Tidligere var mine naboer en kinesisk familie. Den unge mand plejede at sidde på hug på bagtrappen og ryge opium på en hjemmebygget bong. Jeg accepterer det, jeg er nysgerrig, jeg følger med, og jeg hilser altid. Når man bor på Nørrebro, mener jeg, det er sådan, det bør være. Ethvert sted, hvor der er meget liv og mange unge mennesker, bør det være sådan. Jeg er ligeglad med, om det er Times Square eller overfor Crazy Daisy i en provinsby.

Der skal være liv, og om det er lyden/larmen af fest eller hverdag er lige meget for mig, så længe det er positivt. Jeg ville aldrig acceptere lyden af en mand, der banker sin kone, en kone der banker sin mand, eller at en af dem banker deres hund, det er negativt, og det har jeg ikke brug for.

Når folk klager over min larm, opfører jeg mig altid på samme måde. Jeg lytter uden at sige noget, svarer derefter respektfuldt, at jeg forstår, og at jeg nok skal skrue ned. Jeg tror endda, at jeg ville gå så langt som at stoppe en fest, hvis nogen bad mig om det.

Jeg har dog nogle ting, jeg godt kunne tænke mig, klageren ville gøre:

1. Tal pænt til mig! Jeg er ikke ved at slå nogen ihjel, jeg sælger ikke heroin eller menneskesmugling. Det er måske en synd at drikke og synge med på dårlige popsange, men det gør du også en gang imellem.

2. Gør noget ved det! Det ville blive væsentligt nemmere, hvis folk ikke lå og vendte og drejede sig i deres senge, før de fik klaget. Irriterer jeg dig, så sig det til mig med det samme. Kan du høre, der er ved at blive fest så kom og sig, hvornår du har tænkt dig at gå i seng. Det gør det nemmere for både dig og mig.

3. Tag hævn! Nabostrid er en nationalsport i Danmark. Og practical jokes er, når de laves med kærlighed, humor og kreativitet, positiv energi. Intet ville more mig mere end at blive vækket af Schlagerhits efter en lang nats party uartig eller af min ældre nabo, der pisser ind ad min brevsprække.

Jeg er ked af, hvor meget jeg har larmet, eller måske er jeg mere ked af, at min overbo har et lille barn. Men jeg vil ikke undskylde for at leve livet fuldt ud. Så næste gang, du synes, jeg larmer, så kom ned, op, over eller hen og få en øl, og så snakker vi om, hvorfor dine sko er så små og dit liv så gråt og kedeligt.

Læserbrevet er skrevet af Asmus Helms

I 1989 udstedte Ayatollah Ruhollah Khomeini en fatwa over forfatteren Salman Rushdie oven på udgivelsen af bogen De Sataniske Vers. Nu er den samme skæbne overgået den tyskiranske rapper Shahin Najafi. Ayatollah Nasser Makarem Shirazi har i en fatwa erklæret rapperen for frafalden (fra islam, red.), hvilket er ensbetydende med en dødsdom efter islamisk lov.

31-årige Shahin Najafi har boet i Tyskland, siden han forlod Iran i 2005. Det betyder imidlertid ikke, at han nødvendigvis er udenfor det iranske regimes rækkevidde. Websitet Shia-Online.ir har udlovet en dusør på 100.000 dollars til den, der dræber rapperen, og internetavisen Asr Emrous opfordrer også sine læsere til at dræbe Shahin Najafi, men forventer angiveligt, at læserne slår rapperen ihjel gratis.

Det er den farsi-sprogede sang Naqhi, der har bragt sindene i kog. Sangen satiriserer over alt fra iranernes optagethed af næseoperationer over verdenssamfundets økonomiske sanktioner til præsidentvalget i 2009. Naqhi er blevet et hit på YouTube, hvor nummeret er blevet vist 320.000 gange. Sangens omkvæd har en reference til shiamuslimernes tiende imam Naqhi, og det opfattes af Shia-Online som “krænkende”. Shahin Najafi siger, at han ikke har haft til hensigt at krænke islam eller imam Naqi. Sangen er derimod ifølge ophavsmanden en satire over det nuværende iranske samfund.

Den danske forening Frit Iran har to gange haft besøg af Shahin Najafi.

Det fortæller Tracie Farrell, der arbejder for Mokono et tysk digitalt marketingsbureau, der er involveret i Blogforever.

En platform til bevaring og aggregering
Blogforever er med på Re:publica, hvor de gør opmærksom på projektet. Blogforever handler om at skabe en platform, der er i stand til at aggregere, bevare, håndtere og sprede blogs. Det er et stort projekt, og midlerne kommer fra EUs 7. rammeprogram, der handler om forskning og udvikling af højteknologi.

Nogen vil måske mene, at det strider imod hele internettets natur at skulle arkivere noget, så dynamisk som blogs. Men det handler om at bevare at det for fremtiden.

“Hvis indholdet på en blog af forskellige grunde forsvinder, er det vigtigt at kunne genskabe det. Det er vigtigt at kunne se, hvordan ting udvikler sig. For mange forskere er blogs en måde at få forskning ud på, der ikke skal igennem et peer-reviewsystem. Det har kulturel værdi. De tanker vil stadig have værdi i fremtiden.”

CERN udvikler softwaren
De mange partnere i programmet er forskellige europæiske universiteter, softwarefirmaer, digitale bureauer og CERN (European Organization for Nuclear Research). Netop CERN står bag softwareudviklingen. Softwaren bliver åben og skal kunne tilgås af alle og en hver skal kunne bygge sit eget arkiv for eksempel baseret på bestemte emner. På den måde vil Blogforever også til en slags kurateringsværktøj.

Lige nu undersøger man, hvad der er vigtige elementer at kunne bevare og hvordan det kan gøres. Det er for eksempel, hvis  et blogindlæg har et YouTube-klip indlejret. Man tester også lige nu på 50 blogs med test (depoter). Senere ender man med at skulle teste på 350.000 blogs, for at se om projektet kan klare blogs i stor skala. Efter planen skal softwaren være tilgængelig fra 2013.

