Tør man her midt i døds­spira­len og ved afslut­nin­gen for lands­mø­det i SF for­søge at ind­kredse, hvad der er fol­keso­ci­a­li­ster­nes problem?

Dette parti, dette klu­de­tæppe af en fætter-kusinefest, hvor alle enten er i fami­lie med, har været i seng med eller bor i kol­lek­tiv med hin­an­den, har i sin histo­rie måske mere end noget andet været ken­de­teg­net ved den demo­kra­ti­ske sam­tale. Præ­cis som det er det neden­fra kom­mende demo­krati, som er og altid har været fun­da­men­tet for frem­skridt og poli­ti­k­ud­vik­ling på venstrefløjen.

Men så skete der noget. Det er uvist hvor­når det præ­cis ind­traf. Det må nogle af dem, der har meldt sig ud i pro­test de sene­ste år, svare på. Men klart er det, at cen­tra­li­se­rin­gen af beslut­nings­pro­ces­sen, som led i til­nær­mel­sen mod Soci­al­de­mo­kra­terne, har vir­ket som en årelad­ning af par­tiets hals­pulsåre, og det er uvidst på nuvæ­rende tids­punkt, om det er muligt at stoppe blødningen.

Den ledende fløj i par­tiet er af mange kom­men­ta­to­rer ble­vet kaldt de moderne SF’ere. Det er ufor­stå­e­ligt, både i form og ind­hold. Moder­ni­tet er ikke det samme som ambi­tion, hver­ken på egne eller kol­lek­ti­vets vegne. Og der er intet moderne over at ville mag­ten. Intet. Det er en dyb men­ne­ske­lig impuls, som for­ment­lig er lige så gam­mel som vores art selv. Der er hel­ler ikke noget galt med det i sig selv, selvom det klæ­der folk at stå ved det.

Når Villy Søvn­dal i ste­det for at gøre det i søn­da­gens kom­men­tar i Ber­ling­ske Tidende for­sø­ger at tage patent på moder­ni­te­ten på ven­stre­fløjen ved alene at tale om ansvar­ligt bog­hol­deri og en lidt stiv dis­kus­sion om vel­færds­sta­tens stør­relse, så gør han sig selv, sit parti og årti­ers, hvis ikke snart halvan­det hund­rede års arbejde på den dan­ske ven­stre­fløj uret.

Moderne soci­a­lisme er ikke at kon­kur­rere med høj­re­fløjen om at kunne tage sig ud som de bed­ste admi­ni­stra­to­rer af Dan­mark A/S. Moderne soci­a­lisme skin­ner ikke ud af den cen­tral­ko­mite med sig selv i spid­sen, som Villy Søvn­dal har sat til at bestyre den hjem­me­strik­kede og langt mere karis­ma­ti­ske fætter-kusine fest, som par­tiet var før. Moderne soci­a­lisme er ikke, uden så meget som et for­søg på en ana­lyse, at lægge sig fladt ned på ryg­gen for de inter­na­tio­nale mar­ke­der, der nu totalt domi­ne­rer natio­nale politisk-økonomisk dags­ord­ner. Og moderne soci­a­lisme er hel­ler ikke at und­lade at opstille ambi­tio­ner for den måde, vores sam­fund er ind­ret­tet på soci­alt og i for­hold til de eksi­ste­rende magtstrukturer.

Jeg kan godt for­stå, at det ville kunne lyde lidt hult for SF at tale om lige­stil­ling mel­lem køn­nene givet den nuvæ­rende ledelse, lidt samme hyk­leri som når ven­stre­fløjen i det hele taget taler om kvo­ter i erhvervs­li­vet uden så meget som at gøre et for­søg på at gå foran som det gode eksem­pel, men en grund­læg­gende ana­lyse af magtstruk­tu­rer, både demo­gra­fi­ske, etni­ske og køns­mæs­sige og deres ind­virk­ning på vores sam­funds­ud­vik­ling og opstil­ling af ambi­tio­ner for det gode sam­fund mang­ler totalt. Disse kan oven i købet med lidt held for­mu­le­res i fly­ve­ma­ski­nen uden at skulle åbne for kassen.

Og mere om for­men: Et kig på par­tiet SF i dag min­der mig om en par­ti­kon­gres jeg engang var til i Polen. Jeg blev slået over, hvor gam­mel­dags den vir­kede, som et stort hvidt foto fra arbej­der­be­væ­gel­sen i 1960erne. Mens jeg over­ve­jede hvor­for, jeg syn­tes, der var noget så bag­vendt og antik­va­risk over for­sam­lin­gen, der ellers havde fine ram­mer og nymo­dens per­fekt fun­ge­rende kon­fe­ren­ce­tek­nik til rådig­hed, blev jeg bevidst om, at cirka 90% af for­sam­lin­gen var mænd i jak­ke­sæt. De var ikke alle gamle. Kom­bi­na­tio­nen ældre magt­fuld mand og yngre ambi­tiøs hang-around er en klas­si­ker i poli­tik. De unge kan bruge gen­vejen til mag­ten, de gamle kan bruge de store, ukri­ti­ske hund­eøjne, der er så meget let­tere at have med at gøre. Men altså, kon­gres­sen i Polen min­dede mig om, hvor vig­tigt image er for et parti.

Og der er vir­ke­lig langt fra et lands– eller hoved­be­sty­rel­ses­møde i SF til det image, som centralkomite-medlemmerne Søvn­dahl, Sohn, Møger per­so­ni­fi­ce­rer. Og ikke kun på grund af slip­set. Det er en hold­ning, en til­gang til poli­tik­ken såvel som deres eget parti.

Det andet er det, jeg kal­der ”skvadder-faktoren”, nem­lig når en poli­ti­ker taler, og man kan se i hans eller hen­des øjne sam­ti­dig, at ved­kom­mende ikke selv 100% tror på sit bud­skab. Dette ræk­ker langt ud over snak­ken om det, der på fint sprog hed­der auten­ti­ci­tet. Nej, det er det, som gjorde at hele jor­dens befolk­ning, und­ta­gen de sid­ste dages for­blin­dede hel­lige, kunne se, at en sjover som George W. Bush løj så van­det drev af ham. Vi men­ne­sker har en højt udvik­let evne til at afkode mimik hos hin­an­den. Man behø­ver ikke at vide noget som helst om poli­tik for at få et grun­digt ind­tryk af skvadder-faktoren hos en poli­ti­ker. Og det bela­ster SF’s cen­tral­ko­mite, når den for­sø­ger at for­klare top-skattelettelser, nej til finans­skat, buspri­ser og alle de andre ”nye” SF-standpunkter.

Der er ikke noget quick-fix for par­tiet, men at kalde hin­an­den brok­ke­røve, og at dæmo­ni­sere lan­dets pro­fes­so­rer og pilo­ter synes ikke at være end ind­sats i ret­ning af bedring.

The fol­lowing two tabs change con­tent below.
SF’s dødsspiral: Fra fætter kusinefest til slipseklædt centralkomite styre

Anne Sofie Allarp

SF’s dødsspiral: Fra fætter kusinefest til slipseklædt centralkomite styre

Nye­ste ind­læg af Anne Sofie Allarp (se alle)