Hvor er du latterlig”. Ordene stammer fra Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, efter han blev konfronteret med sine egne og medarbejdernes ulovligheder.

Det handler om noget så kedeligt som ophavsret. At skaberen af et værk kan bestemme, hvorledes værket skal benyttes.

Det er ophavsret, der gør, at det er ulovligt at bringe et billede af Den Lille Havfrue i fantastiske vidensressourcer så som Wikipedia.

Det er ophavsret, der gør, at piratkopierede musiknumre, som i øvrigt jævnligt kører i radioen, koster 2.000 dollars.

Og det er ophavsret, der gør, at man ikke bare må linke til en masse danske avisers artikler.

Men det er også ophavsret, der beskytter alle os andre. Der er ikke noget krav om, at man skal gøre noget som helst for at man har rettigheder til sine værker. Ophavsretsloven og Bernerkonventionen beskytter høj som lav. Det er ikke noget krav, at man forfølger krænkere af ens rettigheder (ved varemærker er sagen en anden, hvilket Varemærkelovens § 28 stk. 2 snakker nærmere om). Man behøver ikke at sætte Copyright-tegn. Man har en ret.

Eller, det skulle man tro.

Den uskrevne lov (om ulovligheder)

Én ting er kampen mellem den frie kultur for en mere letspiselig ophavsret mod større mediers kamp om at stramme ophavsretten yderligere, fordi 70 år efter en persons død ikke er lang tid nok for ham til at kunne tjene udgifterne ind. Det er politiske og kulturelle ændringer.

Men så længe, loven er som den er, så handler om noget så latterligt som ret. Forskellen mellem at have ret og få ret.

Vi har dokumentation for, at næsten alle større danske medier bryder ophavsretten. Der kopieres jævnligt ophavsretsbeskyttede billeder fra Facebook og videoer fra YouTube over på mediernes egne servere (med egne reklamer foran, bevares), uden at ophavsretsmanden så meget bliver informeret om dette.

Ekstra Bladet kopierer fra YouTube og mener endda, at deres ulovligheder gør folk en tjeneste — uden at de samtidig forklarer, hvorfor de så tilfældigvis behøver at sætte deres egne reklamer ind foran, som kun de tjener penge på.

Og når TV 2 dummer sig i primetime med at vise billeder fra computerspil, handler det ikke kun om de journalistiske kvaliteter, men også om piratkopiering af tilfældige billeder fra nettetTV 2 hævder, at de efterfølgende har kontaktet spiludvikleren og der nu ikke eksisterer nogen tvist. Men i samme forbindelse fortæller de også, at henvendelsen er foregået efter episoden. Det betyder samtidig, at havde de rent faktisk fundet et ægte billede af Damaskus på nettet, som ikke havde medført reaktioner, ville de næppe havde fulgt op med en kontakt til ophavsretsindehaveren.

Men betyder det ikke blot, at vi bare derhenne, hvor den frie kultur ønsker? At vi låner og deler? At vi nærmer os de “fair use”-ideer, som vi kender fra USA, hvor man godt kan bruge et screenshot fra en film eller et program, hvis det for eksempel sker i journalistisk kritik, satire eller research?

Svaret er — ikke overraskende — nej. Når det går den anden vej, så begrænser Ekstra Bladet journalister i at rapportere om Ekstra Bladets journalistiske svindel. Her bliver ophavsret brugt til at stække adgangen til klar journalistisk og relevant dokumentation.

Det er kun ulovligt, når man bliver opdaget

Og når man spørger, hvad Ekstra Bladet egentlig har gang i med deres ulovligheder, og i øvrigt dokumenterer samme, så er der to svar fra Poul Madsen: 1. Det er kun ulovligt, når man bliver opdaget, og 2. Hvor er du latterlig.

Vi lader den stå et øjeblik. Når vi tænker over det, giver den uskrevne, men velkendte regel blandt Danske Dagblades Forenings medlemmer om at kopiere udenlandske medier, god mening ud fra et risk/gain assessment. Sandsynligheden for, at en tilfældig amerikaner opdager, at danske medier tjener penge (eller “scorer kassen”, for nu at blive i tabloidmiljøets sprogbrug) er lig nul, så hvorfor ikke begå ulovligheden?

Ophavsretsloven ligger under privat påtale, hvilket betyder, at kun ophavsretsindehaveren kan gøre indsigelser. Når vi andre kan se ulovlighederne blive begået igen og igen, så bliver vi kaldt latterlige for at nævne det. Det er jo ikke os, det går ud over.

YouTube er kun en lille del af det. Jævnligt kopierer medier indhold fra crowdsourcede medier som blandt andet Wikipedia og OpenStreetMap. Forudsætningen for at måtte bruge indholdet er også her, at man følger og overholder den relevante licens (herunder typisk kreditering). Følger medierne ikke licensen, falder det slet og tilbage på den almindelige lovgivning: medierne har ikke lov til at kopiere uden ophavsretsindehaverens tilladelse.

Magtforholdet mellem medierne og den almindelige borger i verden er slet og ret ikke balanceret. Dem, som råber op om hårdere sanktioner er samtidig dem, som misbruger lovgivningen. Antipiratgrupper piratkopierer i arrogant stil selv. Gennem ACTA-arbejdet ville medierne kunne få myndigheder til at handle udelukkende fra en forespørgsel — eller partsindlæg, om man vil — fra en sagsøger. Der er ingen interesse i hverken at sikre fair rettigheder og ingen tendenser i retning af at overholde lovgivningen og stoppe misbruget.

Selv hvis medierne ikke vil diskutere de bestemte sager, fordi det kræver en henvendelse fra den tilfældige beboer i Rusland, som har fremskabt fantastiske optagelser af et meteor, så kan de stadigvæk forholde sig til emnet overordnet set. Hvilke politikker og retningslinjer har en avis?

Om kort tid tager Dansk Journalistforbund en tiltrængt snak om etiske retningslinjer. Er der nogen grund til, at “Vi respekterer menneskers rettigheder” ikke er én af dem?

Jeg har et håb om, at medierne har etik og moral. At almindelige mennesker respekteres. Og at man holder sig fra unødvendige og arrogante lovbrud. Måske er det netop det håb, der gør, at Poul synes, at vi er latterlige.

The following two tabs change content below.
Den latterlige ophavsret
Internetpersonen Peter Brodersen er glad for mennesker, data, teknologi, digitale kort, kreative brug af store mængder af informationer og lange ture på stranden.