Tør man her midt i dødsspiralen og ved afslutningen for landsmødet i SF forsøge at indkredse, hvad der er folkesocialisternes problem?

Dette parti, dette kludetæppe af en fætter-kusinefest, hvor alle enten er i familie med, har været i seng med eller bor i kollektiv med hinanden, har i sin historie måske mere end noget andet været kendetegnet ved den demokratiske samtale. Præcis som det er det nedenfra kommende demokrati, som er og altid har været fundamentet for fremskridt og politikudvikling på venstrefløjen.

Men så skete der noget. Det er uvist hvornår det præcis indtraf. Det må nogle af dem, der har meldt sig ud i protest de seneste år, svare på. Men klart er det, at centraliseringen af beslutningsprocessen, som led i tilnærmelsen mod Socialdemokraterne, har virket som en åreladning af partiets halspulsåre, og det er uvidst på nuværende tidspunkt, om det er muligt at stoppe blødningen.

Den ledende fløj i partiet er af mange kommentatorer blevet kaldt de moderne SF’ere. Det er uforståeligt, både i form og indhold. Modernitet er ikke det samme som ambition, hverken på egne eller kollektivets vegne. Og der er intet moderne over at ville magten. Intet. Det er en dyb menneskelig impuls, som formentlig er lige så gammel som vores art selv. Der er heller ikke noget galt med det i sig selv, selvom det klæder folk at stå ved det.

Når Villy Søvndal i stedet for at gøre det i søndagens kommentar i Berlingske Tidende forsøger at tage patent på moderniteten på venstrefløjen ved alene at tale om ansvarligt bogholderi og en lidt stiv diskussion om velfærdsstatens størrelse, så gør han sig selv, sit parti og årtiers, hvis ikke snart halvandet hundrede års arbejde på den danske venstrefløj uret.

Moderne socialisme er ikke at konkurrere med højrefløjen om at kunne tage sig ud som de bedste administratorer af Danmark A/S. Moderne socialisme skinner ikke ud af den centralkomite med sig selv i spidsen, som Villy Søvndal har sat til at bestyre den hjemmestrikkede og langt mere karismatiske fætter-kusine fest, som partiet var før. Moderne socialisme er ikke, uden så meget som et forsøg på en analyse, at lægge sig fladt ned på ryggen for de internationale markeder, der nu totalt dominerer nationale politisk-økonomisk dagsordner. Og moderne socialisme er heller ikke at undlade at opstille ambitioner for den måde, vores samfund er indrettet på socialt og i forhold til de eksisterende magtstrukturer.

Jeg kan godt forstå, at det ville kunne lyde lidt hult for SF at tale om ligestilling mellem kønnene givet den nuværende ledelse, lidt samme hykleri som når venstrefløjen i det hele taget taler om kvoter i erhvervslivet uden så meget som at gøre et forsøg på at gå foran som det gode eksempel, men en grundlæggende analyse af magtstrukturer, både demografiske, etniske og kønsmæssige og deres indvirkning på vores samfundsudvikling og opstilling af ambitioner for det gode samfund mangler totalt. Disse kan oven i købet med lidt held formuleres i flyvemaskinen uden at skulle åbne for kassen.

Og mere om formen: Et kig på partiet SF i dag minder mig om en partikongres jeg engang var til i Polen. Jeg blev slået over, hvor gammeldags den virkede, som et stort hvidt foto fra arbejderbevægelsen i 1960erne. Mens jeg overvejede hvorfor, jeg syntes, der var noget så bagvendt og antikvarisk over forsamlingen, der ellers havde fine rammer og nymodens perfekt fungerende konferenceteknik til rådighed, blev jeg bevidst om, at cirka 90% af forsamlingen var mænd i jakkesæt. De var ikke alle gamle. Kombinationen ældre magtfuld mand og yngre ambitiøs hang-around er en klassiker i politik. De unge kan bruge genvejen til magten, de gamle kan bruge de store, ukritiske hundeøjne, der er så meget lettere at have med at gøre. Men altså, kongressen i Polen mindede mig om, hvor vigtigt image er for et parti.

Og der er virkelig langt fra et lands– eller hovedbestyrelsesmøde i SF til det image, som centralkomite-medlemmerne Søvndahl, Sohn, Møger personificerer. Og ikke kun på grund af slipset. Det er en holdning, en tilgang til politikken såvel som deres eget parti.

Det andet er det, jeg kalder ”skvadder-faktoren”, nemlig når en politiker taler, og man kan se i hans eller hendes øjne samtidig, at vedkommende ikke selv 100% tror på sit budskab. Dette rækker langt ud over snakken om det, der på fint sprog hedder autenticitet. Nej, det er det, som gjorde at hele jordens befolkning, undtagen de sidste dages forblindede hellige, kunne se, at en sjover som George W. Bush løj så vandet drev af ham. Vi mennesker har en højt udviklet evne til at afkode mimik hos hinanden. Man behøver ikke at vide noget som helst om politik for at få et grundigt indtryk af skvadder-faktoren hos en politiker. Og det belaster SF’s centralkomite, når den forsøger at forklare top-skattelettelser, nej til finansskat, buspriser og alle de andre ”nye” SF-standpunkter.

Der er ikke noget quick-fix for partiet, men at kalde hinanden brokkerøve, og at dæmonisere landets professorer og piloter synes ikke at være end indsats i retning af bedring.

The following two tabs change content below.

Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp er cand.jur. og har arbejdet som international sekretær for Socialdemokratiet. Bor pt. i Madrid med sin mand og sin datter.

Nyeste indlæg af Anne Sofie Allarp (se alle)