Læs mere om det på blogforever.eu

Vi har ønsket at holde udgifterne til filmen nede, så vi kunne lave en no-budget fremfor en low-budget film. I praksis har det ikke været muligt at fjerne alle udgifter. Vi har allerede været i Sverige én gang og har filmet Lars Vilks i sit hjem og ved sin monumentalskulptur Nimis på Kullen i Skåne. Men vi har brug for flere optagelser for at kunne skabe en film af en acceptabel længde. Når vi skal have flere optagelser i kassen, får vi udgifter til transport, leje af professionelt udstyr og postproduction (af materialet). Det er vores håb, at interesserede vil yde produktionsstøtte, så vi kan færdiggøre dokumentarfilmen om Lars Vilks.

Vi vil med filmen skabe et positivt dokument med Lars Vilks i fokus, der kan vise omverdenen, at han er en stor og konsekvent billedkunstner, og dermed bidrage til, at Lars Vilks får bedre betingelser som kunstner og menneske.

Alle, der bidrager økonomisk eller på anden måde til filmen, vil (hvis de måtte ønske det) blive takket i filmens rulletekster.
Beløb af enhver størrelsesorden modtages med tak.

Penge indsættes på følgende konto:
Kontonummer:

Reg. nr. 3633

Konto nr. 3402852356

IBAN:

DK3130003402852356

BIC:

DABADKKK

Mærk indbetalinger “Vilks”.

Det er denne kombination af stigende gæld, faldende produktion og en politisk kultur i forfald der historisk set, ikke blot har lagt nationer øde, men også har betydet undergangen for imperier og civilisationer.

Politikerne har længe slået til lyd for, at krisen kom “udefra”, underforstået at de folkevalgte ikke havde noget ansvar, men i befolkningerne ulmer vreden og utilfredsheden. Krav om at nogen holdes ansvarlige for en krise, kun de færreste forstår, breder sig med lynets hast, men politikerne er som altid dygtige til at drage fordel af folkets utilfredshed.

Drakoniske nedskæringer på velfærden er det eneste, man på tværs af de politiske skel kan blive enige om, men da de fleste europæiske landes finanspolitik reelt er lagt i hænderne på EU, er de lokale debatter om økonomierne rene pseudo-opgør, hvor det man reelt skændes om, kun udgør omtrent 0,5% af de samlede budgetter.

Det er den slags idioti, vælgerne siden 2007 har måtte lægge øre til, og som gør, at stadig flere vælgere føler sig desillusionerede i en sådan grad, at de er ved at miste troen på det politiske system.

Det skal gå ud over nogen
Vælgerne ønsker at se blod, at se nogen blive holdt ansvarlig for den økonomiske krise, og det er her det bliver virkelig skræmmende, for hvad er det egentlig befolkningerne kræver af deres politikere? Jo, vælgerne lader til at mene, at de ansvarlige for krisen ikke blot skal findes blandt bankerne, men at de såkaldt fremmede og de arbejdsløse, de nutzlose Esser, bærer et hovedansvar.

Det er ikke første gang, at vi oplever europas befolkning anklage banker, semitter og fattige for alverdens tænkelige ulykker, og politikerne er da hellere ikke sene til at udnytte denne gyldne mulighed for at fjerne ansvaret fra dem selv, og overføre det til andre.

På kort sigt virker det måske som en smart idé, men har man bare en smule historisk bevidsthed, bør man komme i hu hvilke tilstande der herskede efter Weimarrepublikkens fald, og hvad den tids folkekrav førte til.

Tager vi det franske præsidentvalg som udgangspunkt, er tendensen ganske tydeligt. Her fik højreekstremisten Marine Le Pen, udfra en platform baseret på hadefulde islamofobiske paroler, krav om nedskæringer på velfærden og et direkte angreb på finanssektoren, et særdeles godt valg med hele 17.9% af stemmerne. Særligt vælgerne mellem 18-24 år fandt Marine Le Pens populistiske angreb på udvalgte samfundsgrupper værdigt nok til at stemme på hende.

Særligt var det vel nok hendes angreb på finanssektoren, de unge lod sig blænde af, hvor hun som den første europæiske politiker, ligefrem satte navn på; Goldman Sachs. Den stigende ungdomsarbejdsløshed i Frankrig har antageligvis også spillet en stor rolle, men at så mange forvirrede unge har kunne få sig selv til at stemme på et så højreekstremt parti som Front National, er måske i virkeligheden blot et udtryk for et fransk uddannelsessystem i forfald.

Det nyligt overståede valg i Grækenland sætter en tyk streg under problemets omfang, hvor fascistpartiet Gyldent Daggry fik hele 6.97% af stemmerne, hvilket svarer til 21 pladser i parlamentet. Lederen af partiet, Nikolaos Mihaloliakos, lovede som det første at gøre alt hvad han kan for at sende alle illegale indvandrere ud af landet. Da en journalist spurgte ham hvordan dette skulle kunne gennemføres svarede han vredt »brug din fantasi!« I følge lederen af fascistpartiet er Grækenland kun begyndelsen på en ny fascistisk bølge i Europa. Tab af national suverænitet, forringede levevilkår kombineret med ydmygelser leder altså ikke kun til ekstremisme i lande som Afghanistan, men truer nu også med at ødelægge den europæiske civilisation.

Bedsteborgerne går forrest
I Danmark, har vi de seneste år også oplevet partier og vælgere der flokkes om ideen om, at det er finanssektoren, “de fremmede”, samt de arbejdsløse der bærer et hovedansvar for krisen. Hvor vi i Grækenland oplever erklærede fascister i sorte uniformer og flag der bringer mindelser om hagekorset opnå magt, er det et ganske anderledes billede, vi ser i Danmark, hvor fascistiske meninger altid er dækket af en fernis af pænhed, korrekthed og intellektualisme.

