Det sene­ste ind­læg i sexindustri-debatten her på Den­Fri hand­lede om sex­ar­bej­de­ren Mistress, som tak­kede sine kun­der. Hun var den lyk­ke­lige luder. Hun sagde tak for den vidun­der­lige sex og de græn­se­flyt­tende erfa­rin­ger. Hen­des erhverv var som sendt, hvis ikke fra him­len, så fra en anden ophø­jet almagt.

Kan det vir­ke­lig passe, at en sex­ar­bej­der kan være så glad og tak­nem­me­lig for sit arbejde? Mistress’ histo­rie beskri­ver jo reelt set arke­ty­pen på den lyk­ke­lige arbej­der.

For den lyk­ke­lige arbej­der er løn­nen sådan set under­ord­net. Beta­lin­gen er blot et gode, som man tager med. Hvis den lyk­ke­lige arbej­der vin­der i Lotto, så går ved­kom­mende fort­sat på arbejde (fire ud af fem hos fag­for­bun­det 3F).

At dømme ud fra Mistress’ arti­kel, så kan vi for­mode, at hvis hun vandt i Lotto, så ville hun fort­sat tage 4–5 vag­ter om ugen. Det er jo arbej­det i sig selv der er fantastisk. Er det ikke det vi skal for­stå ved den lyk­ke­lige sex­ar­bej­ders beretninger?

Eller ret­tere: Hvis selve ideen om den lyk­ke­lige luder skal give mening i sexindustri-debatten, så skal Mistress svare ”ja” til oven­stå­ende. Hun stemp­ler altså fort­sat ind på kli­nik­ken til vag­i­nalt, analt og oralt sam­leje til trods for, at hun har vun­det i Lotto.

Dette sce­na­rie vir­ker umid­del­bart en smule absurd for helt almin­de­lige dan­skere. Men lad os bare antage, for argu­men­tets skyld, at Mistress, eller den lyk­ke­lige luder, ser dette som en natur­lig­hed. En hel­dig Lot­to­kupon vil ikke ændre hen­des adfærd.

Men selvom den lyk­ke­lige luder fin­des, så kan hun sta­dig ikke benyt­tes som brug­bart refe­ren­ce­punkt i sexindustri-debatten. Fordi, i og med at hun ikke anser arbej­det som en una­tur­lig byrde, så har hun alle­rede fra­lagt sig benæv­nel­sen sex­ar­bej­der (eller arbej­der i det hele taget).

En arbej­der, og der­med også en sex­ar­bej­der, er en per­son der sæl­ger sin ser­vi­cey­delse. Det er som udgangs­punkt una­tur­ligt at arbejde gra­tis. Det lig­ger altså i begre­ber­nes betyd­ning, at arbej­de­ren begæ­rer en pas­sende beta­ling for sin ydelse.

I sexindustri-debatten anskuer man jo netop selve beta­lin­gen som det ele­ment, der kan få sex­ar­bej­de­ren til at gen­nem­føre et sam­leje, som hun ellers aldrig ville have over­ve­jet, såfremt hun ikke fik beta­ling for det.

Sam­le­jet, eller ser­vi­cey­del­sen, stri­der altså som udgangs­punkt imod sex­ar­bej­de­rens natur­lige selv­bil­lede, lyst og vilje. Mod­sat den lyk­ke­lige luder, som gen­nem­fø­rer sam­le­jet dre­vet af natur­lig lyst og velbehag.

Her vil jeg igen skynde mig at under­strege, at dette også gæl­der for mange andre “almin­de­lige” arbej­dende men­ne­sker. De kunne hel­ler ikke ikke få sig selv til at arbejde gratis.

For­skel­len mel­lem en kon­ven­tio­nel arbej­der og en sex­ar­bej­der lig­ger i, at der fin­des flere klo­ak­me­stre som vil lave nabo­ens kloak gra­tis, end sex­ar­bej­dere som vil levere por­tof­rie blowjobs. Dette for­tæl­ler noget om, hvor meget den pågæl­dende arbej­der mener han/hun ned­gør sit oprig­tige jeg, igen­nem sit arbejde. Altså hvor stor en frem­med­gø­relse og fortviv­lelse arbej­det poten­ti­elt kan skabe.

Der­for skal vi passe på med at frem­hæve den lyk­ke­lige luder. For hun er og bli­ver en unik absur­di­tet, som næppe fin­des i hobe­tal. Og i sid­ste ende kan han/hun der­for ikke ret­vi­sende repræ­sen­tere sex­ar­bej­der­nes tilværelse.

Faren er, at hen­des mar­kant ander­le­des adfærd over­skyg­ger det fak­tum, at langt de fle­ste prosti­tu­e­rede udfø­rer deres arbejde ud fra præ­mis­sen om, at man skal have beta­ling for sit arbejde – og der­for oftest uden egent­lig lyst. Lige­som mange andre dan­skere i almin­de­lige jobs.

Jeg læn­ges efter en debat som tager denne præ­mis seri­øst og der­med flyt­ter fokus over på en refor­me­ring, som vil for­bedre arbejds­li­vet for de 3–4.000 sex­ar­bej­dere i Danmark.

Dette inde­bæ­rer altså ikke et menings­løst for­bud imod prosti­tu­tion, men nær­mere en respekt og omsorg for de kvin­der, som væl­ger at befærde sig på den del af arbejds­mar­ke­det, som er hår­dere og mere ned­vær­di­gende end de fle­ste andre brancher.

The fol­lowing two tabs change con­tent below.
Rasmus Rosenberg Larsen DenFri 136x170   Ville den lykkelige luder fortsætte med at arbejde, hvis hun vandt i Lotto?

Ras­mus Rosen­berg Larsen

Ras­mus Rosen­berg Lar­sen er ph.d.-studerende i filo­sofi på State Uni­ver­sity of New York (USA). Ras­mus er des­u­den med­re­dak­tør på DENFRI.
Rasmus Rosenberg Larsen DenFri 136x170   Ville den lykkelige luder fortsætte med at arbejde, hvis hun vandt i Lotto?

Nye­ste ind­læg af Ras­mus Rosen­berg Lar­sen (se alle)