Det seneste indlæg i sexindustri-debatten her på DenFri handlede om sexarbejderen Mistress, som takkede sine kunder. Hun var den lykkelige luder. Hun sagde tak for den vidunderlige sex og de grænseflyttende erfaringer. Hendes erhverv var som sendt, hvis ikke fra himlen, så fra en anden ophøjet almagt.

Kan det virkelig passe, at en sexarbejder kan være så glad og taknemmelig for sit arbejde? Mistress’ historie beskriver jo reelt set arketypen på den lykkelige arbejder.

For den lykkelige arbejder er lønnen sådan set underordnet. Betalingen er blot et gode, som man tager med. Hvis den lykkelige arbejder vinder i Lotto, så går vedkommende fortsat på arbejde (fire ud af fem hos fagforbundet 3F).

At dømme ud fra Mistress’ artikel, så kan vi formode, at hvis hun vandt i Lotto, så ville hun fortsat tage 4–5 vagter om ugen. Det er jo arbejdet i sig selv der er fantastisk. Er det ikke det vi skal forstå ved den lykkelige sexarbejders beretninger?

Eller rettere: Hvis selve ideen om den lykkelige luder skal give mening i sexindustri-debatten, så skal Mistress svare ”ja” til ovenstående. Hun stempler altså fortsat ind på klinikken til vaginalt, analt og oralt samleje til trods for, at hun har vundet i Lotto.

Dette scenarie virker umiddelbart en smule absurd for helt almindelige danskere. Men lad os bare antage, for argumentets skyld, at Mistress, eller den lykkelige luder, ser dette som en naturlighed. En heldig Lottokupon vil ikke ændre hendes adfærd.

Men selvom den lykkelige luder findes, så kan hun stadig ikke benyttes som brugbart referencepunkt i sexindustri-debatten. Fordi, i og med at hun ikke anser arbejdet som en unaturlig byrde, så har hun allerede fralagt sig benævnelsen sexarbejder (eller arbejder i det hele taget).

En arbejder, og dermed også en sexarbejder, er en person der sælger sin serviceydelse. Det er som udgangspunkt unaturligt at arbejde gratis. Det ligger altså i begrebernes betydning, at arbejderen begærer en passende betaling for sin ydelse.

I sexindustri-debatten anskuer man jo netop selve betalingen som det element, der kan få sexarbejderen til at gennemføre et samleje, som hun ellers aldrig ville have overvejet, såfremt hun ikke fik betaling for det.

Samlejet, eller serviceydelsen, strider altså som udgangspunkt imod sexarbejderens naturlige selvbillede, lyst og vilje. Modsat den lykkelige luder, som gennemfører samlejet drevet af naturlig lyst og velbehag.

Her vil jeg igen skynde mig at understrege, at dette også gælder for mange andre “almindelige” arbejdende mennesker. De kunne heller ikke ikke få sig selv til at arbejde gratis.

Forskellen mellem en konventionel arbejder og en sexarbejder ligger i, at der findes flere kloakmestre som vil lave naboens kloak gratis, end sexarbejdere som vil levere portofrie blowjobs. Dette fortæller noget om, hvor meget den pågældende arbejder mener han/hun nedgør sit oprigtige jeg, igennem sit arbejde. Altså hvor stor en fremmedgørelse og fortvivlelse arbejdet potentielt kan skabe.

Derfor skal vi passe på med at fremhæve den lykkelige luder. For hun er og bliver en unik absurditet, som næppe findes i hobetal. Og i sidste ende kan han/hun derfor ikke retvisende repræsentere sexarbejdernes tilværelse.

Faren er, at hendes markant anderledes adfærd overskygger det faktum, at langt de fleste prostituerede udfører deres arbejde ud fra præmissen om, at man skal have betaling for sit arbejde – og derfor oftest uden egentlig lyst. Ligesom mange andre danskere i almindelige jobs.

Jeg længes efter en debat som tager denne præmis seriøst og dermed flytter fokus over på en reformering, som vil forbedre arbejdslivet for de 3–4.000 sexarbejdere i Danmark.

Dette indebærer altså ikke et meningsløst forbud imod prostitution, men nærmere en respekt og omsorg for de kvinder, som vælger at befærde sig på den del af arbejdsmarkedet, som er hårdere og mere nedværdigende end de fleste andre brancher.

The following two tabs change content below.
Ville den lykkelige luder fortsætte med at arbejde, hvis hun vandt i Lotto?

Rasmus Rosenberg Larsen

Rasmus Rosenberg Larsen er ph.d.-studerende i filosofi på State University of New York. Rasmus er desuden medredaktør på DENFRI. Twitter: @RasmusRosenberg