I Danmark er det ikke i forkellige grupperinger på den yderste højrefløj der udgør problemet, men derimod det moralske forfald blandt bedsteborgerne. På et debatmøde i Marts arrangeret af Politiken.dk, udtalte Karina Pedersen ønske om, at underklassens genpulje burde administreres af staten! Venstre´s Kristian Jensen har tilsyneladende ikke noget problem med Karina Pedersen, faktisk er hun en af hans helte. Den 29. april skrev Venstres kronprins på Facebook:

Også i Danmark har vi oplevet den ene bankpakke afløse den anden i det naive håb, at alting på mirakuløs vis ville ændre sig til det bedre, hvilket det selvfølgelig ikke har gjort. Hvor vi ikke har kunne holde bankerne ansvarlige for fejlslagen spekulation, vælger vi i stedet at sparke nedad med krav om reformer af de samfundsgoder, vores forfædre brugte hundrede år på at opnå. Sådan er mennesket ofte sin egen værste fjende. Hvad der tog en menneskealder at opbygge, nedbryder vi gerne på en måned blot for at tilfredsstille den indre svinehund.

»When people lose everything, they have nothing left to lose, and they lose it « – Gerald Celente

Kombinerer vi kravene om nedskæringer med den støt stigende arbejdsløshed, er der lagt op til social uro. Når man presser en befolkning, der allerede er i knæ, har denne ikke længere noget at miste. Enten finder europæiske politikere ud af, at løse de økonomiske problemer uden brug af drakoniske nedskæringer, eller også vil Europa atter blive ramt af protester, ballade og ligefrem voldelige oprør.

Hvad er så løsningen, og hvordan forhindrer vi at vi ender i samme situation igen?

Vælger vi en liberal løsningsmodel, der jo i virkeligheden blot er baseret på ren og skær ønsketænkning, vil Europa gå en ny mørk tidsalder i møde. Forringet velfærd, dårligere uddannelser, lavere løn og færre jobs, løser som bekendt hverken befolkningernes dagligdagsproblemer eller de generelle strukturelle problemer, vi står overfor.

Hvis vi skal blive ved med at være civiliserede er der derfor behov for at finde en løsning, der også tilgodeser befolkningerne. Fremfor at trykke penge og hælde dem i et stort sort hul, bør vi bruge denne kredit som det jo reelt er, til at styrke uddannelsessektoren, sænke skatten for de lavtlønnede, investere massivt i infrastruktur og energiforsyning samt reformere patentsystemet og loven om ophavsret.

Yderligere bør vi overveje, at indføre en Glass Steagal lignende ordning, der skarpt adskiller investerings- og opsparingsbanker fra hinanden. Mange investorer vil blive ramt af et sådant tiltag, men da det at flytte papirer fra det ene skrivebord til det andet alligevel ikke på nogen måde bidrager til samfundet, ville det være en god idé en gang for alle, at gøre op med samfundets afhængighed af denne praksis.

For de mest gældsplagede nationer, af hvilke Danmark, hvis man medregner den private gæld, er iblandt, er der for mig at se kun to reelle muligheder. Enten på sigt at gennemleve et totalt kollaps af økonomien, hvilket vil føre til endnu flere nedskæringer eller at devaluere møntfoden for derefter at producere sig ud af problemerne. Roosevelt gjorde det med held gjorde i trediverne, og de sydamerikanske ALBA lande gjorde det i halvfjerdserne, men for de lande der har taget Euroen til sig, er dette naturligvis umuligt.

Et argument mod en devaluering af kronen kunne være, at udenlandske spekulanter omgående ville dumpe deres kroner, hvilket kunne føre til en devaluering helt ude af kontrol. Derfor er der brug for, at gøre op med gamle tabuer, at vende blikket bort fra USA og det gamle britiske imperium, og søge nye græsgange mod øst.

BRIC-landende gør i disse dage op med dollaren som reservevaluta. De investerer intensivt i samarbejde om infrastruktur med opførelsen af moderne A-kraftværker og transportsystemer der, i et opgør med resterne af de gamle imperialistiske handelsflåders magt på havet, sigter på at forbinde fremtidens handelscentre.

BRIC-økonomierne blomstrer som en konsekvens af dette samarbejde og det er efter min mening her fremtiden ligger, og hvor et lille land som Danmark ikke blot kunne finde ly mod stormen af spekulanter men også udvikle vores kreative potentiale. Det er nemlig hverken bankerne, semitterne eller de arbejdsløse der truer den europæiske civilisation eller dansk kultur, med udelukkende vores manglende evne til at udvikle os, at samarbejde og at turde tænke nyt.

I fortællingen om Hamlet var det Shakespeares intention at advare menneskeheden om dens indbyggede selvskabte tragedier, der især opstår når politikere og ledere betingelsesløst fastholder populistiske ideer, fremfor at være modige nok til at kaste populismen overbord, og lade fremtidens behov guide den nuværende dagsorden.

Spørgsmål om politik og samfundsøkonomi bør ikke kun handle om penge og kontrol men hellere om, hvordan vi som mennesker bedst gør brug af vores kreative energier og forvandler dem til videnskabelige, kunstneriske og teknologiske fremskridt, der ikke bare gavner samfundet i dag og i morgen, men også sikrer et solidt fundament for fremtidige generationers ve og vel.

Villy Søvndal kalder det en sejr for den europæiske socialisme. Alle klapper og trækker rødt kort. Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten er kommet hjem fra partiets landsmøde, hvor alle var uenige om enigheden. Dog sagde man med skjulte, sarte tunger, at man ikke gad hænge sig i lilla kåbekejsere, der aldrig har sagt noget pænt om venstrefløjens idealer, nu da kejserinden går efter en Margrethe-skål at skåle i. Og en magt, der kan ligge på et lille, lunt sted, hvor ingen kommer længere, fordi det er en saga blot, at danske børn sprøjtes ud på Rigshospitalet.

I øjeblikket nedfryses de.

Til bedre tider.

Æggene og sædcellerne.

