overlevede. Nu skriver hun med rystende hænder, at mennesket i sin simple konstruktion er i stand til at beskytte sig selv mod det mest grusomme. Hun sover uroligt om natten, hun vender sig på gaden om dagen. Hun er blevet bange, men vil ikke have frygten boende over sit hoved i et lille lejlighedskompleks, hvor ingen vil komme på besøg. Hun ser frygten i øjnene med sin norske forstand. I ny og næ kan hun stadig dufte den der særlige tilstand af klippesprækker, gråd og en sygelig mands feberrige hjerne.

Hun omdanner billedet, så det ikke danner mere af ham. Det kan vi kun lære af.

Jeg drømmer, jeg er Billy Idol. Det er Sarah von Essens skyld. Vi fik begge solstik, da vi sad på hendes altan og hviskede om Patti Smith og Keld Heick. Der må have været noget i teen, men nej, det var nemlig en detox. Der ligger forklaringen muligvis. Vi blev høje at af rydde op i de indre organer, mens vi sad der i forårets første sol og holdt øje med hvem af naboerne, der var bedst til at ryste dynerne.

En mand på en altan overfor kom jævnligt ud af sin toværelses og stod og rystede sine stolte barselshænder over et lille nyt verdensvidunder, jeg er sikker på, skal hedde Vladimir. Han bliver kun til vodka.

Forskere fra USA og Aalborg har studeret øjenbryn. Det konstateres, at når vi tænker højt (eller synger), så hæver vores bryn sig. Når vi i stedet går rundt i det bondske og tænker indadvendt og kun ser en udsigt, der består af sutsko og mellemmadder, så rynker vi vores bryn og udsigten til himmelfaldne højder udebliver.

Manden er i Herning – i Boksen – og har ansvar for små to millioner danskere, der skal se sidste afsnit af føljetonen om krydset. Pernille fra Stormvejret har fødselsdag midt i det hele og bliver sådan midtimellem voksen og rigtig voksen. Hun har kørekort, så hun er nok på den rigtige side af grænseskellet. Det er bare mig, der mangler, fordi jeg stadig ikke ved, hvad der er højre og venstre. Det kan man heller ikke vide sig sikker på i disse tider, hvor rød bliver lilla og blå bliver kulsort.

L.O.C. har udgivet en ny skive, der kan downloades gratis, så alle kan høre den. Også Pia Raug. Hvis hun gider. Ellers fløjter hun indad, når hun står i køen i Føtex med to kasketter på og solbriller, læsebriller, hverdagsbriller og søndagsbriller oveni hinanden, så hun har mulighed for at se noget. Øjensynligt, siger man. Og så er det Pia, der står der og synger ”Hej lille drøm” – og ingen aner længere, hvor den flyver hen, den der drøm.

Jeg har udgivet en lille, ny bog om snevejr. På engelsk. Sne i håret og sne på låret. Så ved man, hvad det er der, der drypper – når det smelter. Møllegades Boghandel, det fine sted med de rare nerver, er vært for begivenheden. I baglokalet sidder alle dem, der stadig tror, de er noget, og sniffer kontaktlim og samler modelfly.

Ida Jessen har skrevet en ny bog, mens hun stadig er ved sine fulde fem og husker det. Om ægteskabet, skilsmissen, plasticposerne i klædeskabet. ”Ramt af ingenting – en glemmebog”. Man er altid berørt – og ramt – når Ida skriver. Forholdet er knækket i tusindvis af stumper og stykker. Hun samler billedet, men ikke kærligheden, den må gå på andre ben og helt nye steder hen, hvor ingen troede, der var noget. Muligvis er det heller intet. Men hun bliver siddende og fastholder det, der var, så hun kan skrive om det. Bagefter er det nemlig væk.

Ligesom med blæk.

Og det gider Suzanne Brøgger ikke, den gamle løve. Hun skriver, at vi må skrive alt i blåt blæk, så det ikke bliver væk.

