Søndag.
Der er blevet spillet en håndboldkamp.

Der er også gang i noget i Egypten. Lidt om det senere.

Først håndbold: hvordan har du det? Er der fest senere? Hvordan har du det? Nogle mennesker taler. Nogle af dem har vist engang spillet håndbold. Nogle af dem sveder vist. Vi ser billeder fra øde gader. Folk har været inden døre.

Og så til Egypten hvor folk har været udendørs. Ulla Terkelsen har enormt store solbriller på, og nogle beboere har organiseret bevogtning af deres kvarterer. Der er åbenbart gang i den.

Nok om det. Tilbage til studiet, og videre til Stig Rossen. Han har optrådt med afdøde Bamses sange, og salen kogte da der blev sunget Vimmersvej. Stig Rossen har engang snydt sig foran mig i køen på visum-kontoret på den amerikanske ambassade. Det tror jeg ikke Bamse havde kunne finde på.

Og så vejret.

Og så tilbage til håndbolden. Hvordan har du det? Er der fest senere?

Tirsdag
Natasja Crone står i et interimistisk studie i Cairo. Det er rigtigt. Se selv Nilen bag ved hende. Fik jeg nævnt at studiet er interimistisk?

Det var svært for Natasja at komme hen til studiet. Hun var nødt til at gå i zig zag. Men hun er der fordi egypterne ønsker forandring.

Egypterne er glade og stolte fortæller Steffen Jensen, der i øvrigt også er ret glad. Rasmus Tantholdt er derimod lidt presset i Luxor, og må tage flugten ind i en butik. De to østrigske turister tager hjem en hel uge før tid. De bliver transporteret i militærfly, fortæller de, mens de sidder i en hestevogn.

Mobildækningen er virkelig dårlig, så det er svært for Natasja at få kontakt til Ulla Terkelsen og Rasmus Tantholdt. Den er også gal med sattelitforbindelsen. Det presser vist Natasja lidt, men hun er der jo fordi egypterne ønsker forandring.

Per Christiansen er ikke i Cairo, men i Odense, så der bliver stillet om til ham. Han virker helt afslappet. Herhjemme er nogle landmænd sure over at de ikke må udlede så meget kvælstof. Det kommer til at tage livet af dansk landbrug hvis ikke de må forurene, fortæller de. Mette Gjerskov synes det er for galt, at de ikke må forurene, og Lars Løkke forsikrer, at det må de godt.

Der skal bygges en tunnel til Tyskland, og en fyr kan ikke få permanent opholdstilladelse, fordi han som tolk for forsvaret, ikke gør nok for at være en aktiv medborger, men PostDanmark er begyndt at bringe mad ud til de ældre, der synes at postuniformerne er flotte. Det kan postdamen godt lide.

Nu er vi live igennem til Købehavns modeuge. En kvinde skal åbenbart have en udmærkelse for at have gjort livet værd at leve. Det synes jeg lyder helt fortjent. Der står nogle sangerinder, bl.a. en der hedder Zhirley, men vi kigger efter René Toft Simonsen? Kigger vi efter hende fordi hun skal have udmærkelsen? Nå øv, tiden er gået.

Over til vejret. Det er Jarnvig idag.

Og tilbage til Per Christiansen og billeder fra Cairo, bl.a af en dame med en kat. Vi kan høre mere om Natasjas oplevelser med trafik og it-infrastruktur i en senere udsendelse.

Jeg håber TV2 sørger for ordentlig debriefing af Natasja når hun kommer hjem, for det ville nok være godt hvis hun får snakket det hele igennem. Også det med at gå zig zag.

Onsdag
Natasja er stadig i Cairo. Og der er virkelig gang i den nu. Helt oppe på 11. etage hvor det interimistiske studie ligger kan man høre mennesker der råber.

Men ikke nok med det. Natasja har været nede på Tahrir-pladsen tidligere på dagen. Vi får ikke noget at vide om, hvorvidt hun måtte gå zig zag for at komme der hen, men det er sandsynligt.

Det ser ud til at hun taler med nogle mennesker, mens hun holder sin røde TV2-mikrofon. Men hvad er nu det? Hvorfor verfer hun damens hånd væk? Jeg mener det med debriefingen, TV2. Nu var der en egyptisk dame, der prøvede at røre Natasja.

Steffen Jensen er knap så glad idag. Han er tidligere på dagen blevet omringet af vrede mennesker, måtte afbryde sit interview og søge beskyttelse hos militæret. Tilsyneladende synes han at det var hans egen skyld. Han kom vist lidt for tæt på, fortæller han.

Ulla terkelsen har været ude at snakke med en fyr der har været i bad for første gang i dagevis. Han lugtede til sidst, betror han Ulla.

Over til Jes Dorph i Odense og efterlønsdebattten. Der har været stormøde i Odense, og der kom mange flere end arrangørerne havde regnet med. Harald Børsting får pudret issen.

Der er en masse røde faner, og der bliver sunget om når de smælder, men der er ingen Lars Løkke, og over til en skraldemand, der er vred og vil have valg.

Børsting og Løkke er direkte igennem. De siger det sædvanlige, og det gør Jes Dorph også.

Der er strejker under opsejling.

En farmaceut der hedder Muhammed har hjulpet en dame der hedder Karen Margrethe, så hun nu får den korrekte medicin. Det er et stort problem med forkert medicin, men ikke længere for Karen Margrethe. Det står også slemt til i Queensland, Australien, hvor en orkan ved navn Yasi netop har ramt kysten. Det blæser virkelig meget.

Og meget passende over til vejret. Det er Jarnvig igen, og jeg har altid tænkt at han så mega-skæv ud, men det er vist bare et religiøst trip han er på, har jeg hørt.

Og de er så smarte på Nyhederne, forkynder Jes Dorph, så over til modeugen, og et helt specielt sted, nemlig garderoben, hvor vi ser nogle jakker der hænger på knager.

Årets mode bliver noget med ruskind og paillietter. Meget androgynt, men også feminint, fortæller Jes’ kollega.

Senere på aftenen kan vi få selskab af en velklædt Divya Das.

The following two tabs change content below.
Mikkel Skov Petersen
Overvejende forhenværende og fraværende, men det er da også en start.

Har du noget at bidrage med?