Jylland er dog helt sin egen. Det har Jylland nok alle dage været. Men der er rod i parcelhushaverne. Lunderskov står for skud. Børn, der aldrig bliver børn igen, er ødelagte og sidder med bagdele placeret på store puder og taler over sig hos psykologerne, der vælger at skrive det hele ned i journaler, der så bliver væk. Pist væk. Så er den sag forsvundet. Det samme er barnet.

Og institutionerne i lommelygtelandet får stadig lov til at regere med skjulte moselove, hvor en mand er en mand, der har visse behov. Og hvis børnene sladrer, er der ingen, der lytter.

De fleste børn vælger at holde mund.

På den måde skaber man sin egen historie.

I kraft af stilhed.

I Spanien er der også stille. Men de lover, det holder op. De har nemlig en revolution om ørerne. For et år siden satte bevægelsen Los Indignados moral og etik over styr, da de krævede en demokratisk omvæltning af et styre, der længe kun havde styret sig selv. Og var med andre ord udenfor rækkevidde. Banker stod i brand, da de indignerede gik på gaden og tilkendegav deres mening. Nu fejrer de deres fødselsdag.

Bankerne vil igen gå op i røg, siger de.

Bare vent til på tirsdag.

Orhan Pamuk har skabt sit eget museum af uskyldigheder midt i Istanbul. Alt det, han har skrevet om i ”Museum of Innocense” er udstillet i glasmontrer, der minder om de efterladenskaber, Sophie Calle insisterer på at indsamle for at fortælle andre om sig selv. Franskmanden Sophie Calle gemmer, så historien er hendes egen.

Orhan Pamuk har snydt. Han har fået andre til at give ham materialet, han så har skrevet en historie om. Om skylden, når den virker såre forsigtig, fordi den træder med listefødder ind igennem et kærlighedserindrende landskab, hvor den elskede er væk og alt det, man husker, er det kærligheden nåede at røre – og berør – inden den forduftede ud i et mere eller mindre ituslået forår, hvor kirsebær blomstrer og ferskentræer står på rad og række og afblomstrer, men ingen ser det. Slet ikke kærligheden, der har set sig blind på det, der var. Sådan har man det med at huske kærligheden, som noget der var.

Og det i sig selv er en lise for sjælen, når man som Orham Pamuk er den tyrkiske forfatter, der skriver om sin samtid og sit lands historie, så der i det mindste er en, der ikke glemmer det. Sophie Calle, den lille spirrevip af en kunstnerinde med en hals som en hyæne, tænker historien på en anden måde, fordi hun gang på gang bruger virkelighedens materiale, sit eget, hvis hun da ikke får Paul Auster fra Brooklyn til at skrive, at hun et helt år kun må spise i forskellige farver. Så gør hun nemlig det.

Blå, rød, gul, grøn.

Anne-Grethe Bjarup Riis tripper rundt i skovens anemoner og gider ikke høre mere på vrøvl fra gamle mænd, der tror, at Jørgen Leth er Gud og Gud derfor må alt med dem, der ikke har nosser nok til at råbe nej. Hun bærer på ingen måde et kyskhedsbælte. Hun går slet ikke med bælter, med mindre hun har dem i hånden og bruger dem til at piske alle dem, der stadig går rundt i landet med den lille forstand og tror, at den lykkelige luder er noget, der findes – og som glædeligt (tja, nærmest med en inderlighed, der ikke er til at fortrænge) beder om gang på gang at blive misbrugt. Bare der betales ved kasse 1 til bagmænd af enhver skuffe. Hun råber op og rusker i andedammen, Anne-Grethe.

Godt, hun bliver ved.

I gamle dage brændte man sådan nogle som hende af på bål og andre kugleformede grille. Det var mændenes måde at udrydde kvinder, der var klogere end dem selv. I dag får de et dobbeltopslag i Dagbladet Politiken om søndagen, hvori man så håber, at det hele går over af sig selv igen. Det gør det næppe. Heldigvis for det. Desuden er det blåstrømpen Ditte Giese, der har griflet alt, hvad Anne-Grethe har brølet. Det har hun gjort godt. Jeg ved, hvor svær er hun at styre, frk. Riis.

Men på den anden side, der er også meget at være vred over.

Vi troede, vi var nået så langt.

Og så var vi i bund og grund tredive kilometer skridt bagud.

Henrik Sass Larsen, den gamle rocker, er tilbage som socialdemokrat, der deler vind og vejr nogenlunde lige. Det er mest sol til dem, der går med rygmærker. Sådan har det alle dage været. Man skal være med i klubben. Ellers er man out og må passe sig selv.

”Jeg har bare haft forkerte venner,” siger han i alle landets aviser og prøver på den måde at vride karkluden af medlidenhed.

Han er god til skuespil, så en enig presse hylder ham, fordi han netop er den der lille verdensmand, vi går rundt og mangler, nu da Jan Trøjborg fra Horsens har stillet kondiskoene, fordi han et kort øjeblik troede, at han var ung med de unge – og hoppede op på cyklen. Bang, sagde det. Og så lå han der. På jorden. Død, sød, død.

Sådan går det, når man spiller på de forkerte heste – og tror, man er Bjarne Riis, den gamle rotte, der i kraft af pedalerne, ankommer til en verden hudløs bagi. Jan Trøjborg tog en anden opskrift, anakondaen fra Horsens, velsagtens, hoppede direkte på rustvognen. Han forvekslede den kortvarigt med en cykel. Den slags sker.

Manden overvejer at tage badevægt med til Aserbajdsjan. Remee tager også sin med. Så har de to, hvis den ene svigter.

”Den bliver tung at slæbe rundt på,” siger jeg.

Manden nikker.

Katten er sur. Det bliver den hver gang, man henter kufferten ude på loftet. Nu ligger den på spisebordet. Kufferten. Katten sidder og skuler til den.

Den skeler.

Det er hårdt at holde øje med badevægt og kuffert samtidig. Man må vælge.

