Partipolitik er ilde set på disse båndbreddegrader, er det mig ladet forstå. Overhovedet ikke kosher, ja måske endda direkte haram. Det er modtaget og fair nok, thi partipolitik er i hovedsagen ligeså sexet som vejrudsigten, og ligeså spændende som pollenvarslingerne.

For at bevise min loyalitet overfor denne præmis, og for at demonstrere mit favnende blik for det konstruktivt opbyggelige, vil jeg i det følgende uddele ros, og sågar et gratis råd, til borgerligt-liberale meningsdannere.

Claus Hjort har grund til at gnække
For at starte i det mest aktuelle, så vil jeg gerne rose Ole Birk Olesen for den nøgterne konstatering at Henriette Kjærs fald var uundgåeligt og rimeligt. Henriette Kjær har udvist ligegyldighed over dem hun hævder at repræsentere (de selvstændigt erhvervsdrivende). Han illustrerer synspunktet med følgende eksempel:

Ingen kan forestille sig, at en socialdemokrat kan fortsætte som ledende folketingsmedlem, samtidig med at han er arbejdsgiver og “underbetaler” sine ansatte i forhold til overenskomsten. Nogen ville sikkert hævde, at det er “privat” og ikke havde noget med vedkommendes politiske indsats at gøre, men de færreste ville købe argumentationen.

OBO afviser at der er tale om mediehetz. Jeg er enig. Der er tale om, at der er blevet allokeret ikke uvæsentlige redaktionelle ressourcer til en saftig sag. Det er jo en god historie, set udfra et formiddagsblads synspunkt. Men vi kan nok også godt blive  enige om at det ikke verdens vigtigste historie?

Det er måske heller ikke verdens vigtigste historie, at finansminister at Claus Hjort Frederiksen er blevet taget i med fingrene i kagedåsen for bagateller, så som at han som beskæftigelsesminister gav Folketinget usande oplysninger, afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job — i al hemmelighed og uden om Folketinget, at hans ministerium bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde,  bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel og endelig, at embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.

Men man kan måske godt sige at det vel er en vigtigere historie, og som på ingen  tænkelig måde kan henføres til ministerens privatliv?

Claus Hjort Frederiksen kan så bare gnække veltilfreds over at BT og – ja, faktisk alle andre end P1 – prioriterer deres redaktionelle ressourcer til de kulørte dramaer om ubetalte regninger og svigermødre på vendetta, istedet for ministres embedsførelse.

Asgers klarsyn
Den næste jeg vil rose er Asger Aamund, der påpeger den dybest set banale pointe at det er komisk at spørgsmålet om velfærdens overlevelse er blevet gjort synonymt med spørgsmålet om efterlønnens afskaffelse eller bevarelse.

Selvfølgelig er der råd til efterløn, hvis den prioriteres i husholdningsbudgettet (16 mia. ud af et budget på 1000 mia.), og selvfølgelig kan man se på om den nuværende ordning lever op til sit formål – hvad man så i sagens natur skal hitte ud af, og blive enige om, hvad er.

Farven på republikkens flag
Den tredje ros går ud til Jarl Cordua, der på venstrefløjens vegne, bemærker det løjerlige faktum at dannebrog pludselig er blevet en del af den salonfähige symbolik hos SF.

Han citerer Otto Gelsted, der i 1936 skrev:

“Gør jer frit af selvbedraget og et liv, der længst er dødt – slet det grimme kors af flaget, gør det rødt!”

Han fortsætter med at påpege, at man i 2010 pludselig kunne se SF’s EP-medlem Emilie Turunen tone frem med en slags hjelm forklædt som klaphat, bare uden klappeanordningen.

Jeg synes måske det ville være kedeligt hvis den kommende republiks flag kun skulle være rødt, men jeg deler den del af intentionen i Gelsted linjer, der handler om at gentænke nationens samlende symbol.

For det første skal det selvfølgelig være sekulært, dvs. blottet for religiøse symboler, og dels ville der være fint om det referererede til nationens værdier, ligesom Tricoloren forbindes med den franske republiks motto: frihed, lighed og broderskab (selvom den forbindelse måske, måske ikke er helt historisk korrekt).

Jeg er for så vidt også frisk på en symbolik, der rækker tilbage eller frem i tiden: et kolonihavehus, Christiania – eller måske en Vestas-mølle? Nationalfarven regnvejrsgrå bør nok under alle omstændigheder være fremtrædende.

Lars Hedegaard og målnæsen
Og så er vi kommet frem til det gode, og i første omgang gratis, råd. Det går ud til Lars Hedegaard, der netop har forskertset en oplagt chance til at rebrande sig selv, komme ud af sin karrieres blindgyde, få sig nogle nye venner og måske igen få sig en fast klumme i et repektabelt medie.

Det drejer sig selvfølgelig om Hizb-Ut-Tahrirs møde i Den Sorte Diamant, som Hedegaard ganske vist, adspurgt af DR, indledningsvist anerkendte som helt legitimt indenfor lovgivningens rammer (hvad der er en skarp betragtning, der naturligvis skulle have være fulgt op af en bredside om ytrings– og forsamlingsfrihed, og politikere og ministres utidige indblanding i brugen af offentlige lokaler).

Men så fes den oplagte lejlighed til at belære den danske offentlighed i almindelighed, og soldater, veteraner og pårørende i særdeleshed, om, at de ”…må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”, ud i det rene ingenting,  ligegyldig snik-snak om dårlig smag (den lader vi lige stå et øjeblik), og appel til Diamantens direktørs fornuft, der burde tilsige ham, at han burde aflyse (med henvisning til den dårlige smag (som vi lod stå lige før)).

Lars for fanden, du var alene med målmanden, og skulle bare klappe den over i det fjerneste hjørne. Hvordan i himlens navn kunne du misse den 100 pct. chance?

Næste gang så foreslår jeg at du lige ringer, og så finpudser vi altså strategien og konsistensen, så du kan kapitalisere max. på dine muligheder.

Det bliver selvfølgelig ikke gratis, men jeg lover en rimelig pris, opgavens faglige udfordringer taget i betragtning.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?