Og alligevel sidder jeg her i tusmørket og leder efter listefødderne, som tilsyneladende er hoppet ind under sengen, hvor katten har gnavet i forsiden af Immanuel Kants bog ”Om pædagogik”, så den ikke ligner sig selv. Hverken kat eller bog.

”Du får ondt i maven af den der litteratur,” siger jeg bebrejdende og får det til at lyde som om, det er noget, jeg har påpeget før. Se, hvad jeg sagde. Når man æder Immanuel Kant, får man hård mave.

Lilian Munk Rösing, Danmarks kloge kone, har været på overarbejde og oversat en række essays af mesteren Milan Kundera. Om kunstens terninger, overflader og personer, der stiller sig selv i skyggerne, så man ikke kan tegne omridset af sin samtid uden at træde dem over tæerne. Og skygger bliver rasende, hvis de får én over lampeskærmen, skulle jeg hilse og sige. Vi har samme frisør i DDR, Lilian og mig. Han pudrer som en drøm og kvidrer som en sælsom udgave af Adrian Hughes, dengang han stadig var søndagsvært i P4 i P1 og hele verden derude ikke virkede så skræmmende, rå og banal. Den virkede bare som noget, man skulle ud og besøge med kikkert og Urbanplanen i baghånden og en varm handske, hvor man kunne dele blå colaer på Hovedbanegården med Helle Helle, inden hun cyklede hjem og man sad der helt alene og kiggede op i loftet på bygningen og sagde, at man aldrig – aldrig – gad beskæftige sig med den der himmel.

På den tidspunkt ville jeg også helst være David Bowies første elsker, stiknarkoman (som Christiane F.) og kun tale tysk og så gøre alt, der skulle gøres, på fransk.

Tillykke til Merethe Lindstrøm fra de norske landskaber. Hun fik torsdag aften tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman ”Dage i stilhedens historie” – en tekst skrevet frem i mørket med lyslevende lommelygter på evigt batteri og med en stemme, ingen hører, fordi den er tavs. Det er manden, der har valgt at tie. Så kvinden må tale. Og skrive deres historie frem. Om nazismen, Tyskland, krigen. Ægteparret med deres to døtre lever et liv i stilhed – og mørke. En dag træder en hushjælp ind fra Letland. Alt er dejligt, manden griner, kvinden ler. Støvet forsvinder fra huset. Indtil den dag, hushjælpen viser sit sande jeg (som det altid sker i midten af gode bøger) og er en sand jødehader. Ud må hun. Og stilheden træder ind i stedet.

”Hvad sagde du?”
”Ikke noget.”
”Det er godt. Bliv ved med det.”

Stilhed.

”Hvad?”
”Ikke noget.”
”Ja, det er godt.”

Ingenting, ikke noget, ingenting.

Ikke kun Merethe Lindstrøm anfægter mulighederne for lys. Vi er mange, der går på gaderne med dynamolygter og andre ting, der lyser op. I butiksruderne ser vi os selv og farer forfærdet sammen. Vi tager os til ansigterne.

”Hvem er det?”
”Ikke nogen.”
”Det er godt.”

Det er katten, der slikker mig i ansigtet. Jeg troede, det var manden. Men han er over alle bjerge, der er ny iPad på banen og et afviklet tv-show, hvor danskerne har stemt, at det helt bestemt er Ida med og uden bøjle, der vinder det hele, fordi hun er magen til Agnes Obel. Man kan bedst lide, at dem der vinder, er ligesom noget, man allerede (gen)kender.

Der er strandet en gummiged foran Fisketorvet, der skaber massive trafikproblemer, siger Trafik-Jette i radioen. Jeg går op på taget og råber det til fuglene. Så kan de flyve den vej, hvis de mangler noget at skraldgrine over.

De små, små mennesker.

The following two tabs change content below.

Tomas Lagermand Lundme

Nyeste indlæg af Tomas Lagermand Lundme (se alle)