Men hvordan er det nu lige med told osv., når det hele skal på vægtskålen og man står der i de forenede et-eller-andet med en appelsin i turbanen og ikke kan forklare, om badevægte i bund og grund ikke er er andet end en vesteuropæisk bombeattrap. For manden vil have badevægten med ind i flyveren. Hvis den bare kunne være i kufferten, var det nok en anden sag.

Vi googler på nettet. Der er for det meste noget om alt. Men det med badevægte mangler de ord om.

”Du må skrive det ned, dine erfaringer,” siger jeg og lyder som Drude Dahlerup i høj modvind.

Både kat og mand ser også lidt underlige på mig. Jeg hoster. Men Drude vil ikke forsvinde. Jeg må drikke tre liter vand, før tilstanden går over. Og så har manden bestemt sig. Han låner bare Remees.

Københavns Vestegns Politi siger, hold dig væk. To højhuse i Rødovre skal jævnes med jorden. De har bevæget sig alt for længe i vinden. Folk fortæller, at billederne på deres vægge, har flyttet sig, når Gud har pustet på dem. Familiefotografier er faldet ned. Søskende, man troede, man havde, er røget ned på gulvtæppet og først dukket op igen bag sofaen, når man tog den årlige tur med støvsugeren. Det går ikke. Hverken med familien eller med de resterende mennesker i højhusene, der så pænt er blevet forflyttet.

I ruskende vind har de stået nede på gaden med hovedpuder, dyner og kaninen i en transportkasse og set på deres hus, der forsvandt søndag kl. 12. Bang, siger det. Og så er det væk. Ingen danskere kan sådan noget, så man har en englænder i området, der står for sprængningen.

”Hold dig væk. Vi sprænger.”

Sankt Jørgens sø er på den anden ende. Man må fiske i den, hvis man er det, der hedder lystfisker. Startskuddet lyder og gedderne skal på land. Jeg går derovre og spørger om der også er tigerhajer. Forleden fortalte en gammel veninde fra procenternes land i lånt pels, at hendes hund var blevet spist af noget, der mindede om en stor guldfisk. Pudlen havde bare lige tisset. Og haps, så var den væk.

”Der var nok skildpadden,” sagde jeg. ”Skildpadden?” Hun himlede op og tog sin håndtaske til sig. ”Ja, skildpadder spiser pudler,” forklarede jeg og lød på en måde meget voksen.

Men ingen lystfiskere får noget på krogen. Hverken liget af en puddel, en skildpadde eller en tigerhaj. Men gedder i massevis. Og så skal de måles, for det ikke er sjovt at fange noget, der ikke også er den største, længste og den, der vejer nogenlunde mest. Vi er tilbage under bruserne efter idræt på Løjtegårdsskolen, hvor alt også skulle måles, så de små mænd mellem benene blev helt hudløse af alt det hiv og hejs.

Beastie Boys er ødelagte, fordi frontfiguren Adam Yauch er død. 47 år gammel. De gode ryger altid først, men det må man ikke sige, for hvad så med alle dem, der bliver tudsegamle og reelt var søde nok lige til det sidste. Men med Adam Yauch, der sov ind fredag aften på Manhatten med ondsindet kræft i spytkirtlerne, har vi mistet en spydspids i det, der var undergrund, der blev overgrund i løbet af nul komma fem.

Det var middelklassens oprør mod en kultur, der endnu ikke var en kultur, som stadfæstede sig i Beastie Boys – og blev deres grundskelet. Først var de uartige drengerøve, der kun gad at feste. Men hurtigt blev festen alvorlig, og de ville heldigvis noget mere. Og deres blanding af humanistisk etnicitet greb i alle breddegrader om sig.

Politik er ellers en hård ballon at få ind på hitlisterne som en single, men det prøvede de også, da drengerøvene var blevet voksne, og kærligheden kastet på buddhisme, fordi de havde rejst verden tynd på deres turneer, men gang på gang var strandet i Nepal eller Tibet, hvor røde ting gang på gang forblev røde ting. Og lyde af bjælder og messende stemmer, der lagde et grundspor for en tid, en samtid.

Nu er Beastie Boys væk. Der er ingen grund til at fortsætte uden Adam.

Det var så den tid. Ungdommen er røget sig en tur. Tycho Brahes Alle med Klub 47, hvor døgnapoteket lyste neon hele døgnet, er et overstået kapitel. Nu må du stavre af sted på dine egne stankelben. En humanist har verden mistet. Endnu en, kan man sige.

Obama siger ja til homovielser. USA er på den anden ende. Ingen ved længere, hvor de har ham. Og er man nu helt sikker på, at man har hørt rigtigt? Ja, det har man(d). Kirken i Bibelbæltet hanker op til krig, men bliver kun mødt af slatne regnbueflag, der alt for længe har prydet alle dem, der stadig mener, de bliver trådt over tæerne, fordi deres kærlighed er så åbenlys og hvad ved jeg.

Det er et fremskridt af dimensioner, Obama har trukket frem fra skattekisten. Lad os håbe, det holder, for dem, der har lyst til at gå ind i kirken (der på ingen måde er afrundet af folket) skal selvfølgelig have lov til det. Og hvad de laver derinde, må guderne så vide. Bare vi andre er fri. Både for at se og høre om det.

Bagefter.

Fire ud af ti danskere har fravalgt deres respektive familier, fordi de ikke gider dem. Sådan kan det gå. Man vælger dem jo heller ikke selv. Og det er nok et problem man kan tage at føle på. En dag har man dem. I pose og lærredssæk. Og man slipper ikke af med dem igen. De sætter sig fast. Som tæger. Ikke at de suger blod, familierne, de suger kun liv.

Danish Crown lukker og slukker ned for slagteriet i Esbjerg. 450 mennesker med kødelige tilbøjeligheder kommer til at stå uden for arbejdsmarkedet i udkanten af et land, hvor alle stadig tror, at de kan æde som svin. Kød i alle afskygninger bugner stadig på fedtefade, hvor spæk, svær og koteletter ligger og lokker danskerne, der helst spiser det, de selv er – på nær andre mennesker.

Så primitive er vi ikke.

Nej, nej, vi er slet ikke sådan nogle størrelser, der render rundt i Randers Regnskov med pikken viklet ind i et eller andet, der får den til at stritte til alle retninger, mest til højre, mens de sorte gryder gasser den over sagte, vedvarende ild.

En silo er eksploderet i København. Undtagelsestilstand nærmer sig. Det var også en fejl, forlyder det, men jord og himmel står i ét. Man kalder på Gud, men der kommer ingen.

Men min mor ringer og hører, om det hele her på stenbroen er okay?

Hun er i tvivl.

Jeg stikker hovedet ud i samfundet. Biler, busser og cyklister drøner rundt dernede på asfalten. Og folk står i pæne lige rækker og afventer grønt, så alt fortsætter, selvom ting hist og pist sprænges i tusindvis af stumper og stykker.

Manden ser på mig med bebrejdende øjne.

”Var det dig?”

”Nej, det var samfundet,” siger jeg.

Så er den skid slået.

Ofret skal udstilles. Helst på plakater i byens rum. Så sker det ikke igen, hedder underteksten. Så kvinder og mænd, der er blevet voldtaget, overfaldet eller udsat for andre ting, man ikke går ind i frivilligt, stiller selv op med en god makeupartist, der skaber de omstændigheder i ens ansigt og på kroppen, så det ser ud som om, man er blevet (h)udsat for de samme rædsler en gang til. Der er kø foran linsen. Jeg har pænt takket nej.

Manden har pakket og er forduftet. Han ringer fra Wien. De har pæn lufthavn. Og Remee opfører sig pænt. Han har vægten med, så alt ånder fred.

Anders Haahr Rasmussen har udgivet en single om mænd, der gerne vil berøres. Men ingen mænd vil røre den ”sang” med en ildtang, den handler nemlig om Mikkels pik, blandt andet. Og det med andres kønsorganer i den bedste ætertid er mildt sagt hård kost. Især hvis man selv er mand. Så skal man mande sig op til det.

Så er det trods alt nemmere at være lystfisker og hive et par gedder i land.

”35 centimer,” hyler en forloren herre i islænder.

”41,” hyler en anden, man ikke kan se, fordi han står bag en busk.

Men alt falder til jorden med et brag, da en, der minder om en Grethe-lignende type, råber, at hun har trukket 55 centimeter i land. Hun sidder med spredte ben og griner.

Alle mændene går hjem.

Så står kvinderne og fisker omkring Sankt Jørgens sø sammen.

Solsorte i alle farver (de sorte er mænd, de brune er kvinder eller børn) synger noget, der minder om Pia Raug.

”Hør,” siger jeg i kiosken, ”hør.”

Ingen kan høre noget, selvom de prøver. De tror allerhøjest, det er noget Daimi. Niks. Det er ”Hej, lille drøm” – for sådan noget kan jeg høre på tres kilometers afstand. Folk eller fugle, der synger om drømme.

For god ordens skyld: Loven betyder ikke, at alle og enhver kan tage på hospitalet og blive opereret en tilfældig torsdag eftermiddag. Men opfatter man sig selv som kvinde, når man er født med pik og nosser, kan man i alle officielle og legale sammenhænge være kvinde. K i passet, ikke M. Loven giver desuden forsikringsdækning for dem, der ønsker hormonbehandling.

“I had to make it happen, I had to change. Couldn’t stay all my life on low heels.”
- Fictional Evita

“Sex is between the legs, gender is in the mind.”
- Nora Molina, ikon

Som Kalym Soria, en LGBT-aktivist bosat i Buenos Aires, forklarer til bloggen OutAndAround.com, er identitetsloven vigtig, fordi den åbner døren til andre rettigheder, især indenfor sundhedsvæsenet. Ønsker man for eksempel hormonbehandling, bliver det fremover meget nemmere at få behandling hos en læge. Indtil nu har mange selv skullet tage hormonmedicin og foretage indgreb uden professionel hjælp, med de åbenlyse risici der følger med.

Man skal erklæres sindssyg
Har man i Danmark en anden kønsidentitet end det, der sidder mellem ens lår, skal man erklæres sindsyg, før man legalt kan skifte køn. Så er man betegnet som kønsforstyrret, crazy; man falder ind i diagnosegruppe F64.0 i den internationale klassifikation af sygdomme, bare for at være helt teknisk. Denne transfobiske opfattelse og lovgivning sygeliggør mennesker med en anden kønsidentitet, end deres biologi tilsiger, og peger tilbage på den tidligere lovgivning på området, der sygeliggjorde homoseksualitet. Måske Folketinget burde vende tilbage til skolebænken og læse lidt Foucault.

Hvordan kan det være, at et katolsk land i Latinamerika er kommet så meget længere end os i det angiveligt progressive Norden? Ikke bare er translovgivningen længere fremme, men Argentina har siden 2010 desuden tilladt homoægteskab — ikke blot “registreret partnerskab”, som danskerne stadigvæk må nøjes med. Selv USAs kristne præsident støtter nu denne form for ligestilling.

Dette kort giver en oversigt over homolovgivning rundt omkring i verden — som man nemt kan se, er Argentina en mørkere blåfarve end Danmark.

Hvis Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager virkelig ønsker at være socialpolitisk progressive, burde de overveje at tage på fact finding mission til Buenos Aires. Som det ser ud nu, er Danmark faldet bagud i kapløbet om en progressiv seksualpolitik — en skam, da Danmark tidligere var førende på området.

Men dog: Spørgsmålet er måske omvendt, hvorfor man overhovedet skal betegne køn i officielle dokumenter. I Canada overvejer man nu at indføre kønsløse pas. I Australien kan man vælge at skrive X for “indeterminate”, hvis man har en kønsidentitet, der ikke passer ind i traditionelle kategorier. Hvis vi alligevel tror på ligestilling mellem mænd og kvinder, er det så ikke overflødigt at inkludere køn som identitetsmarkør i officielle sammenhænge?

To af de oplægsholdere, som talte om det arabiske forår var Fadi Salem og Zeynep Tufekci. Zeynep Tufekci er en af mine yndlingsakademikere (hvis man kan have den slags) og hun er kvinden bag den begavede blog Technosociology, hvor hun blandt andet har givet David Carr fra New York Times svar på tiltale. Og så har hun også nærstuderet det arabiske forår og social media-vinklen.

16 millioner flere brugere
Selvom det arabiske forår har fået kælenavnet Facebook-revolutionen, er det ikke mange, der rent faktisk ved, om det passer. Men der går som regel ikke røg af en brand uden, at der er ild i den, og fra oktober 2010 til oktober 2011 steg antallet af Facebook-brugere i de arabiske lande fra 18 millioner til 34 millioner. 70 procent af dem, der bruger Facebook er under 30 år.

Fadi Salem, der er fra Dubai School of Government understreger, at der er flere ting i spil her. Det er ikke kun Mark Zuckerbergs skyld. Fadi Salem taler om tre revolutioner:

1. En demografisk revolution, hvor befolkningen i de arabiske lande er unge og står overfor en massiv arbejdsløshed

2. En social revolution, hvor sociale normer ændrer sig og der skabes nye forventninger til samvær og adfærd

3. En teknologisk revolution med øget adgang til informations- og kommunikationskanaler og mere viden om, hvordan man bruger de kanaler.

I 2011 skete der så et skifte i måden de unge arabere brugte sociale medier på. Fra at Facebook havde været et forum for at dele sociale ting; billeder mm fra en personlig sfære, blev Facebook et forum for politisk brug. Det udmøntede sig blandt andet i, at Facebookevents med demonstrationer fik folk på gaden.

Kill Switch var positivt
Selvom de egyptiske myndigheder brugte den berygtede Kill Switch og lukkede adgangen til internet i seks dage, blev det, ifølge de folk, som deltog i Fadi Salems undersøgelse, vendt til noget positivt: Det motiverede folk til at demonstrere endnu mere. Det fik også folkene på Tahirpladsen til at sætte en offline Facebookvæg op.

Men der er også ulemper ved den stigende brug af sociale medier under det arabiske forår. Og det er omverdenens brug af budskaber og statusopdateringer på sociale medier som primære kilder. Ifølge Fadi Salem er det sket ved policy making på så højt plan som i FN. Sociale medier generer information, som citizen journalister samler op. Det finder vej videre til mainstream medier, som når helt frem til beslutningsorganer i FN. Den manglende stillingtagen til kilderne er ifølge Fadi Salem et svagt led.

Social medier er ikke separate verdener
“Der er noget ved Facebook – vi ved, det spillede en rolle. Facebook og Twitter er en del af en anden verden seperat fra den fysiske. Det er en af grundene til, at de er magtfulde værktøjer,” sagde Zeynep Tufekci.

Hun brugte salen som et eksempel:

“Lad os forestille os, at du keder dig her. Du sidder og tænker, at jeg keder dig. Men du rejser dig ikke op og siger det højt. Lad os antage, at du har en backchannel, hvor du kan sige det højt. Der er forskellige sociale barrierer, der gør, at man ikke gør det. I en region, hvor der er stor kontrol over den offentlige sfære, bliver den backchannel ret magtfuld. Derudover er der store straffe for at vise sin utilfredshed. Lad os antage, at jeg ville smide vand på den første, der rejste sig op og forlod lokalet her. Det er noget, der sker i alle kontrollerende regimer. I den slags lande gør man brug af eksemplets magt ved at straffe den første, der rejser sig. Men hvad sker der, når du ikke behøver at være den første, der rejser dig op? Med Facebook kan du organisere dig, så I er 50, der rejser jer på samme tid og på den måde skaber en kaskade af protest.”

Hvis du vil vide mere om brugen af sociale medier under det arabiske forår, så kan du give dig i kast med Arab Social Media Report, som Fadi Salem refererede fra. Der er også Zeynep Tufekcis artikel Social Media and the Decision to Participate in Political Protest: Observations From Tahrir Square.

Indlægget er desuden bragt på Astridmaria.dk

POLEN
Polen er med i slutrunden på det efterhånden traditionelle wildcard, UEFA udsteder til mindst én ubrugelig værtsnation. 2000: Belgien. 2008: Østrig. 2012: Polen (og Ukraine, men det kommer vi til).

Arek Onyszkos hjemland har ikke haft en habil fodboldspiller, siden Zbigniew Boniek regerede side om side med pamperprinsen Platini i Juventus tilbage i de glade Heysel-dage, og i dag er det nærmeste, man kommer en stjerne, en håndfuld holdspillere fra Borussia Dortmund, hvoraf den mest fremtrædende, Robert Lewandowski, bare venter på at blive den nye Claudio Pizarro på bænken på Allianz Arena.

Højdepunkt: At en fuldstændig ukendt polsk back laver en Bartosz Bosacki og potter to basser i den afsluttende og ubetydelige puljekamp. Vi sætter vores penge på den importerede årgangsost fra Frankrig, Damien Perquis.

Tyndskid: Ikke at se Artur Boruc på banen. På et noget blodfattigt sovjetisk satellit-statshold ville The Holy Goalie have pyntet gevaldigt. I stedet skal vi trækkes med to akutindlæggelser fra Arsenal, som skiftes til at være skadede.

Hold øje med: Din pung. Lommetyveri er for Polen, hvad landbrug og overførselsindkomst er for Danmark.

GRÆKENLAND
Åh Zeus, nu igen? Ja, nu igen. Grækenland gør meget til, at man glæder sig mere og mere til gruppespillet er overstået. Vi vil dog ikke helt udelukke muligheden for, at Kroatien kommer med på grækernes billet, når Platons idealstat lukker og slukker for demokratiet engang i næste uge.

Ellers skal vi endnu engang trækkes med et hold, hvis angreb ikke er blevet bedre, siden sidst Angelos Charisteas var elendig, og hvis forsvar kun lige er godt nok til, at Sotirios Kyrgiakos ikke er i bruttotruppen. Den åndelige leder på mandskabet er stadig Giorgos Karagounis, der er så gammel, at han kun med nød og næppe undgik at blive indkaldt til værnepligt under krigen mod Troja.

Højdepunkt: At det en gang for alle bliver slået fast, at Theofanis Gekas ikke er en klasseangriber, bare fordi han havde en god halvsæson for Eintracht Frankfurt.

Tyndskid: At TV2s redaktion har læst et nummer af Goal fra 2009, og udråber Sotiris Ninis til en af slutrundens mest lovende unge talenter.

Hold øje med: Sotiris Ninis, som ifølge TV2’s fodbold-ekspert Flemming Toft er en af slutrundens mest lovende unge talenter.

RUSLAND
Den russiske bjørn er en bipolær størrelse, der det ene år aspirerer til titlen for blot et år senere at tabe til Slovenien efter at have røget vandpibe hele natten. Det taler dog til russernes fordel, at turneringen spilles i lande, der mere eller mindre fungerer ligesom Rusland. Mens for eksempel danskerne nok lader sig skræmme af en simpel kidnapning af spillerkonerne, tager russerne den med ro. De er vant til, at deres Mercedes bliver skiftet ud med 14 dages mellemrum, og at løn er noget, man får leveret i en sportstaske på en parkeringsplads.

Spillermaterialet kredser stadig om den misogyne rumpenisse Andrei Arshavin, side om side med hans ni år yngre tvilling Alan Dzagoev. Ellers er resten af mandskabet en god blanding af boldtunge løbebånd efter klassisk USSR-model. Afvigelserne er de to køleskabe i frontkæden, Pavlyuchenko og Pogrebnyak, som kategorisk undervurderes af den industrialiserede verden, som stadig kan huske, hvor ringe Oleg Salenko egentlig var.

Højdepunkt: Når Moder Rusland midt under slutrunden giver en eller anden satellit-stat i Kaukasus et ordentligt pulver.

Tyndskid: Når 11 bagstive russere med bylder på huden, forsøger at redde æren i den sidste puljekamp mod Grækenland efter en lang nat på vodka og krokodil.

Hold øje med: Bliver det denne sommer, Andrei Arshavin får rigtige bryster? Rygterne vil vide, han er begyndt at få menstruation.

TJEKKIET
Tjekkiet anno 2012 er Danmark anno 2010. En flok fuldstændigt ligegyldige middelmådigheder samt et par stjerner, der er kommet med på merit. Tomas Rosicky, fordi han vandt UEFA Cup’en, dengang Jon Dahl stadig var et stortalent og Milan Baros, der blev EM-topscorer, mens Rene Henriksen stadig var aktiv. Resten er fyldspillere fra den tunge halvdel af de fire store ligaer. Vi snakker traditionsklubber som Chievo, Cesena, Hertha Berlin og Wolfsburg.

Lottokuponen er teenageren Vaclav Kadlec, der rygtes at være Tjekkiets svar på Sotiris Ninis, og garanteret er megavild i Football Manager. 2012 bliver heller ikke Tjekkiets år, og efter at Vaclav Havel er kradset af, er det på tide, at deres fodboldmandskab bliver lagt i graven.

Højdepunkt: Når de ryger ud.

Tyndskid: Morten Ankerdals grineanfald, når Flemming Toft for 12. gang udtaler Tomas Pekharts navn som ”Thomas Pikkert”.

Hold øje med: Robert Vittek. Han er pivfarlig!

Indlægget er desuden bragt på Dommens Bog.

Min seksårige datter har de sidste par måneder opført sig ganske besynderligt, men måske også naturligt, når hun ser børn, teenagere eller voksne, der kysser i tv-serier eller film. Hun holder sig for øjnene eller ørerne, og samtidig med det udstøder hun små primalskrig. Velkommen til de voksnes verden, min skat. Noget jeg egentlig også burde sige til mig selv. For min reaktion på Jude Law er ikke synderlig anderledes end hendes fjanteri. Hvad er det vi prøver at gemme os for?

En mand spurgte mig forleden, medens vi skulle forestille at kysse og kæle, ”hvorfor er du ikke alvorlig, du er ironisk og sjov?”. Til hans spørgsmål svarede jeg, at jeg ikke kan gøre for, at jeg er sjov, og at jeg skam også kan være alvorlig. Men siden hvornår har liderlighed skulle være alvorligt?

Hvorom alting er resulterede det hele i, at han fjernede mine hænder fra hans krop og trak sig tilbage. Da jeg gik hjemad følte jeg mig som en særling, og en aldeles uegnet elsker, i hvert fald for ham. Men som jeg gik der, slog det mig, at min måde at være sammen med ham på ikke er væsensforskellig fra mit noget prekære forhold til Jude Law. Jeg bliver ganske enkelt som en seksårig. Dog med et intellekt og krop som en enogtredive-årig. Jeg gemmer mig bag grin og til tider mærkværdige kommentarer, der falder i en uendelig talestrøm. En strøm, der minder om min datters primalskrig.

Jeg skal virkelig ikke gøre mig klog på hvad der går gennem mandens hoved. Jeg kan dog konstatere, for mit eget vedkommende, at jeg måske reagerer og opfører mig sådan, fordi jeg godt kan lide ham. Han rører et eller andet i mig. Noget der føles rart men også grænseoverskridende. Det er da på sin vis egentlig meget smukt. Tak skæbne, jeg har følelser.

En mand ved navn Žižek sagde engang, at når han virkelig elskede et menneske, kunne han kun vise det ved at komme med aggressive og dumme bemærkninger. Måske har jeg det sådan med mænd, jeg bare godt kan lide. Men det er jo heller ikke så ringe endda.